|
|
Da de væbnede styrker i Chile slog til og lavede et militærkup, gjorde de det med en så overmåde kraft og beslutsomhed, at det chokerede hele verden, inklusive bl.a. kristendemokraternes og oppositionens leder, den senere præsident Patricio Aylwin, der havde opfordret militæret til at skride ind, men aldrig havde forestillet sig, at indgrebet ville antage den karakter, over så lang en tidshorisont, som tilfældet blev. Planerne til kuppet var undfanget af admiraler i søværnet, der tidligt tog kontakt til generaler i luftvåbenet. Hæren blev involveret senere, og til sidste carabinero-korpset. Den senere diktator, Pinochets, rolle i forberedelserne var efter alt at dømme meget begrænset.
På dagen for kuppet afbrød man fra morgenstunden kommunikationlinier, radiostationer m.v. og bombede præsidentpaladset, La Moneda, både fra kampvogne og jagerfly, for at sende et signal til præsidenten, at alle værn stod bag kuppet. Salvador Allende blev tilbudt frit lejde ud af landet, men tog sig eget liv i paladset, der led svære skader, der først var udbedret flere år senere. Allende nåede at holde en sidste
radiotale
, inden sin død. Hans kone, Hortensia Bussi de Allende fik ophold i Mexico.
Landet blev erklæret i militær undtagelsestilstand, ledende folk fra UP-regeringen, marxister, fagforeningefolk m.v. blev taget til fange, flere hundrede dræbt og bl.a. gennet ind på Chiles nationalstation i Santiago, hvor bl.a. den kendte folkesanger Victor Jara, der havde støttet Allende og UP, blev anbragt, og få dage efter dræbt efter tortur. Der blev desuden indført spærretid fra kl. 6 om aftenen.
De øverstbefalende fra de tre værn samt fra carabinero-korpsets 35.000 mand dannede en junta, der legitimerede sin magtovertagelse med denne
proklamation
, der med punkter som f.eks.
2. Selvsamme regering brød den nationale samling ved kunstigt at fremelske en gold — og ofte blodig — klassekamp, hvorved det værdifulde bidrag hver enkels chilener kan gøre til landets fremme gik tabt, og hvorved chilenere førtes til indbyrdes kamp, bror-mod-bror, i forfølgelsen af idéer, som er fremmede for vor natur, og som har vist sig falske og i øvrigt har fejlet før.
klart sigtede mod de marxistiske idéers indflydelse i landet hidtil.
Juntaen bestod af cheferne for de tre værn, samt chefen for det nationale politi, carabinero-korpset. Alle fire var ret nylig blevet værnschefer, og det var: General Augusto Pinochet fra hæren, general Gustavo Leigh fra luftværnet, fra flåden admiral Jose Toribio Merino (der i øvrigt ikke var chef for flåden d. 11. om morgenen, men tog kommandoen) og desuden general Cesar Mendoza fra carabinero-korpset, det chilenske politi.
I løbet af den næste måneds tid dannedes et kabinet, der regerede landet ved dekreter. Det første bestod af ti militærfolk samt fire civile. Militærstyrets politik kan bedste beskrives som en ekstrem, overdrevent hårdhændet »nul-tolerance-politik« over for ethvert tiltag til marxistisk eller socialistisk aktivitet, fagforeningsaktivitet, sympati for den foregående regering eller andet. De primære mål var dog den militante bevægelse MIR og PC, Chiles kommunistparti. Midlerne var i stort omfang tortur af den absolut groveste slags, samt »desaparecidos«, forsvindinger, hvor folk blev bortført og deres lig bortskaffet. I karakter og omfang var der — selv fra et rent strategisk synspunkt — tale om fuldstændig overdreven voldsanvendelse. Så sent som 1975 var antallet af politiske fanger over 5.000 men faldt derefter noget. Domstolene var ikke uafhængige i sager angående militærstyrets fremfærd, f.eks. var habeas corpus-akten, princippet om at en arrestant skal stilles for en domme inden 24 timer ikke konsekvent gældende. Derfor flygtede et stort antal chilenere, eller søgte asyl i udenlandske ambassader. Bl.a. kom et betydeligt antal Chile-flygtninge til Danmark, og det skønnes, at op mod en million chilenere endte med at have forladt landet. Der var et stort antal udlændinge blandt de dræbte, torturerede og tilfangetagne, hvilket senere skulle blive en faktor, da Pinochet i 1998, efter diktaturets ophør, blev tilbageholdt i London sigtet for bl.a. drab på spaniere. Det store antal udlændinge skyldtes, at Chile under Allendes regering havde tiltrukket mange (flere end 14.000) venstreorienterede aktivister fra andre lande.
Straks efter diktaturets ophør blev der nedsat en kommision til kortlæggelse af drabene, torturen og grusomhederne begået under især den aller første tid og de første år af diktaturet, og det blev offentliggjort i en
rapport
,
der bl.a. angav 3197 dræbte ved militærstyrets hånd i diktaturets tid. Heriblandt dræbte af de berygtede dødskaravaner samt folk, der blev smidt levende ud fra helikoptere over Stillehavet.
December 2004 udkom en statslig
rapport
,
der dokumenterede 28.000 tilfælde af tortur under især de første år, herunder særlig de første par måneder, af diktaturet. Det reelle antal var sandsynligvis stør re.
Regimets voldsanvendelse var ikke begrænset til Chile, og bl.a. blev Pinochets forgænger som chef for de væbnede styrker, Carlos Prats, og dennes kone dræbt af en bilbombe i Buenos Aires i Argentina i 1974, og den tidligere ambassadør og minister i Salvador Allendes tid Orlando Letelier blev på tilsvarende måde dræbt i Washington, D.C. i USA i 1976. Bag disse attentater stod Chiles hemmelige politi, DINA. Der var desuden et samarbejde mellem sikkerhedstjenesterne i de sydamerikanske lande Chile, Argentina, Bolivia, Brasilien, Paraguay og Uruguay under navnet Operación Cóndor, Operation Condor, der organiserede kontraterrorisme samt drab og tortur af politiske modstandere i udlandet.
|
|
|
Flere steder benævnes militærstyret i Chile som et fascistisk styre. For også at præcisere dette begreb skal siges, at fascismen var en bevægelse, der begyndte i Italien i begyndelsen af det tyvende århundrede, og senere blev stort set synonymt med Italiens Il Duce, Benito Mussolini, der som ung var redaktør på et marxistisk dagblad. Filosofien er nationalistisk, totalitær, og med vægt på staten frem for individet, der ønskes staten lydig, således at fascismen evt. kan opsummeres i følgende citat af Mussolini: »Alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten.« Fascistisk kaldes regimer, der ligner dette styre, og fascismen er kun på udvalgte punkter en egentlig modsætning til socialisme og kommunisme.
|
|
|
At kalde militærdiktaturet i Chile fra 1973-90 for et fascistisk diktatur er i store træk misvisende. At kalde det højreorienteret er om ikke andet i hvert fald rammende for så vidt som, at det var ihærdigt antimarxistisk og desuden f.eks. lagde vægt på en typisk »borgerlig« institution som familien. Den amerikanske historiker Frederick M. Nunn har påpeget, at militærkuppet i 1973 ikke først og fremmest skal tænkes som een i en række af verdens højre- eller venstreorienterede kup, men først og sidst som netop et militært kup, der skal ses i en chilensk tradition, der havde aner helt tilbage til Diego Portales’s autokratiske regime, via den preussisk inspirerede professionalisering af militæret fra slutningen af det nittende århundrede, og via bl.a., og måske i det mest udtalte eksempel, militærets indgriben i 1924 og 1925, da det politiske system viste sig ineffektivt og medførte en total lammelse af samfundsapparatet.
Militariseringen af landets styrelse viste sig også hurtigt i juntaens liv og funktion. Eksempelvis i juni 1974, da Augusto Pinochet ved dekret Nr. 527 udnævntes til »Jefe Supremo de la Nación«, suveræn øverstkommanderende. Dekretet blev — som flere andre — i Diego Portales-bygningen i Santiago forelagt de tre øvrige juntamedlemmer af Pinochet få minutter inden offentliggørelsen, med Carabinerokorpsets Mendoza, der angivelig umiddelbart godtog det, mens flådens Merino og flyvevåbnets Leigh opponerede, og det dog endte med, at Merino nærmest måtte overtale Leigh til at samtykke. Med andre ord: Styringen var strengt hierarkisk, og øverst i hierarkiet sad ... Augusto Pinochet.
For så vidt som økonomisk tænkning angår, er sagen nærmest, at kupmagerne i september 1973 dårlig nok havde en økonomisk filosofi. De første par år fortsatte økonomien med at være dårlig, men blev dog hjulpet af, stigende kobberpriser (som Allende tilsvarende havde regeret i en tid med faldende kobberpriser) og genopblussen af samhandlen med USA. At Chile efter nogle år endte som som en af de første lande i verden, der begav sig ind på en ny-liberalistisk, markedsorienteret økonomisk vej, skal til dels ses som et sammenfald af omstændigheder. Den andetsted omtalte økonomiske skole, keynesianismen, hvis ene hovedpunkt kan formuleres som påstanden, at en vis inflation kan holde efterspørgslen og dermed beskæftigelsen oppe, led skibbrud netop i starten af 70’erne, hvor man i den vestlige verden oplevede samtidig tocifret prisinflation og arbejdsløshed. Svaret blev en økonomisk politik anbefalet af den amerikanske økonom Milton Friedman, der dels argumenterede for en mindskelse af statens rolle i økonomien (og den var i Chiles tilfælde meget stor), dels en pengepolitisk kontrol med pengemængden (M1, M3 og M3) for at holde prisinflationen nede.
Bortset fra kobberminerne blev statsejede virksomheder overdraget til privat eje, statens indblanding i økonomien blev på andre måder afviklet, og opsparing og investering kom op på niveau med tiden før Allende eller højere, og udlandet fik igen lyst til at investere i Chile. Samtidig steg kobberpriserne frem til 1980, efter at være faldet kraftigt i midten af 70’erne.
En økonomisk nedtur ramte landet omkring 1982 i forbindelse med en generel nedtur i den internationale økonomi og kraftigt faldende kobberpriser helt frem til slutningen af 80’erne. Arbejdsløsheden kom op over 20% og mange banker krakkede. Dette blev betegnet som enden på »det chilenske mirakel«.
Chile har dog udviklet sig til at være eet af Sydamerikas absolut mest velstående lande, dog stadig med stort skel mellem rig og fattig, hvilket til dels er en konsekvens af den »monetaristiske« pengepolitik, som i dag er stort set enerådende i den vestlige verden inkl. Danmark.
Kobberet er stadig en stor eksportvare, men fisk, frisk frugt og især vin (chilensk vin er blevet meget populært i bl.a. Danmark) er blevet store eksportvarer.
|
|
|
At tale om politisk liv under især de første mange år af diktaturet er stort set misvisende, i og med at landets regeredes ved dekret. Der blev efter tre år af diktaturet nedsat et råd, der skulle udfærdige et udkast til en ny forfatning og en nyt politisk system til efter diktaturet. Den forhenværende præsident fra 1958-64, Jorge Alessandri, der havde tabt marginalt til Allende i 1970, sad med i rådet, men trådte på et tidspunkt ud i protest.
I december 1977 udgik der fra FN en Resolution 32/118, der fordømte overtrædelserne af menneskerettigheder i Chile. Til alles overraskelse udskrev Augusto Pinochet få dage efter en folkeafstemning, hvor befolkningen skulle kunne give udtryk for deres tilslutning til enten FN's resolution eller til militærstyret med bekræftelse af dennes legitimitet. Da også analfabeter nu havde stemmeret, var stemmesedlen udformet således, at JA var markeret med en chilensk flag, og NEJ med en sort firkant. 77,5% stemte JA, og 19,4% NEJ til at støtte præsident Pinochet og militærjuntaen, deres politiske legitimitet og deres afvisning af en FN-resolution fra året før, der fordømte torturen, fængslingerne m.m. i Chile. Afstemningen var uden de normale formalia såsom fri valgkamp og kontrol af stemmeafgivelsen og -optællingen, men givetvis alligevel korrekt for så vidt som, at de nationalt sindede chilenere ikke ønskede udenlandsk intervention.
|
|
|
I september 1980 afholdtes en folkeafstemning om en ny forfatning, der indebar en accept af Pinochet som Chiles hersker frem til i hvert fald marts 1989. Der var 67% JA-stemmer og 30% NEJ-stemmer i dette valg, som i øvrigt foregik i en tilstand af militær undtagelsestilstand, under forbud mod politiske partier, valgmøder m.v. Forfatningen havde været under tilblivelse siden kort efter militærkuppet i 1973, og havde haft flere råd, samlinger m.m. med i forfattelsen. Hovedarkitekten bag forfatingen var dog diktaturets førende politiske tænker, Jaime Guzmán Errázuriz. Han blev senere, i 1991, dræbt af medlemmer af FPMR.
I overensstemmelse med den 1980-forfatningen afholdtes d. 5. oktober 1988 en ny folkeafstemning for eller imod otte år mere under lederskab af Pinochet, der til sin store overraskelse tabte afstemningen ved kun at få 43% af stemmerne, mens 55% stemte imod ham. Resultatet blev taget til efterretning, og betød, at der i slutningen af 1988 blev givet tilladelse til politiske partier, valgkamp m.v. NEJ-kampagnen var blevet støttet af USA's Reagan-regering med cirka 2 millioner dollars — man ønskede ikke længere dette diktatur, men så demokratier som en garant for stabilitet i f.eks. Sydamerika.
Som resultatet af et ret klassisk forfatningslivtag afholdtes en ekstra folkeafstemning 30. juli 1989, hvor 85,7% af stemmerne sagde JA til 54 ændringer til forfatningen. Disse ændringer var resultatet af, at der var blevet givet og taget på begge sider; af militærstyret hhv. de politiske partier. Ændringerne vedrørte de to kamres beføjelser og muligheder i forskellige situationer, og bl.a. også, at den først valgte præsident — alle regnede korrekt med, at det ville blive kristendemokraten Patricio Aylwin — kun skulle sidde i en periode ekstraordinært begrænset til fire år, hvilket senere ville betyde, at Aylwin ikke fik plads som senator på livstid efterfølgende, da det krævede seks år i embedet.
I slutningen af 1988 blev der givet tilladelse til politiske partier, valgkamp m.v. frem mod et præsidentvalg 14. december 1989, der havde høj valgdeltagelse, 83%, og som fik kristendemokraten Patricio Aylwin som vinder med 55,2% at stemmerne i et valg mellem tre betydende kandidater. Pincohets tidligere finansminister, Hernán Büchi Buc, blev nummer to i valget med 29,4% at stemmerne. Aylwin blev valgt for en særlig fireårsperiode, og kom i øvrigt til at sidde med flertal i begge kongressens kamre, deputerkammeret og senatet. Senatet var dog under kontrol af Pinochet, der i følge forfatningen fortsatte som øverstkommanderende for de væbnde styrker frem til marts 1998, hvorefter han overgik til at være senator på livstid. Et halvt år efter blev han tilbageholdt under et hospitalsophold i London, hvilket er behandlet i afsnittet
Sagen mod Augusto Pinochet
.
|
|
Militært styre:
