|
|
Helt tilbage i oldtiden havde man et kodeks for staters indbyrdes adfærd. I forbindelse med, hvad man kalder gesandter, altså diplomater m.v., respekterede de fleste stater, at andre staters gesandter var ukrænkelige, altså ikke kunne anholdes o.s.v. Således skrev f.eks. Ludvig Holberg (1684-1754) i sin bog Naturretten, som han udgav i forskellige udgaver fra 1714 til 1750:
Gesanternes Ret har altid været ubrødelig, saa at det ikke alleene holdes for uretfærdigt, men endogsaa ugudeligt at bryde den, som Philippus siger udi sin Epistel til de Athenienser.
[...]
Nogle holde for, at efter Folke-Retten Gesantere maa alleene være fri for uretfærdig Vold. Andre, at de skulle være forskaanede for alle Forseelser; undtagen naar de selv forgribe sig imod Folke-Retten. Men Grotius forkaster saadanne Meeninger, foregivende, at, dersom Gesantere alleene vare fri for uretfærdig Vold, var deres Vilkor ikke bedre end andre private Folks, og, saasom udi Folke-Retten indsluttes Naturens Ret, saa kunde Gesantere straffes for alle Forseelser uden saadanne, der have deres Oprindelse af den Borgerlige Ret.
Holberg henviste her til Hugo Grotius, en hollandsk retsfilosof i det syttende århundrede.
Betydelige milepæle i folkerettens udvikling er oprettelsen af Folkenes Forbund efter Første Verdenskrig og af FN efter Anden Verdenskrig. Desuden Nürnberg-processen efter Anden Verdenskrig, hvor Nazi-ledere blev anklaget og nogle dømt. Nürnberg-processen var bl.a. retsligt pikant derved, at der under den anvendtes retsbegreber, der ikke havde eksisteret under de begivenheder og handlinger, de anklagede blev anklaget og dømt for, det fænomen, der kaldes ex post facto-love, og som der f.eks. er en paragraf imod i de fleste landes forfatninger.
I banebrydende sager som Nürnberg-processen og sagen mod Pinochet må man holde sig for øje, at grænserne mellem jura og politik har været uklare. Desuden at folkeretten, som den konservative tidligere skatte- og afgiftsminister dr.jur. Isi Foighel pointerede i en udtalelse til Ritzaus Bureau i forbindelse med tilbageholdelsen af Pinochet i 1998, ikke fastsættes autoritativt af nogen bestemt, enkelt instans, men at den udvikler sig delvis autonomt i enkeltsager som f.eks. tilbageholdelsen af Pinochet.
Sagen var desuden markant med hensyn til den såkaldte universelle jurisdiktion, altså de tilfælde, hvor nogen påberåber sig jurisdiktion over for hvem som helst hvor som helst på kloden uanset også ofrenes nationalitet. Den første store sag i den henseende før Pinochet-sagen, var pågribelsen af den tyske top-nazist Adolf Eichmann (1906-1962) i Argentina i 1960 af israelske specialagenter, transporten til Israel og Eichmanns senere rettergang i Israel og følgende henrettelse for sin betydelige rolle i jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig.
|
| |
|
Tidslinie - Pinochet-sagen |
|
|
22. sept. 1998: |
Pinochet fløj fra Chile til Storbritannien, til Heathrow lufthavn i London, hvor han benyttede VIP-rummet efter aftale med de britiske myndigheder.
|
|
9. okt. 1998: |
Pinochet gennemgik en rygoperation på privathospitalet The London Clinic, der ligger i det indre London.
|
|
15. okt. 1998: |
Spanske myndigheder anmodede vi Interpol britiske myndigheder om at få mulighed for at afhøre af Pinochet i forbindelse med tortur af og mord på spanske statsborgere i Chile i 1970'erne.
|
|
16. okt. 1998: |
Der udstedtes en arrestordre på Augusto Pinochet, som arresteredes i sin hospitalsseng samme aften på The London Clinic. Begrundelsen i arrestordren lød bl.a.:
Da der er bevis på at Augusto Pinochet Ugarte mellem 11. september 1973 og 31. december 1983 inden for jursdiktion af den femte centralmagistrat under den nationale ret i Madrid dræbte spanske borgere i Chile inden for den spanske regerings jurisdiktion.
|
|
19. okt. 1998: |
Chiles ambassadør ingav protest over Pinochets arrestation til det britiske udenrigsministerium.
|
|
22. okt. 1998: |
 |
| |
Storbritanniens »Jernlady«, Margaret Thatcher.
|
Advokater, der repræsenterede Pinochet, klagede over arrestationen til den britiske højesteret.
Storbritanniens premierminister 1979-90, Margaret Thatcher, krævede Pinochet omgående løsladt.
|
|
27. okt. 1998: |
Det britiske udenrigsministerium advarede briter mod at rejse til Chile.
|
|
28. okt. 1998: |
Den britiske højesteret afgjorde, at arrestationen af Pinochet var ulovlig, da han var tidligere statsoverhoved. Pinochet besluttedes dog tilbageholdt, så længe denne afgørelse kunne appelleres.
|
|
3. nov. 1998: |
 |
| |
Baltasar Garzón.
|
Den spanske dommer Baltasar Garzón underskrev en anmodning om udlevering af Pinochet til Spanien.
|
|
4. nov. 1998: |
I den britiske højesteret påbegyndtes høringer til afgørelse af spørgsmålet om udlevering.
|
|
9. nov. 1998: |
Pinochet udsendte en erklæring, hvori det blandt andet hed, at:
Der er få lande, der ikke har noget i deres fortid af fortryde. [...] Jeg er bedrøvet over, at oplevelsen af denne arrestation har mindsket min tro på Storbritannien. [...] Der er gået næsten en menneskealder siden de smertelige begivenheder i 1973. I dag ved vi, at forsoning er altafgørende for fred. [...] Chile var forkrøblet. Der var mangel på mad, medicin og fornødenheder. Lov og orden var brudt sammen, og paramilitære grupper dræbte, voldtog og stjal efter forgodtbefindende.
|
|
11. nov. 1998: |
Schweiz krævede Pinochet udleveret for forbrydelser begået mod schweiziske borgere.
|
|
12. nov. 1998: |
Frankrig krævede Pinochet udleveret for forbrydelser mod franske borgere.
|
|
25. nov. 1998: |
Med stemmerne 3-2 afgjorde den britiske højesteret, at Pinochet ikke var omfattet af diplomatisk imunitet, og derfor kunne udleveres til Spanien.
|
|
9. dec. 1998: |
 |
| |
Jack Straw.
|
Jack Straw, britisk indenrigs- og senere udenrigsminister, gav grønt lys for udlevering af Pinochet.
|
|
10. dec. 1998: |
Pinochet indgav anmodning om at få kendelsen omstødt, p.g.a. at Lord Hoffman, som var en af de tre stemmer i 3-2-afgørelsen, havde tætte forbindelser til Amnesty International, som var involveret i sagen mod Pinochet.
|
|
17. dec. 1998: |
Højesteret ændrede sin afgørelse af 25. november p.g.a. forbindelsen mellem Hoffman og Amnesty International.
|
|
4. febr. 1999: |
En 12 dages høring om Pinochet-spørgsmålet afsluttedes i det britiske overhus, House of Lords.
|
|
24. marts 1999: |
Pinochets arrestation opretholdtes, men 27 af de 30 sigtelser frafaldtes.
|
|
14. april 1999: |
Indenrigsminister Jack Straw godkendte en fornyet autorisation til at lade udleveringsprocessen fortsætte.
|
|
6. maj 1999: |
Pinochets advokater appellerede til den britiske højesteret.
|
|
27. maj 1999: |
Højesteret afviste appellen.
|
|
21. sept. 1999: |
Storbritannien afviste Chiles anmodning om af humanitære grunde at få Pinochet udleveret.
|
|
24. sept. 1999: |
Spaniens højesteret bekræftede sit synspunkt, at man havde jurisdiktion over Pinochet.
|
|
8. okt. 1999: |
En britisk domstol godkendte udlevering til Spanien, hvilket lod den endelige beslutning op til indenrigsministeriet.
|
|
5. jan. 2000: |
Et hold læger undersøgte Pinochet.
|
|
11. jan. 2000: |
Indenrigsminister Jack Straw meddelte, at man ville rette sig efter, at de tre læger, der havde undersøgt Pinochet, samstemmende og utvetydigt havde fundet, at han ikke var i helbredsmæssig stand til at blive stillet for retten.
|
|
15. febr. 2000: |
Den britiske højesteret pålagde Jack Straw at udlevere Pinochets helbredsrapport til myndigheder i Belgien, Spanien, Frankrig og Schweitz.
|
|
16. febr. 2000: |
Helbredsrapporten lækkede til aviser i Spanien og Chile. I rapporten hed det bl.a., at:
Senator Pinochet har sukkersygerelaterede nervelidelser og højt blodtryk. [...] Der har været tilfælde af mindre hjertetilfælde og astma. [...] Der er nedsatte reflekser og hukommelse. [...] Desuden skader, der giver spastiske symptomer og parkinson-lignende symptomer. [...] Fysisk set: Senator Pinochet ville være i stand til at gennemgå en retssag. [...] Mentalt set: Det er vort synspunkt, at senator Pinochet ikke på nuværende tidspunkt ville være mentalt i stand til på en meningsfuld måde at deltage i en retssag.
Omstændighederne omkring lækagen tyder på, at den spanske regering var ansvarlig for den.
|
|
22. febr. 2000: |
Fra belgisk, spansk, fransk og schweitzisk side droges helbredsrapporten i tvivl, men der gjordes ikke tiltag til at forfølge sager videre.
|
|
2. marts 2000: |
Efter 503 dages, d.v.s. over 16 måneders husarrest blev Pinochet løsladt.
|
|
3. marts 2000: |
Pinochet vendte tilbage til Chile i et chilensk militærfly, og rejste sig ved ankomsten fra rullestolen og gik til tonerne af preussisk militærmusik militære ledere og familie i møde i, hvad med det samme blev kaldt "det største comeback siden Lazarus."
|
|
Maj 2000: |
En lignende sag mod Pinochet startedes op i Chile.
|
|
8. august 2000: |
Den chilenske højesteret fratog Pinochet hans imunitet.
|
|
30. jan. 2001: |
Pinochet blev sat i husarrest i Chile.
|
|
11. april 2001: |
Pinochet blev løsladt mod kaution.
|
|
9. juli 2001: |
Chiles højesteret besluttede at afslutte de juridiske tiltag til at føre en sag mod den tidligere diktator.
|
|
|
Da Pinochet blev arresteret i London i oktober 1998 var det første gang, det overgik et tidligere statsoverhoved. Til dels kan man sige, at Nürnberg-processen mod ledere fra Det Tredie Rige i Tyskland efter Anden Verdenskrig var et forudgående eksempel. Noget andet, der gjorde sagen særlig, er, at man fra spansk side lod en »universel jurisdiktion« gælde, d.v.s. lod spansk ret gælde uden for Spanien. (Dette er et princip, der sjældent håndhæves — i senere år har der dog f.eks. været diskussion om hvorvidt sådan noget som pædofili begået i udlandet af danskere eller omskæring af herboende piger i udlandet skal kunne straffes i Danmark.)
|
|
dobbelt strafbarhed |
Et andet aspekt var — siden anholdelsen skete i Storbritannien — om anklagerne kunne retfærdiggøre en anholdelse i dette land. Dette princip betegnes som »dobbelt strafbarhed«, da gerningen skal opfylde kriterier for kriminalitet i begge lande.
|
|
Habeas Corpus |
Et forhold, Pinochets advokater også påpegede, var, at Pinochets tilbageholdelse ikke var i overensstemmelse med den såkaldte Habeas Corpus-ret. Dette princip blev første gang nedfældet i England i 1679, og sikrer, at en arrestant skal stilles for en dommer inden en rimelig tid efter sin arrestation. Dette betvivledes sket i Pinochets tilfælde.
Et andet forhold, der var usikkerhed om, var, om de forhold, Pinochet var sigtet for, var sket som en direkte konsekvens af hans funktion af statsoverhoved. I givet fald ville Pinochet eventuelt ikke kunne retsforfølges for dem, da han da ville være omfattet af immunitet. Som en i den juridiske kommité i det britiske overhus, »The Judicial Commitee of the House of Lords« sagde: »Beklageligvis har historien vist, at det rent faktisk fra tid til anden har været statslig politik at udrydde og undertrykke særlige grupper.«
Da man 25. november med stemmerne 3-2 i det britiske overhus’s juridiske kommite besluttede, at Pinochet kunne udleveres, blev det modtaget med glæde over hele verden. Der var en følelse af, at forhenværende statsledere nu ville blive stillet til ansvar for ugerninger begået i deres regeringstid.
Imidlertid blev det en faktor, at der i 1978 i Chile blev givet en amnesti med hensyn til evt. forbrydelser begået at militærdiktaturet siden september 1973. Den var i 1990, efter tilbagevenden til demokrati, blevet modificeret noget i Chile af landets højesteret. Et andet forhold, der blev kigget efter, var, om Pinochet evt. skulle have begået forbrydelser FØR han nogen tid efter kuppet blev præsident og altså ikke var omfattet af en statsleders immunitet.
På et tidspunkt blev det gjort gældende, at en konvention om tortur først var vedgået af Storbritannien i 1988, hvilket betød, at 27 af oprindelig 30 forhold måtte udgå i marts 1999. Det er et alment udbredt retsprincip, at man ikke kan retsforfølges for overtrædelse af en lov, der ikke var gældende på det tidspunkt en evt. forbrydelse blev begået. Her kom det frem, at der efter 1988 ikke var deciderede drab, men blot tortur og »forsvundne« personer i forbindelse med spanske borgere.
|
|
Helbredsforhold |
Det sidste og afgørende tovtrækkeri angående sagen mod Pinochet kom til at dreje sig om hans helbred. I starten af januar 2000 havde tre læger helbredsundersøgt den tidligere diktator, og fundet, at han fysisk, men ikke mentalt, ville være i stand til at gennemføre en retssag. Dette blev taget til efterretning og efterlevet af den britiske regering ved Jack Straw. Også her var man på usikker grund for så vidt som f.eks. sådan noget som, om de lande, Belgien, Spanien, Frankrig og Schweitz, der havde søgt om at få Pinochet udleveret, skulle have mulighed for at læse helbredsundersøgelsen. Det fik de, efter at den britiske højesteret påbød sin regering det. Dagen efter var rapporten lækket til spansk og chilensk presse, og man mener, lækagen skete i Spanien.
Få måneder efter blev Pinochet løsladt, og kunne vendt tilbage til Chile, hvor en tilsvarende sag var i gang. Den endte på samme måde med, at Pinochet undgik retsforfølgelse p.g.a. helbredshensyn.
|
|
|
Sagen mod Pinochet i London omtales som een af de betydeligste milepæle i folkeretten og den internationale retsorden siden Nürnberg-processen. Den præcedens, der blev skabt med Pinochet-sagen, har som eksempler senere ført til sager mod to nonner fra Rwanda i en belgisk retssal for gerninger begåede i Rwanda, serbere er blevet retsforfulgt i Tyskland, og en ret i Senegal påberåbte sig universel jurisdiktion over en tidligere diktator i Chad, Hissène Habré.
|
|
