Chilehistorie.excathedra.dk — tidslinie — Chile — historie — Santiago — Allende — Pinochet — Valdivia — jordskælv — Santiago — Spanien — conquistador — Valparaíso — Balmaceda — La Esmaralda

Den islandskfødte Leif den Lykkelige Eriksson, Grønlands kolonisator, søn af Erik den Røde, nåede Amerika, knap 500 år før Columbus. En islandsk handelsmand, Bjarni Herjulfsson, var i 986 drevet ud af kurs, og havde set kysten, men var ikke gået i land. Leif den Lykkelige fulgte hans vej tilbage. Han opholdt sig der til næste år, år 1001, og vendte aldrig tilbage.

ca. 1400-1533:

Dele af det nuværende nordlige Chile var underlagt Inka-riget, og dermed samlet igen som i Huari-tiden. Inka-riget havde centrum i byen Cuzco, ca. 300 km nord for det nordligste Chile.

1460:

Mislykket forsøg fra Inka-rigets side på at kolonisere området med araukanere i El Valle Central.

1491:

Endnu et mislykket forsøg af Inka-riget på at kolonisere El Valle Central.

12. oktober 1492:

På en revolutionerende sejlads over Atlanten, og på vej til Japan(!) landede Christoffer Columbus på San Salvador-øen, en af Bahama-øerne. Marco Polo havde i slutningen af det trettende århundrede rejst til Asien østover ad landvejen, men sejlet hjem fra fra øst til vest. Columbus, der vidste at Jorden er rund, havde imidlertid ikke kendskab til de amerikanske kontinenter, og derfor troede han til sin død, at han var kommet til Indien, og derfor blev de indfødte efterfølgende kaldt indianere. Columbus's rejse indvarslede den spanske og portugisiske kolonisering af Amerika.

3. maj 1493:

Pave Alexander VI udsendte bullen Inter cetera, hvorved det fastlagdes, hvordan den ikke-kristne verden deltes mellem de to lande på Den Iberiske Halvø, Spanien og Portugal, således at Spanien fik den ny verden, Nord- og Sydamerika, og Portugal fik Afrika og Indien.

1494:

Ved en traktat indgået i Tordesillas i Spanien, Tratado de Tordesillas, ændredes delingen af Verden mellem Spanien og Portugal, således at demarkationslinien i Sydamerika gik ved Brasiliens vestlige grænse. Brasilien var Portugals; resten af Sydamerika Spaniens.

1499:

Florentineren Amerigo Vespucci, som arbejdede for den magtfulde Medici-familie fra hans hjemby, Firenze, tog på sin første af muligvis tre eller fire rejser til den nye verden, som senere, nærmest ved en fejl, blev opkaldt efter ham af tyskeren Martin Waldseemüller. Vespucci sejlede ned ad Sydamerikas atlanterhavskyst, næsten helt syd til Ildlandet.

1507:

Tyskeren Martin Waldseemüller skrev — stort set ved et tilfælde — som den første Amerigo Vespuccis navn på den nye verden på nogle verdenskort, hvilket kom til at hænge ved; der tales således om Nord- og Sydamerika!

21. okt. 1520:

Ferdinand Magellan så som den første europæer den chilenske kyst.

1525:

Inkaen Huayna delte riget mellem sine to sønner, Atahualpa og Huascar. Atahualpa vandt en strid mellem de to brødre, men krigen svækkede riget så meget, at den spanske conquistador Francisco Pizarro få år senere kunne erobre området omkring det nuværende Peru med mindre end 200 mand!

1535-37:

Diego de Almagro anførte den første spanske ekspedition til udforskning af Chile.

1540:

Pedro de Valdivia erobrede Chile.

12. febr. 1541:

Valdivia grundlagde Santiago.

1541 - 1778:

Chile styret af vicekongen i Lima, Peru, og altså ikke en særskilt koloni under Spanien.

1553-58:

Kampe mellem spanske conquistadores og araukanere.

1557:

Mapuche-høvdingen Lautaro, der tidligere havde været tjener for Valdivia, blev dræbt i kamp med spanske conquistadores. Han er senere blevet et ikon i chilensk nationalisme.

5. dec. 1578:

Den britiske admiral, søfarer og opdagelsesrejsende Sir Francis Drake angreb Chiles betydeligste havneby, Valparaíso, der ligger ca. 100 km fra Santiago.

1603:

De første hær-lignende militser dannedes i Chile.

1609:

Pave Poul V godkendte krig mod araukanerne.

1647:

Jordskælv ødelagde Santiago.

1714:

Den største begivenhed i det moderne jordbærs historie indtraf, da den franske ingeniør og militærmand Amédée François Frézier tog det store, chilenske jordbær Fragaria chiloensis med til Europa og krydsede det med de små, europæiske jordbær, hvorved alle moderne jordbær trækker aner tilbage til Fragaria chiloensis. Indianerne i det nuværende Chile havde dyrket jordbær i århundreder.

Påskedag 1722:

Den nederlandske kaptajn Jakob Roggeveen opdagede Påskeøen.

1730:

Jordskælv i Santiago og store dele af det centrale Chile.

1759-96:

I 1700 tabte den habsburgske familie tronen i Spanien. De franske bourbonner overtog tronen, og beholdt den hele kolonitiden ud. I den forbindelse fik Chile større uafhængighed af vicekongen i Peru under det, der kaldes Bourbon-reformerne. Det skete i stor grad på grund af den irskfødte guvernør Ambrosio O'Higgins. Hans søn Bernardo O'Higgens skulle senere komme til at lede den chilenske frihedsbevægelse.

1778:

Chile fik status som særskilt koloni efter 237 år underlagt Peru.

1779:

Den berømte britiske søfarer James Cook besøgte Påskeøen. Hans folk kunne tale polynesisk med beboerne.

1791:

Guvernør Ambrosio O'Higgins fik encomiendas, en slags livegenskab, forbudt. Desuden blev tvangsarbejde forbudt. Encomiendas var en spansk institution, der stammede fra romerriget, hvor folk skulle arbejde for en godsejer, mod at han havde ansvaret for deres velfærd, for deres optagelse spansk kultur og for at de blev kristnet.

1805:

Byggeriet af det senere præsidentpalads La Moneda stod færdigt efter ca. tyve år. »La Moneda« betyder Mønten, og bygningerne husede oprindelig den kongelige mønt. Derfor er murene ekstra tykke, hvilket skulle få betydning knap 200 år senere, da bygningen blev bombet under et militærkup. La Moneda har fungeret som præsidentpalads siden 1848, hvor præsident Manuel Bulnes tog det i brug som sådan. Den sidste præsident, der også brugte La Moneda som bolig, var Carlos Ibáñez del Campo i 1958. Derefter blot som regeringsbygning, på nær de første 7½ år under militærdiktaturet, da bygningen skulle repareres efter bombardementet 11. september 1973.

18. sept. 1810:

Kreolske ledere i Santiago erklærede uafhængighed af Spanien. 18. september er derfor Chiles nationaldag.

2. okt. 1814:

La Reconquista, »Generobringen« - spanske tropper fra Peru generobrede Chile.

12. febr. 1817:

Tropper ledt af Bernardo O'Higgins og general José de San Martín besejrede de spanske styrker ved Chacabuco. San Martín var involveret i frihedskrig i både Argentina, Chile og Peru.

1. jan. 1818:

Republikken Chile udråbtes.

12. febr. 1818:

Bernardo O'Higgins underskrev Chiles uafhængighedserklæring.

1818-23:

Bernardo O'Higgens ledte Chile som statschef. Han skulle prøve at samle de liberale og de konservative i landet. De liberale fandt dog O'Higgens for konservativ; den godsbesiddende, konservative overklasse fandt ham for liberal. O'Higgens fandt det nødvendigt at hjælpe peruvianerne nordpå med at fordrive spanierne fuldstændig, hvis man også i Chile skule være sikre på selvstændighed, men han havde ikke stor opbakning i befolkningen til det.

5. april 1818:

José de San Martin besejrede endegyldigt den sidste større styrke af spanske tropper ved Maipú, hvorved landets selvstændighed blev yderligere cementeret. Kampene fortsatte dog mod nord i Peru, samt sydpå, frem til 1826.

August 1818:

En første, provisorisk forfatning vedtoges ved en folkeafstemning.

1818-30:

Periode med borgerkrig mellem pipiolos, liberale, og pelucones, konservative, om først og fremmest spørgsmålene om hvor centraliseret magt, der skulle være, samt pavekirkens position.

20. aug. 1820:

la Escuadra Libertadora del Perú, »Frihedseskadren til Peru«, en helt igennem chilensk eskadre, sejlede til Peru, for at hjælpe landet til uafhængighed af Spanien. Dette var en del af Bernardo O'Higgins sikkerhedspolitik for Chile, men det var medvirkende til, at han blev upopulær hos sine chilenske landsmænd.

1823:

Miltser fra både nord og syd tvang O'Higgens til at træde tilbage. Han drog til Peru, og levede der til sin død i 1842.

Chile forbød, som et at de første lande i både Nord- og Sydamerika, slaveri.

En ny, liberal forfatning blev vedtaget.

1828:

Endnu en ny forfatning blev vedtaget, også liberal med relativ decentralisering af magten.

17. april 1830:

De liberales styrker blev besejret i et slag ved Lircay, hviklet indvarslede en periode med autoritært, konservativt styre.

1833:

Chile fik en forfatning ved den konservative Diego Portales Palazuelos, en handelsmand fra Valparaíso. Forfatningen medførte en centralisering af magten.

23. juli 1834:

På sin fire år og ni måneder lange ekspedition med HMS Beagle kom den britiske naturforsker Charles Darwin (1809-1892) første gang på turen til Valparaíso, hvor han mødte sin gamle klassekammerat Richard Corfield. I 1859, 24 år efter hjemkomsten fra ekspeditionen, udgav Darwin sin banebrydende bog, Arternes Oprindelse.

7. januar 1835:

Den britiske videnskabsmand Charles Darwin var på sin sejlads med HMS Beagle rundt om Sydamerika nået til omkring øen Chiloé, der ligger syd for Puerto Montt. Her så han igen kartoflen, som groede vildt der. Han skrev:
"Det er bemærkelsesværdigt, at den samme plante både kan findes på de bare bjerge i det centrale Chile, hvor der kan gå seks måneder uden en dråbe regn, og inde i de fugtige skove på disse sydlige øer."
Kartoflen menes at oprinde lige nord for det nuværende Chile, omkring søen Titicaca, der ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia, hvor den spistes for måske over 10.000 år siden. Siden har den bredt sig til over hele verden, og er en af verdens betydeligste fødevarer.

1836-39:

Krig mod Peru og Bolivia hvorunder Diego Portales blev dræbt efter tilfangetagelse på en chilensk garnison, og en kamp mellem chilenske militære enheder indbyrdes. Chile vandt dog krigen efter et afgørende slag nord for Lima d. 20. januar 1839.

6. juni 1837:

Diego Portales henrettedes af oprørske chilenske tropper, mens han var under arrest.

1842:

Santiagos universitet, Universidad de Chile, grundlagdes af præsident Manuel Bulnes. Universitetet tiltrak straks intellektuelle fra andre sydamerikanske lande. Der tales ligefrem og en "1842-generation" af liberale intellektuelle, der udsprang derfra. De fleste af Chiles præsidenter er uddannet ved dette universitet, bl.a. fra det tyvende århundrede Arturo Alessandri, Jorge Alessandri og Salvador Allende. Universitetet har adresse i Santiago på Avenida Libertador Bernardo O'Higgins, som er opkaldt efter landets første præsident, og lederen af befrielseskampen mod spanierne, Bernardo O'Higgens.

1851:

Den første egentlig chilenske kogebog udkom. Den var på 29 sider.

1857:

Det liberale parti, Partido Liberal, PL, det konservative parti, Partido Conservador, PC, og det nationale pati Partido Nacional, PN blev alle stiftet det år.

1861-91:

I denne periode var det det liberale parti, Partido Liberal der dominerende over det konservative, Partido Conservador.

1862-63:

Peruvianske slavehandlere fjernede omkring en trediedel af Påskeøens beboere til brug som slaver.

31. marts 1866:

Spaniens stillehavsflåde bombarderede Santiagos havneby, Valparaíso, med massive ødelæggelser til følge. Krigshandlingerne mellem Chile og Spanien blev dog indstillet kort efter.

1878:

Chile afskaffede guldmøntfoden som pengesystem. Siden har landet oplevet stor inflation og prisinflation. Guldmøntfoden blev kortvarigt genindført 1895-98. En guldbarrefod eksisterede fra 1925 til 1931.

1879 - 83:

Salpeterkrigen Guerra del Pacífico eller undertiden Guerra del Salitre mod Peru og Bolivia om de uklare grænser mellem landene i områder, hvor der var meget salpeter at udvinde. Chile vandt, og udvidede sit territorium.

1880'erne:

I dette årti var den europæiske immigration til Chile på over 1000 indvandrere om året. Mange heraf tyskere.

9.-10. juli 1882:

I La Concepción i bjergene i Peru omkom 77 chilenske soldater under forsvaret af den lille bjerg-position. Dette slag, Batalla de Concepción, under Salpeterkrigen har en stor plads i chilensk historiebevidsthed, og på 95-årsdagen, i 1977, markerede diktator Augusto Pinochet episoden ved at holde sin regeringstids betydeligste tale, Discurso en cerro Chacarillas, for en mængde unge mennesker, hvori den politiske køreplan for diktaturets afvikling blev ridset op.

1883:

Den tyske officer Emil Körner kom på invitation til Chile, og grundlagde militærakademiet »Academia de Guerra«. Dette indvarslede Chiles militærs overgang til at være et professionelt militær, d.v.s. forholdsvis apolitisk.

1888:

Chile annekterede Påskeøen, Rapa Nui, spansk: Isla de Páscua. Elleve år tidligere havde befolkningstallet på øen været helt nede på 111. På sit højdepunkt omkring det sekstende århundrede havde befolkningen talt måske op til 10.000 — mere end øen kunne føde.

1891:

Borgerkrig med mere end 10.000 døde. Striden drejede sig dels om, at kongressen ville have mere magt i forhold til præsidentembedet og regeringen, dels om afgift til staten på salpetereksporten. Flåden var på oprørenes side; hæren var på præsidentens, men valgte ikke at træde til og bekæmpe flåden. Den tyske officer Emil Körner var på oprørernes side med dele af hæren.

7. april 1891:

Under borgerkrigen i Chile lagde den amerikanske dampkrydser U.S.S. Baltimore til i Valparaíso. Det kom til masseslagsmål mellem amerikanske søfolk på landlov og søfolk fra Chile. To amerikanere døde, og mange blev såret. Spændingerne skyldtes den amerikanske regerings støtte til Chiles præsident Manuel Balmaceda, der på kant med forfatningen kæmpede for præsidentembedets magt, samt statens kontrol med salpeterudvindingen.

August 1891:

De afgørende slag i borgerkrigen stod d. 21. august i Concón og 28. august i Placilla, blot få uger før Balmacedas præsidentperiode skulle slutte.

19. sept. 1891:

Præsident José Manuel Balmaceda Fernández, der havde kæmpet mod kongressens forsøg på at tiltage sig magt, samt kæmpet for, at staten skulle have en vis indtjening på salpetereksporten, måtte søge tilflugt og leve flere måneder i Argentinas ambassade i Chile, og begik selvmord der den 19. september, dagen efter at hans præsidentperiode formelt var ophørt.

1891-1925:

Den såkaldt »Parlamentære Republik«, hvor parlamentet havde den afgørende magt på bekostning af præsidentembedet. Dette var et resultat af borgerkrigen i 1891.

1895-98:

Chile genindførte for en kort periode guldmøntfoden som pengesystem, efter at den var blevet suspenderet i 1878. Siden har landet oplevet stor inflation og prisinflation. Guldmøntfoden blev kortvarigt genindført 1895-98. En guldbarrefod eksisterede fra 1925 til 1931.

16. august 1906:

Et voldsomt jordskælv næsten totalt ødelagde Valparaíso og skadede Santiago. 2-3000 mennesker døde og over 100.000 blev hjemløse. Skælvet målte 8,6 Richter, og var dermed kraftigere end det verdensberømte i San Francisco fire måneder tidligere.

21. december 1907:

Een af verdenshistoriens blodigste faglige konflikter skete i byen Iquique, da arbejdere fra salpeterminerne i nord strejkede og holdt massemøde på Santa Maria-skolen i byen. I en forsamling på ca. 6.000 mennesker blev over 2000, måske så mange som 3.600, strejkende arbejdere mejet ned med let artilleri af hæren på ordre fra regeringen.

1912:

Med udspring i arbejderbevægelserne i først og fremmest salpeterbyerne i nord, bl.a. Tarapacá, stiftedes Partido Obrero Socialista, Socialistisk Arbejderparti, med Luis Emilio Racabarren i spidsen.

1914-18:

Første Verdenskrig - Chile forholdt sig neutral. Salpetereksporten faldt i de år, da man i Tyskland havde fundet ud af at fremstille salpeter syntetisk. Det havde stor, negativ betydning for Chiles økonomi. England mistede den øknomiske førerposition i verden ved Første Verdenskrig, og USA blev nu Chiles vigtigste handelspartner.

15. aug. 1914:

Med åbningen af Panama-kanalen — et par uger efter Første Verdenskrigs udbrud — afkortedes sejlturen mellem f.eks. New York og San Francisco med 14.500 kilometer, da skibene ikke længere behøvede at runde Kap Horn. Derved mistede den chilenske havneby Valparaíso sin betydning som anlægshavn m.m. Mange forretninger og konsulater flyttede derfor til Santiago.

1. nov. 1914:

Ved Slaget ved Coronel mellem britiske og tyske fartøjer ud for Chiles kyst ved havnebyen Coronel mistede briterne to fartøjer og 1564 mænd; tyskerne fik tre sårede. Styrkerne var ledet af h.h.v. kontraeadmiral Sir Christopher Cradock og viceadmiral Graf Maximilian von Spee. Chile deltog ikke i krigen.

1918:

I dette år var der 16 strejker med 18.000 deltagende arbejdere i Chile.

August 1919:

En demonstration med 100.000 arbejdere i Santiago, hvor man demonstrerede mod inflation, lavere lønninger og regeringen.

1920:

I dette år var der 105 strejker med 508.000 deltagende arbejdere i Chile.

10. januar 1920:

Chile blev medlem af Folkeforbundet.

1920:

Arturo Alessandri Palma vandt en smal sejr som præsident, og ville gennemføre reformer, men havde det konservative, magtfulde parlament imod sig.

1922:

Partido Communista de Chile - PCCh, Chiles kommunistparti, blev stiftet som en udløber af et socialistisk parti stiftet i 1912, og tiltrådte — som det eneste kommunistparti i Latinamerika — Komintern, verdenssammenslutningen af kommunistpartier oprettet af Vladimir Lenin.

5. sept. 1924:

En reformvenlig fløj i militæret lavede et kup for at få finansloven vedtaget og præsident Alessandris sociale reformer gennemført.

23. januar 1925:

Kontrarevolution: Unge reformvenlige officerer tog magten fra juntaen i utilfredshed med deres vilje til at få reformerne gennemført.

Marts 1925:

Alessandri blev indsat af kupmagerne, og hans reformer gennemførtes ved dekret.

1925:

En ny forfatning blev vedtaget ved folkeafstemning. Forfatningen indeholdt mange af Alessandris reformer, og var gældende til 1973. Den indebar en styrkelse af præsidentembedet, adskillelse af stat og kirke, lovliggørelse af fagbevægelser i det små og den indeholdt desuden en sociallovgivning. Alle mænd over 21 år, der kunne læse og skrive, fik stemmeret.

1925-31:

Chile var på en guldbarrefod i denne periode, d.v.s. at man kunne omveksle pengesedlerne til guld, men kun i hele guldbarrer. Siden har landet haft et pengesystem uden metaldækning, og har oplevet perioder med heftig inflation og prisinflation.

7. april 1927:

Præsident Emiliano Figueroa trådte tilbage, og overlod præsidentskabet til Carlos Ibáñez.

22. maj 1927:

Carlos Ibáñez del Campo vandt præsidentvalget i en afstemning, hvor han var eneste kandidat. Han opnåede 98% af stemmerne.

21. juli 1927:

Carlos Ibáñez del Campo blev indsat som præsident.

Oktober 1929:

Den verdensomspændende finanskrise ramte Chile hårdere end noget andet land i verden, og landet oplevede bl.a. op til 25% arbejdsløshed, måtte indstille sine betalinger m.v.

26. juli 1931:

Carlos Ibáñez trådte efter fire år tilbage som præsident for at undgå forfølgelse og borgerkrig p.g.a. sin uortodokse og undertrykkende styring af landet med hjælp fra militæret i forsøget på at håndtere den svære situation i verdensøkonomien.

27. juli 1931:

Carlos Ibáñez flygtede til Argentina efter 4 år som præsident.

1931 - 1932:

En kaotisk periode med flere militærkup og folkeafstemninger samt skiftende regeringer.

1932:

Arturo Alessandri valgtes som præsident igen, og 1925-forfatningen var i kraft indtil 1973.

1932:

Socialistpartiet Partido Socialista stiftedes. Partiet er specielt derved, at det er marxistisk, men IKKE er startet som en aflægger af kommunistpartiet. Den senere præsident Salvador Allende var medstifter og medlem af partiet.

1935:

Komintern, Kommunistiske Internationale, forkastede sin revolutionære politik, og anbefalede dannelsen af folkefrontsregeringer til inden for forfatningsmæssige rammer at komme til magten. Det chilenske kommunistparti var medlem af Komintern.

1938:

Partiet Falange Nacional blev stiftet. Partiet skabtes som en midtsøgende fraktion af det konservative parti, og blev senere til det kristendemokratiske parti.

5. sept. 1938:

På, hvad man må kalde højdepunktet af nationalsocialistisk aktivitet i Chile, udførte det nazistiske parti i landet, Movimiento Nacional Socialista de Chile et mislykket kup med sin militante undergruppe, sine »stormtropper«, Tropas Nacistas de Asalto.

1939:

Den socialistiske præsident Pedro Aguirre Cerda dannede CORFO, Corporación de Fomento de la Producción, »Selskab til Produktionsfremme« en statslig fond, der skulle sørge for at yde investering i hjemlig produktion for at forbedre betalingsbalancen. Senere kom CORFO til at eje aktier i de fleste store virksomheder i Chile, og blev den førende statslig institution i udviklingen mod mere statslig indblanding i samfundsøkonomien.Bl.a. kom CORFO til at kontrollere over 30% af importen af maskineri og andet udstyr. Fondens indtægt kom bl.a. fra en ekstraskat på 15% fra kobberfortjenesterne. I 1973 kontrollerede fonden over 500 selskaber, hvorefter antallet faldt, da der med militærdiktaturet skete en privatisering af erhvervslivet. Fonden eksisterer stadig.

2. sept. 1939:

Chile erklærede sig strengt neutral under verdenskrigen.

24. maj 1940:

En gruppe militante marxister, anført af den mexikanske maler David Alfaro Siqueiros forsøgte et attentat på eksil-russeren Lev Trotskij, der stod i modsætningsforhold til Josef Stalin, USSR's leder. Den chilenske digter og diplomat Pablo Neruda brugte sin diplomatiske status til at skaffe Siqueiros ud af landet, til Chile, hvor han efterfølgende boede i Nerudas hus. Trotskij blev dræbt i et tilsvarende attentat senere på året.

20. januar 1943:

Chile, som ellers var neutral under Anden Verdenskrig, brød de diplomatiske forbindelser til Tyskland, Italien og Japan.

11. april 1945:

Chile erklærede krig mod Japan.

10 dec. 1945:

Den chilenske digter, diplomat og minister Gabriela Mistral (1889-1957) vandt som den første latinamerikanske kvinde Nobelprisen i litteratur. »Hvad sjælen er for kroppen, er kunstneren for sit folk«, skrev hun. Det står også på hendes gravsten.

4. sept. 1947:

200 kommunister blev arresterede efter en kommunistisk-ledet strejke, og hændelsen førte til, at Chile indstillede de diplomatiske forbindelser til Sovjetunionen.

2. sept. 1948:

Chiles kommunistiske parti, Partido Comunista de Chile, PCCh, blev forbudt og var det frem til 1958.

1949:

Chiles kvinder fik stemmeret.

4. sept. 1952:

Den tidligere diktator i landet, Carlos Ibañez del Campo, vandt en overbevisende sejr ved præsidentvalget med et konservativt-populistisk valgprogram.

1952:

Den cubanske marxist Ernesto Che Guevara gjorde ved sin motorcykelrejse gennem Sydamerika bl.a. holdt ved Chuquicamata-minen i Chile.

1952:

I Spanien påbegyndtes bygningen af den 113 meter lange firemasters stål-brigantine (skonnertbrig) La Esmeralda, der er skoleskib i den chilenske flåde. I tiden umiddelbart efter militærkuppet i 1973 blev skibet, der er bevæbnet, brugt som fængsel og torturkammer. Skibet var indtil bygningen af den femmasters Royal Clipper i år 2000 verdens næststørste sejlskib.

5. marts 1953:

Sovjetunionens leder, Josef Stalin, døde. Den chilenske digter Pablo Neruda skrev efterfølgende hyldestdigtet »Ode til Stalin«.

1953:

Den chilenske digter Pablo Neruda tildeltes Stalins fredspris.

1955:

Under præsident Carlos Ibáñez vedtoges Nouvo Trato, en »Ny Traktat«, der medførte øget beskatning af kobberudvindingen samt øget involvering af chilensk industri i minedriften.

1957:

Det kristendemokratiske parti, Partido Demócrata Cristiano, PDC, blev dannet.

5. august 1958:

Chiles kommunistiske parti blev atter tilladt efter ti år.

4. sept. 1958:

Jorge Alessandri vandt en smal sejr ved præsidentvalget over Salvador Allende med løfter om en privatisering af erhvervslivet.

1. januar 1960:

Escudo'en erstattede peso'en som Chiles møntfod i forholdet 1:1000. Escudo'en blev blev selv erstattet af den nye peso i 1975, ligeledes i forholdet 1000:1.

22. Maj 1960:

Det tyvende århundredes største jordskælv skete med epicentrum 150 kilometer ude i Stillehavet ude for det sydlige Chile, og målte 9,5 på Richter-skalaen. Fra USA blev givetr for tocifrede millionbeløb i lån, hjælp m.m., og præsident Dwight D. Eisenhower foranstaltede en gave på 20 millioner dollars. Også fra bl.a. Vesttyskland, Sverige, Argentina og Cuba blev der givet hjælp.
De menneskelige tab var forholdsvis begrænsede, da nogle mindre skælv før det store gav folk en advarsel.

Maj/Juni 1962:

Verdensmesterskaberne i fodbold blev afholdt i Santiago, Chile. Værtslandet, der aldrig tidligere var gået videre fra puljekampene ved VM, tabte semifinalen til de senere verdensmestre, Brasilien. Chilenerne vandt dog bronze-kampen over Jugoslavien, 1-0. Brasilien blev verdensmestre med en 1-0-sejr over Tjekkoslovakiet på Estadio Nacional de Chile, der har plads til 77.000 tilskuere, og som 11 år senere blev anvendt som midlertidigt fængsel og torturcenter umiddelbart efter militærets kup i september 1973.

1965:

Som resultat af det kristendemokratiske partis fremmarch, samledes de to gamle partier og ærkerivaler det liberale parti, Partido Liberal, PL, det konservative parti, Partido Conservador, PC, og blev til Partido Nacional, PN.

12. sept. 1965:

MIR, Den Revolutionære Venstrebevægelse, Movimiento de Izquierda Revolucionaria, dannedes af bl.a. Salvador Allendes nevø, Andrés Pascal Allende. Det er en militant marxistisk-leninistisk bevægelse, der var en aktiv terrororganisation i slutningen af 60'erne, som stod bag talrige bankrøverier samt andet. Organisationen havde tætte forbindelser til Cuba. Under Allendes UP-regering var de mere passive og uden megen politisk indflydelse. Det var dog MIR-folk, der stod for Allendes personlige sikkerhed i hans regeringstid.
Nogle af de chilenske flygtninge, der kom til Danmark efter 11. september 1973, var MIR-folk.

1966:

Under præsident Eduardo Frei iværksattes en »chilenisering« af kobberdriften, bl.a. med etableringen af institutionen Corporación del Cobre, således at den chilenske stat fik aktiemajoritet i de udenlandsk ejede kobberminer.

1969:

Den højre-ekstremistiske gruppe Patria y Libertad, »Fædreland og Frihed«, dannedes. Gruppen havde visse kontakter til hæren, og stod bag end del bombninger under UP-regeringen samt militant anti-marxistisk virksomhed under militærstyret 1973-90.

9. marts 1969:

En slumlejr nær Puerto Montt opført i forbindelse med en illegal jordbesættelse blev brændt ned af politiet. 10 pobladores, slumbeboere, deriblandt børn og gravide kvinder, blev skudt ned.

Jun./jul. 1969:

Der gennemførtes en chilenisering af aktiverne i kobberminefirmaet Anaconda og det skete en genforhandling af aftalen med kobberfirmaet Kenncott, ligeledes fra USA.

21. okt. 1969:

En gruppe soldater fra to garnisoner i Santiago ledet af general Roberto Viaux lavede en mindre opstand i protest mod nedskæringer i hæren i det hele taget samt i forhold til de andre værn. På få timer opnåede gruppen indrømmelser fra præsident Eduardo Frei, og opstanden gik i sig selv. Viaux blev afskediget, men var i 1970 manden bag det mislykkede kidnapningsforsøg af hærchefen, René Schneider, i en bestræbelse på at fremtvinge omvalg efter Salvador Allendes valgsejr.

4. sept. 1970:

Salvador Allende vandt præsidentvalget med 36,3% af stemmerne foran Jorge Alessandri med 34,9% og Radomiro Tomic med 27,8%.

22. okt. 1970:

En enklave fra det chilenske militær forsøgte en kidnapning af hærchef general René Schneider Chereau, som dræbtes, da kidnapningen mislykkedes. Man ville have holdt ham som gidsel, for at presse kongressen til at indsætte en anden end Allende som præsident, hvilket var muligt inden for forfatningens rammer.

25. okt. 1970:

Den chilenske kongres bekræftede Allende som præsident med stemmerne 153 for og 35 imod.

3. nov. 1970:

To avisartikler

Salvador Allende indsattes som præsident.

2. dec. 1970:

Som den første virksomhed af flere hundrede blev tekstilfabrikken Bellavista eksproprieret og nationaliseret.

4. april 1971:

Ved kommunalvalget fik Unidad Popular-partierne samlet 49,7% af stemmerne.

8. juni 1971:

Chiles tidligere vicepræsident Edmundo Perez Zujovic blev dræbt af venstreorienterede ekstremister fra gruppen VOP, Vanguardia Organizada del Pueblo, der netop var blevet benådet fra fængselsstraf af Salvador Allende.

11. juli 1971:

I et enestående tilfælde af enighed mellem præsident Allende og kongressen vedtoges en lov, det fuldstændig nationaliserede kobberminerne.

28. juli. 1971:

På baggrund af Allendes egen udregning af »overdreven profit« tjent af de udenlandske kobberfirmaer siden 1955, endte det med, at der ingen kompensation kompensation udbetaltes til dem, ej heller for de aktieandele, den chilenske stat havde fået på kredit fra firmaerne i 1966 som resultat af »chilenisering« af kobberet under præsident Eduardo Frei.

Nov. 1971:

Den chilenske stat standsede sine internationale betalinger.

10. nov. 1971:

Cubas marxistiske diktator Fidel Castro besøgte Chile frem til 4. december, og turnérede landet og holdt taler ved store møder. I løbet af sit besøg gav han Allende en sovjetisk Kalashnikov-automatriffel, AK-47, som 2½ år senere skulle få afgørende, dramatisk betydning i Chiles historie, da Allende skød sig selv med den. Også ledere af MIR fik AK-47'ere af Castro, der i sine mange taler stak til Allende med sin indskærpelser af den marxistiske teori, som Allendes regering kun i begrænset omfang efterlevede.

1. dec. 1971:

Den første af flere berømte marcha de las cacerolas, »kasserollemarcher«, hvor op mod 40.000 husmødre gik i Santiagos gader og slog på tomme kasseroller og gryder med grydelåg i protest mod vareknapheden. Der var flere af disse marcher i 1973.

2. dec. 1971:

Allende erklærede Santiago-provinsen i undtagelsestilstand.

3. dec. 1971:

Den militære leder i Santiago-provinsen, general Augusto Pinochet, beordrede spærretid i området.

10. dec. 1971:

Den chilenske digter, diplomat og politiker Pablo Neruda (1904-1973) fik Nobelprisen i litteratur.

Marts 1972:

Tretten trækasser med over et ton våben ankom fra Cuba til Folkefronten, og blev opbevaret i Allendes præsidentbolig. I øvrigt skete der en oprustning af grupper både for og imod Folkefronts-regeringen omkring denne tid.

27. juli 1972:

Kongressen stillede indenrigsminister Hernán del Canto for en rigsret for at have ledt indførslen af våben fra Cuba i marts måned.

21. aug. 1972:

Landsdækkende strejke blandt mindre forretningsdrivende førte til gadekampe. Santiago blev erklæret i undtagelsestilstand.

30. aug. 1972:

Concepción blev erklæret i undtagelsestilstand.

13. okt. 1972:

Et Fairchild FH-227-fly fra Uruguays flyveværn med et rugbyhold på vej til en kamp i Santiago ombord styrtede ned ved bjerget Sosneado på grænsen mellem Argentina og Chile med 45 ombord. 72 dage senere blev de seksten overlevende reddet. De havde overlevet ved kanibalisme — ved at æde deres døde kammerater. Der blev lavet en bog og to film over episoden, i 1975 den mexikanske Survive!; i 1993 den canadiske ALIVE.

Okt.-nov. 1972:

Omfattende strejker, uro og kampe i flere områder af Chile. Militæret blev kaldt ud flere gange for at opretholde orden. Præsident Allende lovede, at der ville blive ført kontrol med den oprustning, der skete, i grupper af befolkningen.

2. nov. 1972:

Højtstående generaler trådte ind i Allendes regering.

Dec. 1972:

Salvador Allende var på officielle besøg i bl.a. Cuba og Sovjetunionen.

Dec. 1972:

Regeringspartiet MAPU påbegyndte militærtræning af partimedlemmer.

22.-23. dec. 1972:

De seksten overlevende fra et nedstyrtet fly med et rugbyhold ombord blev reddet til San Fernando i Chile i helikoptere. De var de eneste overlevende af 45 fra et flystyrt 72 dage tidligere, og havde overlevet ved kannibalisme. Der blev lavet en bog og to film over episoden, i 1975 den mexikanske Survive!; i 1993 den canadiske ALIVE.

4. marts 1973:

Valg til kongressen. Valget gav politikere fra partierne i Unidad Popular 43,4% af stemmerne, hvilket var en fremgang for koalitionen i forhold til præsidentvalget i september 1970. Oppositionen fik 56% af stemmerne. Dette var dog hverken nok til, at Allende havde kongressen bag sig eller med sig, eller nok til at kongressen kunne stille præsidenten et midtillidsvotum. Dermed fortsatte dødvandet mellem præsident og kongres.

27. marts 1973:

Militæret trak sig ud af regeringen.

April-juni 1973:

Voldsom stigning i venstreorienteret paramilitær aktivitet. Kommunistiske militser blev bevæbnet med våben fra forskellige østbloklande.

6. maj 1973:

Den højreekstremistiske militante gruppe Patria y Libertad, »Fædreland og Frihed« anmodede om regeringsskifte. Gruppen havde kontakt til visse dele af de væbnede styrker, og mange af dens ledere blev i løbet af de kommende måneder arresteret.

19. maj 1973:

Kobberminearbejderne strejkede frem til 2. juni.

23. maj 1973:

Otte generaler fra flyvevåbnet protesterede til præsident Allende over hans mangel på handling over for den venstreorienterede terrorbevægelse MIR.

9. juni 1973:

En decideret militær træfning mellem kommunisten Ramona Parras milits og Chiles hær. På dette tidspunkt i vinteren 1973 beredte de fleste grupper sig på en omfattende væbnet konflikt i landet, en borgerkrig, og der blev oprustet i de forskellige grupperinger.

27. juni 1973:

Kørende i Santiagos gader bemærkede general Carlos Prats nogen gestikulere fjendtligt ad ham fra en anden bil. Han beordrede sin chauffør til at tvinge bilen til standsning, og steg selv ud og trak sin pistol. Personen var en harmløs husmor, Alejandrina Cox, og folk stimlede sammen, lukkede luften ud af Prats bils dæk og hånede ham for episoden, der blev dækket i pressen, og svækkede Prats position som minister. En alternativ version af optrinnet er, at Alejandrina Cox holdende for rødt ved siden af Prats bil rakte tunge ad Prats, og at han derefter trak sin pistol og skød mod dækkene på hendes bil, så de punkterede. Omtrent fire uger senere trådte han tilbage som både minister og hærchef.

29. juni 1973:

Et regiment af hæren ledt af oberst Roberto Souper forsøgte en kup og gjorde et udfald mod præsidentpaladset La Moneda, men det mislykkedes. Oprøret kostede 22 livet, og 32 blev sårede. Disse tab indbefattede både militærfolk og civile.

En gruppe flådeadmiraler fra Valparaíso mødtes om aftenen i Santiago med generaler i flyvevåbenet for at tale om det afgørende kup, der endte med at løbe af stablen godt to måneder efter.

19. juli 1973:

Både venstreekstremistiske MIR og højreekstremistiske Patria y Libertad tilskyndede til væbnet konflikt.

26. juli 1973:

Salvador Allendes flåderådgiver, Arturo Araya Peeters, blev dræbt af folk fra højreekstremistiske Patria y Libertad i sit hjem.

10. august 1973:

Højtstående generaler trådte for anden gang ind i regeringen.

13. august 1973:

Større bombesprængning med dynamit af elledning saboterede en tale af Allende. Den højreekstremistiske organisation Patria y Libertad stod bag.

22. august 1973:

Med stemmerne 81 mod 45 erklærede underhuset i kongressen, deputerkammeret, at Allendes regering overtrådte loven.

23. august 1973:

General Carlos Prats Gonzalez trådte tilbage som forsvarsminister og øverstkommanderende for de væbnede styrker.

23. august 1973:

Den senere præsident Patricio Aylwin anmodede om en ny regering med flere militærpersoner i; en såkaldt paladsrevolution. På dette tidspunkt var al økonomisk aktivitet i landet stort set lammet.

24. august 1973:

General Augusto Pinochet udnævntes til øverstkommanderende for de væbnede styrker af Salvador Allende, der privat kaldte generalen Pinochito, altså noget i stil med »Pinochesse-Basse«, da han — fejlagtigt, skulle det vise sig — antog, at Pinochet til enhver tid ville være den civile myndighed blindt lydig.

9. sept. 1973:

Admiral i søværnet — men ikke værnschef — José Toribio Merino fik chef i luftvåbenet, Gustavo Leigh, og hærchef Augusto Pinochets underskrift på, at kuppet ville løbe af stablen tirsdag d. 11. September kl. 0600.

10. sept. 1973:

Sent om aftenen fortalte præsident Allende en håndfuld mænd i sin inderkreds, deriblandt sin forsvarsminister Orlando Letelier, at han næste dag ved et antifascistisk møde ville offentliggøre sin plan om en folkeafstemning for eller imod sin politik, og at han ville efterkomme afgørelsen uanset reslutatet. På dette tidspunkt var der ifølge Allendes eget skøn kun mel i landet til endnu 3-4 dages forbrug.

11. sept. 1973:

De tre værn af Chiles militær, hæren, flåden og flyvevåbnet samt politiet begik statskup og indsatte en junta til landets ledelse.

Chiles præsident, Salvador Allende, begik selvmord i præsidentpaladset, La Moneda.

14. sept. 1973:

Militærjuntaen opløste den chilenske kongres.

(16. sept.?) Den kendte folkesanger Victor Jara dræbtes efter at have været tortureret inde på fodboldstationet Estadio Chile, som anvendtes som interemistisk fængsel samt tortur- og afhøringscenter. Stadionet blev senere, i 2003, omdøbt efter Jara til Estadio Víctor Jara.

23. sept. 1973:

Digteren Pablo Neruda døde, og Juntaen beordrede tre dages landesorg. Begravelsen nogle dage senere blev et stort tiløbsstykke og en slags demonstration, hvor der blev sunget den internationale arbejderbevægelses kampsang, »Internationale« — Rejs jer, fordømte her på Jorden.

30. sept.
- 22. okt. 1973:

I en Puma-helikopter satte en gruppe militærfolk ud på den såkaldte »dødskaravane«, »Caravana de la Muerte« rundt i landet, hvorved omkring 100 politiske modstandere af det ny militærregime summarisk henrettedes. Aktionen sattes i værk for at stramme op på det militære styre i provinserne, så det blev bragt på linie med den i hovedstaden Santiago.
Dødskaravanen har efterfølgende stået som et at de mest slående eksempler på militærstyrets ekstreme brutalitet.

21. november 1973:

Det chilenske fodboldlandshold gik symbolsk på banene på det chilenske nationalstation i Santiago, trods det, at de allerede d. 11. november var blevet erklæret som vindere på walk-over af VM-kvalifikationskampen, der skulle have været spillet denne dag mod Sovjetunionen, som Chile havde spillet 0-0 mod i Moskva i september. Sovjetunionen nægtede at spille mod det nu antikommunistiske Chile på det stadion, der lige var blevet brugt til fængsel og turtur, og blev således det første land nogensinde, der blev udelukket fra en fodboldslutrunde.
Chile kvalificerede sig til slutrunden, der blev afholdt i Vesttyskland i 1974, men gik ikke videre fra puljekampene.

14. juni 1974:

Et hemmeligt efterretningsvæsen, DINA, Dirección de Inteligencia Nacional, grundlagdes ved dekret Nr. 521. Denne organisation ville de næste tre år stå for størstedelen af mord, forsvindinger, desaparecidos, og tortureringer i Chile. Lederen af organisationen var oberst Manuel Contreras Sepúlveda.

27. juni 1974:

Augusto Pinochet udnævntes i kraft af dekret Nr. 527 til enerådende leder af landet, og kunne iføre sig det lyseblå præsidentskærf, alle Chiles præsidenter bærer.

30. sept. 1974:

Augusto Pinochets forgænger som øverstbefalende for de væbnede styrker, Carlos Prats Gonzalez, dræbtes af en bilbombe med sin kone i Buenos Aires i Argentina. General Prats havde været loyal over for Allende, og var flygtet fra Chile kort efter kuppet 11. september. Chiles hemmelige politi, DINA, stod bag.

25. marts 1975:

Den amerikanske økonom, Milton Friedman, besøgte Chile. Friedman grundlagde den såkaldte Chicago-skole i økonomi, som senere er blevet toneangivende for specielt monetær politik hele verden; bl.a. i Danmark i de seneste årtier. Efterfølgende var en kreds af såkaldte »Chicago Boys« toneangivende i Chiles økonomiske politik. Chile og Storbritannien tog midt i 70'erne den del af Friedmans lære i brug, der foreskrev en laissez-faire-politik i økonomien, altså mindre statsindblanding. Da Friedman i 1976 fik Nobelprisen i økonomi tildelt i Stockholm, blev der protesteret imod ham p.g.a. hans engagement i Chile.

20. juni 1975:

Pinochet erklærede, at der ikke ville blive afholdt valg i hans eller hans efterfølgers levetid.

Juli 1975:

Operation Colombo, Operación Colombo - Caso de los 119. 119 militante modstandere af militærstyret - hovedsaglig medlemmer af MIR og desuden af kommunistpartiet, Partido Comunista, socialistpartiet, Partido Socialista, samt andre partier - blev i den regeringsvenlige avis El Mercurio meldt dræbt i Argentina i et internt opgør på den militante venstrefløj. I virkeligheden var de dræbt i Chile af DINA mellem Maj 1974 og Februar 1975.

29. sept. 1975:

Den chilenske møntfod, escudo'en, blev erstattet af peso'en i forholdet 1000:1. Peso'en blev herefter frem til juli 1992 defineret i forhold til den amerikanske dollar, men justeret løbende.

6. oktober 1975:

Kristendemokraternes næstformand, forhenværende chilensk vicepræsident, Bernardo Leighton, samt hans kone Anita blev forsøgt dræbt i Rom i Italien. Begge blev såret, men overlevede attentatet, som blev udført af italienere. Bag stod dog Pinochet-regimet.

16. oktober 1975:

I en flere timer lang træfning nær Santiago mellem carabinero- og DINA-folk og MIR-ledere lykkedes det bl.a. MIR-lederen Andrés Pascal Allende at flygte. I første omgang i sikkerhed hos den katolske kirke; senere til et andet latinamerikansk lands ambassade.

23. november 1975:

Pinochet deltog, som den eneste af verdens statsledere, i Spaniens mangeårige diktator, Francisco Francos, begravelse.

25. nov. - 1. dec. 1975:

Efterretningschefer fra Chile, Argentina, Brasilien, Bolivia og Uruguay mødtes i Santiago og aftalte det fælles samarbejde kendt under navnet Operation Condor, som var en koordineret indsats mod venstreorienterede bevægelser i landene. Flere blev dræbt, tortureret og tilbageholdt under Operation Condor. Nogle aktioner kom til at foregå i andre lande, bl.a. bombeattentatet på Orlando Letelier i USA i 1976.

1. april 1976:

Ved dekret Nr. 1.350 besluttedes etableringen af CODELCO, Chiles statslige kobberselskab. Dette var en direkte forlængelse af den beslutning, der blev vedtaget ved lov i 1971 om nationalisering af kobberet i Chile. CODELCO er i dag verdens største producent af kobber.

21. sept. 1976:

Chiles tidligere ambassadør i USA og minister i Allendes regering, Orlando Letelier, dræbtes i Washington, D.C. i USA af en bilbombe. Chiles hemmelige politi, DINA, stod bag.

10. dec. 1976:

Den amerikanske økonom Milton Friedman tildeltes i Stockholm Nobel-prisen i økonomi. Hele ugen i Sverige var han under massiv politibeskyttelse, da tilrejsende demonstranter protesterede, afspærrede veje m.m. p.g.a. Friedmans økonomiske læres indflydelse i bl.a. Chile. Under selve prisoverrækkelsen rejste en demonstrant, der var sluppet ind, sig, og råbte ad Friedman: »Ned med kapitalismen! Frihed i Chile!«

9. juli 1977:

Pinochet holdt den måske vigtigste tale i sin regeringstid, den såkaldte Chacarillas-tale, Discurso de Chacarillas, hvor han fremlagde sin køreplan for tre etaper frem mod demokratisk styre i landet. Det skete på årsdagen for et betydeligt slag under Salpeterkrigen.

13. August 1977:

Det hemmelige efterretningsvæsen, DINA, Dirección de Inteligencia Nacional, blev opløst ved dekret nr. 1876 og dens arbejde videreført af en ny organisation, CNI, Centro Nacionale de Informaciones.

16. dec. 1977:

Resolution 32/118 fra FN's generalforsamling fordømte overtrædelserne af menneskerettigheder i Chile.

21. dec. 1977:

Den overraskende reaktion fra diktator Augusto Pinochet på Resolution 32/118 fra FN's generalforsamling blev, at han udskrev en folkeafstemning til afholdelse 4. januar om tilslutning til enten FN's resolution eller til landets militærdiktatur. To juntamedlemmer, flyvevåbnets Gustavo Leigh og flådens José Merino, var imod afholdelsen af folkeafstemningen.

4. jan. 1978:

2 avisartikler

En overraskende og nyligt udskrevet folkeafstemning gav det resultat, at 77,5% stemte JA, og 19,4% NEJ til at støtte præsident Pinochet og militærjuntaen, deres politiske legitimitet og deres afvisning af en FN-resolution fra året før, der fordømte torturen, fængslingerne m.m. i Chile. Afstemningen var uden de normale formalia såsom fri valgkamp og kontrol af stemmeafgivelsen og -optællingen.

18. april 1978:

Den militære regering udstedte et »Dekret nummer 2191«, der gav amnesti til alle militærfolk, embedsmænd m.v. for handlinger i perioden 11. september 1973 til 10. marts 1978 i forbindelse med, hvad kaldtes »indsats for at styrke de bånd, der samler den chilenske nation«. Folk involveret i bilbombningen af Orlando Letelier i Washington, D.C. i USA i 1976 var ikke omfattet af amnestien, og kom i fængsel for det i 1995.

18. sept. 1979:

Den traditionelle dans cueca gjordes officielt til nationaldans.

August 1980:

Bispesædet i Santiago udsendte en løbeseddel med ti bud til folk om, hvordan de skulle gebærde sig i tilfælde af en anholdelse, en tilbageholdelse, et overgreb m.v. fra sikkerhedsstyrkernes eller andres side. Disse ti punkter er gengivet på siden med diverse tekster .

11. sept. 1980:

2 avisartikler

Der afholdtes en tvivlsom folkeafstemning om en af juntaen foreslået forfatning. Forfatningen vedtoges, da 67% stemte for og 30% imod. Forfatningen indeholdt bestemmelsen, at Pinochet skulle sidde som præsident frem til i hvert fald udgangen af 1989, og at der i 1988 skulle afholdes et valg, hvorved det skulle afgøres, om Pinochet skulle sidde yderligere otte år. Forfatningen sikrede stor militær indflydelse på regeringen både indtil 1989 og efterfølgende. Forfatningen havde militærstyres førende ideolog og politiske tænker, Jaime Guzmán Errázuriz, som ledende forfatter. Han blev dræbt af medlemmer af FPMR i 1991.

11. marts 1981:

Den ny forfatning trådte i kraft, og Pinochet indsattes som statsoverhoved.

12. marts 1981:

Præsidentpaladset La Moneda var nu repareret efter skaderne i september 1973, og blev fra denne dag brugt som diktaturets regeringsbygning. Hidtil havde man brugt Diego Portales-bygningen, også i Santiago.

22. januar 1982:

Eduardo Frei Montalva, der havde været Chiles præsident fra 1964-1970, døde på et hospital i Santiago i forbindelse med en operation. Han havde i første omgang budt militærkuppet i 1973 velkommen p.g.a. landets politisk og økonomisk kaotiske situation efter tre år med Salvador Allende, men kom senere i opposition til militærstyret. Der har efterfølgende været rygter fremme om, at Eduardo Frei i virkeligheden døde af forgiftning.

April-juni 1982:

Falklandskrigen. Storbritannien tilbageerobrede øerne i Sydatlanten, som Argentina, dengang ledet af et militærdiktatur, invaderede 2. april. I denne krig — hvorunder i øvrigt nogle af de eneste søslag siden Anden Verdenskrig skete — bistod Chile briterne med bl.a. luftbaser til britiske fly. Næsten 1000 døde i krigen, heraf over 200 briter. Argentinerne overgav sig 14. juni.

30. aug. 1983:

Santiagos guvernør, General Carol Urzua Ibañez, blev dræbt af den marxistiske gruppe MIR. To andre i bilen døde også. Et par dage før, havde han beordret en hårdhændet nedkæmpning af en demonstration i byen, hvilket kostede ca. tyve mennesker livet.

23. jan. 1984:

En »freds- og venskabstraktat«, Tratado de Paz y Amistad, blev underskrevet af Chile og Argentina i Vatikanstaten. I flere år havde der verseret en strid mellem de to lande om et område omkring Beagle-kanalen, syd for Ildlandet, hvilket til tider førte til deciderede troppebevægelser. Den britiske dronning Elisabeth havde på et tidspunkt virket som mægler, men det lykkedes til sidst for Pave Poul II, efter at det havde været tæt på krig mellem de to lande. Chile fik øerne, Argentina de maritime områder.

1984:

Det år var der 735 bombesprænginger og andre aktioner i Chile fra hovedsaglig FPMR.

Januar 1985:

I følge en BBC-udsendelse fra 2011 forhindrede Augusto Pinochet den britiske rockgruppe Queen i at optræde på Estadio Nacional de Chile i Santiago på deres store turné, The Works Tour, der gik til bl.a. Brasilien, Australien og Japan. Det skete angivelig efter at militærstyret havde set guitaristen Brian Mays hår samt gruppens musikvideo I Want To Break Free, hvor medlemmerne er klædt ud som kvinder.

1985:

I samarbejde med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, oprettedes en »Kobberstabiliseringsfond«, Fondo de Estabilización del Cobre, hvor en andel af landets kobberindtjening i gunstige tider spares op, så der kan tæres på dem i dårligere tider. Fonden eksisterer den dag i dag.

3. marts 1985:

Et meget kraftigt jordskælv med en styrke på 8 på Richter-skalaen ramte Chile. Mindst 177 mennesker døde. Havnen i Valparaíso og andre havne fik store skader. Der blev ødelagt for over 1,8 milliarder dollars.

7. sept. 1986:

To avisartikler

Augusto Pinochet overlevede et attantat, hvori fem af hans vagter blev dræbt. Bag attentatet stod FPMR, Frente Patriótica Manuel Rodríguez, »Manuel Rodríguez Patriotisk Front«, som var støttet fra Cuba, Nicaragua, Libyen, Østtyskland og Sovjetunionen.

8. april 1987:

Forbudet mod politiske partiers offentlige møder ophævedes.

10. april 1987:

Pave Johannes Poul den Anden besøgte Chile på sin Sydamerika-tur. Han holdt en udendørsmesse for 600.000 mennesker i hovedstaden, og mødtes med Pinochet samt politikere fra oppositionen.

5. okt. 1988:

Der afholdtes en folkeafstemning for eller imod otte år mere under Pinochets ledelse. 54% stemte imod, 43% for. Dermed skulle der afholdes et valg 14. december 1989 om ny præsident.

30. juli 1989:

Der afholdtes en folkeafstemning for eller imod 54 ændringer til 1980-forfatningen. Disse ændringer vedrørte bl.a. de to kamres muligheder i forskellige situationer, og det ændrede den første valgte præsidents embedsperiode til fire år. 85,7% stemte for disse ændringer, der var resultatet af et klassisk, regulær forfatningslivtag mellem modstridende parter.

14. dec. 1989:

I det første fri præsidentvalg siden 1970 valgtes Patricio Aylwin til Chiles ny præsident med 55% af stemmerne. Der var samtidig valg til kongressens to kamre.

10. marts 1990:

På militærstyrets sidste dag vedtoges Lov Nr. 18.962, »Forfatningsmæssig Lov om Uddannelse«, »Ley Orgánica Constitucional de Enseñanza, (LOCE)«, der fastsatte principperne for hele uddannelsessystemet i Chile. Loven var blevet fremsat d. 7. marts, og var i overensstemmelse med og forlængelse af 1980-forfatningens §19, stk. 10 og 11, der gav alle chilenere ret til og krav på uddannelse, hhv. frihed til hjemmeskoling og frihed til etablering af uddannelsesinstitutioner.

11. marts 1990:

To avisartikler

Patricio Aylwin indsattes som Chiles ny, demokratiske præsident.

Augusto Pinochet fortsatte som øverstbefalende for de væbnede styrker.

25. april 1990:

Et dekret udgik fra præsident Aylwin, at der skulle oprettes en »kommision til sandhed og forsoning«, »Comisión Nacional de Verdad y Reconciliación«, til undersøgelse af mordene, torturen m.v. under militærregimet fra 1973 til 1990. Undersøgelsen blev ledt af advokat Raul Rettig, hvorfor rapporten også kaldet Rettig-rapporten.

1990:

I Aylwins første regeringsår skete der 207 dokumenterede terroristaktioner i Chile begået af grupper som FPMR samt dennes fraktioner.

4. marts 1991:

En grædende præsident Patricio Aylwin gik på TV, og fremlagde resultatet af den af advokat Raul Rettig ledte »kommision til sandhed og forsoning«, »Comisión Nacional de Verdad y Reconciliación«, til undersøgelse af mordene, torturen m.v. under militærregimet fra 1973 til 1990, hvoraf det bl.a. fremgår, at 3197 blev dræbt af militærregimet i de år. Aylwin bad befolkningen om at tilgive og komme videre. Rapporten var lavet under tidspres og med visse restriktioner, så det reelle antal døde er noget højere.

1. april 1991:

Det tidligere militærstyres førende politiske arkitekt og tænker, senator Jaime Guzmán Errázuriz, blev dræbt af medlemmer af FPMR, Frente Patriótica Manuel Rodríguez, »Manuel Rodríguez Patriotisk Front« på Pontificia Universidad Católica de Chile, hvor han underviste jura.

3. juli 1992:

Efter at have været defineret i forhold til den amerikanske dollar siden 1975 overgik den chilenske møntfod, peso'en, til at blive defineret i forhold til en kurv af tre valutaer, nemlig US-dollar'en, D-marken og den japanske yen i forholdet 50-30-20.

12. Nov. 1993:

Manuel Contreras, den tidligere chef for efterretningstjenesten DINA, idømtes syv års fængsel for sin rolle i mordet på Orlando Letelier i 1976.

9. marts 1994:

To dage før sin tilbagetræden som præsident benådede Patricio Aylwin tre mænd, der sad i fængsel for attentatet mod Pinochet i 1986. Det var en betingelse for benådningen, at de holdt sig væk fra Chile i tyve år; eller rettere: Fængselsstraffene blev ændret til landsforvisning. De tre fik ophold i Belgien.

29. maj 1994:

Den tidligere østtyske kommunistiske præsident Erich Honecker døde i Santiago, 82 år gammel. Han var i januar 1993 flyttet til Chile, efter at sagen mod ham for forbrydelser under det kommunistiske regime i DDR var blevet frafaldet p.g.a. hans kræftsygdom. Han kom kontroversielt til Chile efter en invitation i Moskva fra Chiles tidligere udenrigsminister under Unidad Popular-regeringen, Clodomiro Almeyda.

15. juni 1994:

Guillermo Ossandon Cañas, stifter og leder af den militante marxistiske gruppe MJL, Movimiento Juvenil Lautaro, »Lautaros ungdomsbevægelse«, blev arresteret. Han blev siden idømt en livstidsdom i fængsel.

10. marts 1998:

Augusto Pinochet trådte tilbage som øverstbefalende for de væbnede styrker i Chile.

11. marts 1998:

Augusto Pinochet blev senator på livstid, hvilket sikrede ham parlamentarisk imunitet.

16. okt. 1998:

Seks avisartikler

Augusto Pinochet blev arresteret på et hospital i London på spansk foranledning.

For en detaljeret tidslinie angående Pinochets tilbageholdelse i London i knap 1½ år, henvises til Sagen mod Augusto Pinochet her på Chilehistorie.excathedra.dk.

9. april 1999: