Top banner
Banner

  Tekster ang. Chiles historie  
Categories Banner    Præsidentrækken
   Ode til Stalin
   UP-program
   UP-jordreform
   ITT-dokument
   Altamiranos tale
   Merinos brev
   Allendes radiotale
   Prats's brev
   Juntaens proklamation
   Chacarillas-talen
   Ti bud til chilenerne
   Merinos testamente
   Liste over døde
   Anklageskrift, 1998
   Pinochets testamente
  
         
På denne side:
... er gengivet en række tekster fra Chiles historie på dansk: Præsidentrækken, Folkefrontens program og program for jordreform, en af de såkaldte ITT-dokumenter, Salvador Allendes sidste radiotale holdt over telefon få timer før hans død og militærjuntaens proklamation kort efter magtovertagelsen i 1973. Desuden nogle erklæringer fra danske marxistiske organisationer efter kuppet. Den afgørende Chacarillas-tale fra 1977 er gengivet i oversættelse. Admiral José Toribio Merinos politiske testamente er ligeledes gengivet. Desuden uddrag fra anklageskriftet mod Augusto Pinochet i London i 1998 samt hans politiske testamente, offentliggjort i december 2006 efter hans død.
   Faktuelt    Præsidentrækken i Chile, 1817 til nu

1817-1823, Bernardo O'Higgins Riquelme. General, Director Supremo.

1823-1826, Ramón Freire Serrano. General, Director Supremo.

1826,          Manuel Blanco Encalada. General, Presidente de Chile.

1827-1829, Francisco Antonio Pinto Díaz. General, Presidente de Chile.

1830,          Francisco Ruiz Tagle. Presidente de Chile

1830-1831, José Tomás Ovalle. Presidente de Chile.

1831,          Fernando Errázuriz. Presidente de Chile.

1831-1841, Joaquín Prieto Vial. General, Presidente de Chile.

1841-1851, Manuel Bulnes Prieto. General, Presidente de Chile.

1851-1861, Manuel Montt Torres. Presidente de Chile.

1861-1871, José Joaquín Peréz Mascayano. Presidente de Chile.

1871-1876, Federico Errázauriz Zañartu. Presidente de Chile.

1876-1881, Anibal Pinto Garmendia. Presidente de Chile.

1886-1891, Domingo Santa María. Presidente de Chile.

1886-1891, José Manuel Balmaceda. Presidente de Chile.

1891-1896, Jorge Montt Alvarez. Almirante, Presidente de Chile.

1896-1901, Federico Errázuriz Echaurren. Presidente de Chile.

1901-1906, Riesco Errázuriz, Germán. Presidente de Chile.

1906-1910, Pedro Montt Montt. Presidente de Chile.

1910-1915, Ramón Barros Luco. Presidente de Chile.

1915-1920, Juan Luis Sanfuentes. Presidente de Chile.

1920-1925, Arturo Alessandri Palma. Presidente de Chile.

1925-1927, Emiliano Figueroa Larraín. Presidente de Chile.

1927-1931, Carlos Ibáñez Del Campo. General, Presidente de Chile.

1931-1932, Juan Esteban Montero. Presidente de Chile.

1932-1938, Arturo Alessandri Palma. Presidente de Chile.

1938-1941, Pedro Aguirre Cerda. Presidente de Chile.

1942-1946, Juan Antonio Ríos. Presidente de Chile.

1946-1952, Gabriel González Videla. Presidente de Chile.

1952-1958, Carlos Ibáñez Del Campo. Presidente de Chile.

1958-1964, Jorge Alessandri Rodríguez. Presidente de Chile.

1964-1970, Eduardo Frei Montalva. Presidente de Chile.

1970-1973, Salvador Allende Gossens. Presidente de Chile.

1973-1990, Augusto Pinochet Ugarte. General, Presidente de Chile.

1990-1994, Patricio Aylwin Azócar. Presidente de Chile.

1994-2000, Eduardo Frei Ruiz-Tagle. Presidente de Chile.

2000-2005, Ricardo Lagos Escobar. Presidente de Chile.

2005-2010, Michelle Bachelet Jeria. Presidente de Chile.

2010- ,        Miguel Juan Sebastián Piñera Echenique. Presidente de Chile.

   Digt Ode til Stalin

Den chilenske digter, diplomat og politiker Pablo Nerudas »Ode til Stalin« ved dennes død i 1953.

At være mænd! Det er den stalinistiske lov!
Vi må lære fra Stalin
hans ægte intensitet
hans konkrete klarhed.
Stalin er den højlyse dag,
mænds og folks modenhed.
Stalinister, lad os bære dette prædikat med stolthed.
Stalinistiske arbejdere, kontorfolk, kvinder, agt denne dag!
Lyset er ikke forsvundet,
ilden er ikke slukt.
Der er kun fremvæksten af
lys, brød, ild og håb
i Stalins uovervindelige tid!
I senere år har duen,
fred, den forfulgte rose,
befundet sig på hans skuldre
og Stalin, den kæmpe,
bar den oven på sin pande.
En bølge slår mod kystens sten.
Men Malenkov vil fortsætte hans værk.


Kammerat Stalin, jeg var ved havet ved Isla Negra,
hvilede fra kampe og rejser,
da nyheden om din død kom som et slag fra havet.
Først stilheden, så bedrøveligheden,
og da kom fra havet en stor bølge.
Af tang, metal og mænd, sten, skum og
tårer, denne bølge var lavet af.
Senere kom den gamle østersdykker, gamle mand og poet,
Gonzalito, og gjorde mig selskab under flaget.
»Han var klogere end alle mænd tilsammen«, fortalte ham mig,
som han betragtede havet med sine gamle øjne, med folkets gamle øjne.
»Men Malenkov vil nu fortsætte hans arbejde«,
sagde han og rejste sig med sin iturevne frakke.
Jeg så overrasket på ham og tænkte: »hvordan kan han vide det?«
Her fra denne øde kyst?
Og da forstod jeg, at havet havde lært ham det.



   Program    Af Unidad Populars valgprogram, 1970
»Unidad Popular-regeringens første fyrre tiltag«


1. En ende på de enorme lønninger! Vi vil sætte en grænse for de høje lønninger til de, der er direkte udpeget af præsidenten. Vi vil ikke tillade folk at have samtidige betalte poster som rådgivere, direktører og repræsentanter. Vi vil afskaffe administratorer og politiske kræmmere, som bruger deres politioner i øvrigheden til at fremme deres egne mål, samt venners og politiske bekendtes.

2. Flere rådgivere? NEJ! Alle embedsmænd hører til den normale forvaltning, og vil ikke blive undtaget for den almindelige forvaltningsmæssige forpligtelse. Vi vil ikke have flere rådgivere i Chile.

3. Ærlig administration. Vi vil sætte en stopper for favorisering og vilkårlig sagsbehandling i den offentlige administration. Det vil ikke være muligt at fjerne embedsmænd fra deres poster uden gyldig grund. Ingen vil blive forfulgt for deres politiske eller religiøse overbevisninger. vi vil sikre effektiviteten og ærligheden hos vore regeringsembedsmænd og i øvrighedens behandling af folket.

4. Ikke flere unødvendige udenlandsrejser. Udenlandsrejser af regeringsfolk vil ikke blive tilladt pånær de, der vitterlig er nødvendige for Chiles interesser.

5. Ikke mere brug af regeringsbiler til fornøjelseskørsel. under ingen omstændigheder vil regeringens biler blive brugt til privat kørsel. De biler, der er til rådighed, vil blive brugt i folkets tjeneste; Til at transportere skolebørn, til at transportere folk fra lavindkomstområder, der har brug for lægehjælp, eller til politimæssig brug.

6. Den civile myndighed vil ikke berige dens ansatte. Vi vil etablere striks kontrol med indkomst og ejendom hos højtstående embedsmænd. Regeringen vil ikke længere tillade embedsmænd at bruge deres position til at berige sig selv.

7. Retfærdige pensioner. Vi må sætte en stopper for million-pensioner til parlamentarikere eller andre offentlige eller private grupper, og i stedet bruge ressourcerne til at hæve pensionerne i den lave ende.

8. Retfærdig og rettidig pensionering. Vi vil give pensionsret til alle over 60 år, som ikke har været i stand til at gå på pension, fordi deres bidrag ikke er blevet betalt.

9. Social sikkerhed til alle. Vi vil give social sikkerhed til alle folk i små- og middelstørrelseerhvervslivet, industri og landbrug, daglejere, håndværkere, fiskere, små mineejere og husmødre.

10. Omgående og fuld betaling af pensioner og ydelser. Vi vil een gang for alle betale lovede tillæg til pensioner til pensionerede soldater, og vil vil sørge for den korrekte og rettidige betaling af pension og enkepension.

11. Beskyttelse af familien. Vi vil oprette et ministerium til beskyttelse af familien.

12. Ens familietilskud. Alle familier vil i fremtiden få samme, faste tilskud.

13. Børn fødes for at være lykkelige! Vi vil yde gratis uddannelse, bøger, kladdehæfter etc. til alle børn i grundskolen.

14. Bedre kost til børn. Vi vil give morgenmad til alle børn i grundskolen, og frokost til de børn, hvis forældre ikke kan give dem det.

15. Mælk til alle chilenske børn. Vi garanterer en daglig ration af en halv liter mælk til alle chilenske børn.

16. Barselscentre i alle fattige områder. Vi vil oprette barselsklinikker i alle arbejderklassekvarterer, slumbyer m.v.

17. Virkelige ferier for alle chilenske studerende. De bedste studerende fra hele landet vil blive inviteret til præsidentpaladset i Viña del Mar.

18. Kontrol med alkholisme. Vi vil bekæmpe alkoholisme ved at tilbyde muligheder for bedre liv og ikke ved undertrykkelse. Vi vil stoppe misbrug af bevillingsloven.

19. Beboelse, lys og drikkevand til alle chilenere. Vi vil iværksætte en nødplan til bygning af mere bebyggelse. Tilmed vil vi sikre drikkevand og elektrisk lys i alle ejendomme.

20. Ikke flere justeringer af CORVI-betalinger. [Corporación de la Vivenda, »Institut til Løsning af Boligproblemer«] Dividende og tilbagebetaling af lån vil ikke længere blive justeret i takt med stigende priser.

21. Fast husleje. Vi vil låse huslejen til et beløb svarende til maximalt 10% af familieindkomsten. Nøglerettigheder vil blive afskaffet omgående.

22. Ledige grunde, NEJ! Bebyggelse, JA! Vi vil bygge på alle offentlige og halvoffentlige grunde.

23. Ejendomsskat kun på sommerhuse. Vi vil afskaffe ejendomsskat på grunde på under 80 kvadratmeter så længe ejeren bor der permanent og huset hverken er et luksushus eller en strandvilla.

24. En virklig jordreform. Vi vil intensivere jordreform, som også vil gavne små- og mellemstørrelselandbrug, minifundistas, medieros, ansatte og sæsonarbejdere.

25. Lægehjælp uden burokrati. Vi vil fjerne alle de burokratiske og administrative hindringer for lægehjælp til både forsikrede og arbejdsløse.

26. Gratis hospitalshjælp. Vi vil afskaffe betaling for medicin og undersøgelser på hospitalerne.

27. Ikke længere kunstigt høje priser på medicin. Vi vil drastisk reducere priserne på medicin ved at sænke importtolden på råstofferne.

28. Stipendier til studerende. Vi vil etablere retten for alle studerende til at få stipendier på grund- og mellemskoleniveau og universitetsuddannelse, idet vi tager familiens økonomiske ressourcer og situation i betragtning.

29. Fysisk træning, folkelig tourisme og ferier. Vi vil fremme fysisk udfoldelse og vi vil bygge sportsanlæg på skoler og i alle kvarterer. Alle skoler og lavindkomstområder, både i by og på landet, vil få sportspladser. Vi vil fremme lavindkomsttourisme og ferier.

30. En ny økonomi for at gøre en ende på inflation. Vi vil øge produktionen af varer til almindeligt forbrug. Vi vil kontroller priser og undgå inflation ved straks at iværksætte en ny økonomisk struktur.

31. Ikke længere forbindelse til IMF. Vi vil smide vore forpligtelser over for IMF, den internationale valutafond, over bord, og sætte en stopper for devalueringen af Escudos’en.

32. Ikke længere skat på mad. Vi vil stoppe hævelsen af skatter, der har indflydelse på basale fødevarer.

33. Afskaffelse af moms. Vi vil afskaffe momsen, og erstatte den med et andet og mere retfærdigt skattesystem.

34. Ikke mere spekulation. Vi vil straffe økonomisk kriminalitet hårdt.

35. Ikke længere arbejdsløshed. Vi vil sikre alle chileneres ret til arbejde, og vi vil forhindre uretfærdige fyringer.

36. Arbejde til alle chilenere. Vi vil omgående skabe nye kilder til beskæftigelse ved at iværksætte planer for offentlige arbejder og byggerier, ved at etablere nye industrier og ved at udføre udviklingsprojekter.

37. Grupo Móvil, der særlige politi, bliver nedlagt. Vi vil sikre lov og orden i arbejder- og middelklasseområder og beskyttelse af den enkelte. Politiet og detektiver vil kun blive sat til at forhindre kriminalitet. Vi vil afvikle Grupo Móvil ved at føre dets medlemmer over til normalt politiarbejde.

38. En ende på klassejustits. Vi vil skabe en hurtig og gratis retspraksis, i hvilken naborådene vil deltage, for at undersøge og løse særlige sager såsom mindre stridigheder, rufferi og forstyrrelser af den offentlige orden.

39. Retshjælpskontorer i alle kvarterer. Vi vil etablere retshjælpsorganer i alle lavindkomstsområder og -distrikter.

40. Skabelsen af en nationalt institut for kunst og kultur. Vi vil skabe en nationalt institut for kunst og kultur, samt skoler til uddannelse inden for kunst i alle distrikter.

   Program    Unidad Populars bebudede jordreform, 1970

DE TYVE GRUNDLÆGGENDE PUNKTER I FOLKEFRONTSREGERINGENS JORDREFORM


ET. Jordreform og landbrugsmæssig udvikling vil ikke være isolerede faktorer, men vil danne en danne en integreret del af en overordnet plan for at transformere økonomien til tjene hele folket. Dette betyder, at Jordreformen ikke kun vil medføre ekspropriation af alle Latifundia, [store ejendomme], fordelingen af land bønder og landarbejdere samt den tekniske assistance og långivning som er nødvendige skridt for at gøre dem i stand til at producere, hvad Chile behøver, men også at reformen vil betyde en forandring af kommercielle og industrielle relationer i forbindelse med køb og salg af de produkter, som bønder behøver til produktion. Markedsføringen og håndteringen af landbrugsproduktionen må og skal være i hænderne på staten eller bonde- eller forbrugersammenslutninger.

TO. Fordelene ved Jordreformen vil også berøre grupperne af små og mellemstore bønder, parcellister, ansatte, forpagtere og løsarbejdere som hidtil har været udelukket fra disse fordele.

TRE. Bondestanden, repræsenteret ved fagforeninger, kooperativer samt mindre bondeorganisationer, vil erstatte repræsentanterne fra de store godser i alle regeringsorganer og agenturer. Folkefrontsregeringen vil kun forhandle med disse repræsentanter for landbefolkningen, fordi det er dem, der er de sande repræsentanter for de 98% af befolkningen, som lever af landbruget eller er afhængige af indkomst fra landbruget.
    Et Nationalt Landbrugsråd til blive stiftet. Det vil være på kompetenceniveau med Ministeriet for Landbrug og Jordreform, som vil råde over alt, der har med landbrugssektoren at gøre. Landbrugsrådet vil skulle rådgive landbrugsministeren og topembedsmændene i forbindelse med landbrug. Dette råd vil blive demokratisk valgt, af bøndernes græsrodsorganisationer.
    Samtidig vil regionale landbrugsråd blive dannet i hver at landets landbrugsregioner. Embedsmændene i de regionale råd samt de valgte bonderepræsentanter vil deltage på lige fod. Alle de tiltag, der er nødvendige for at iværksætte Jordreformen og den landbrugsmæssige udvikling, vil også blive inkorporeret i disse regionale råds virke – f.eks. ekspropriationer, fordeling af jord, långivning, markedsføring etc.

FIRE. Jordreform vil ikke længere blive iværksat fra gård-til-gård, men i hele områder, og i disse områder vil beskæftigelse blive garanteret for alle bønder og landarbejdere, enten i direkte arbejde med jorden, eller i viderebehandling eller distribution af produkterne, eller i andre funktioner i forbindelse med produktionen.

FEM. Vi vil lancere nye juridiske tiltag, der skal hjælpe os til at opnå integration og kooperation gennem den samlede indsats fra de forskellige landorganisationer for lønarbejdere, ansatte, forpagtere, daglejere og små samt mellemstore bønder. Dette vil medføre en stigning i antallet af opgaver, der skal udføres af fagforeninger, asentamientos, [tidligere godser overgået til kooperativer under den foregående, kristendemokratiske regering], landkooperativer, indfødte indianeres samfund og andre typer af små-jordbrugeres organisationer såsom småbøndernes komitéer.
    Yderligere vil Folkefronts-regeringen gøre en ende på den latterliggørelse af loven det er, at arbejdsgivere i landbruget undlader at betale det 2%-bidrag, de i følge loven er forpligtede til at betale til fagforeningerne, og som har afstedkommet konkurser i fagforeningerne.

SEKS. Skove vil også blive omfattet af Jordreformen.

SYV. Kun små og mellemstore gårdejere vil undgå ekspropriation, og kun de store gårdejere, hvis sociale og økonomiske bidrag til landbrugsproduktion og landsamfundenes udvikling er anerkendt af bønderne vil have ret til at beholde noget jord. Under alle omstændigheder vil en eventuel ret til at beholde noget jord ikke betyde retten til selv at vælge hvilke stykker jord, man beholder, da det kan blive nødvendigt at tilbyde andet jord for at gøre omrokeringerne nemmere.

OTTE. Driftskapital vil blive omfattet af ekspropriationen, således at de nye jordbesiddere fra starten af har kapitalen, der er nødvendig til dyrkningen af jorden.

NI. Teknisk assistance til bønder vil blive ydet til bønder gratis, og særlig kredit, teknisk assistance og uddannelsesprogrammer vil blive tilbudt de mest behøvende grupper, særlig de indfødte indianske samfund.

TI. Hver bonde vil få arveretslige ret over sit hus og sin have. Produktionen vil fortrinsvis blive organiseret i kooperative systemer, skønt individuel dyrkning og ejerskab i visse tilfælde kan overvejes.

ELLEVE. I kraft af teknisk assistance, regional og national planlægning, vil vi rette produktionen imod høje priser både ved eksport og på hjemmemarkedet. Långivning til særlige typer af arbejdskraftstunge produkter såsom svin og fjerkræ, vil blive forbeholdt små bønder og andre for at hjælpe dem til at øge deres indtjening og forbedre deres sociale og økonomiske situation.

TOLV. På et tidligt tidspunkt i Folkefrontens regeringstid vil Jordreformen blive fuldt iværksat ved at gøre brug af alle de midler den nuværende regering ikke ønsker at bruge, eller ikke har været i stand til at bruge, såsom allokering af jord til kooperativer, beskyttelse af forpagteres og lejeres interesser, omorganisation af kunstvandede områder og vandingsanlæg etc. De nødvendige tillæg til den nuværende jordreformlovgivning vil blive diskuteret og godkendt af de regionale og nationale bonderåd før de sendes til kongressen.

TRETTEN. Staten vil garantere køb af den del af landbrugets produktion, som ikke sælges gennem de normale kanaler, og gradvis til staten lave kontrakter for al produktion af kreaturer og landbrugsprodukter, som er planlagt i henhold til landets behov.
    Forudbetaling for produktion vil kun blive tildelt små bønder kontant, og ikke i form af kreditnotaer, som det sker i de fleste tilfælde nu, hvilket medfører den yderligere udnyttelse af de bønder, som kun kan få deres kreditnotaer indløst til dårlige kurser og på ufavorable vilkår.

FJORTEN. Landbrugsbaserede industrier vil så vidt muligt blive lagt i landbrugsregionerne som for indeværende lider mest under den landbrugsmæssige arbejdsløshed.

FEMTEN. Staten vil nationalisere alle de monopoler, der kontrollerer markedsføringen, forarbejdningen af kreaturer og landbrugsprodukter samt de nødvendige produktionsmidler for landbrugsproduktion. Disse virksomheder vil enten blive direkte drevet af staten, under rådgivning fra bonderådet, eller de vil blive overladt til landkooperativer.

SEKSTEN. Et nationalt socialt sikkerhedssystem for landarbejdere vil blive etableret, særlig omfattende de små bønder, som på nuværende tidspunkt er udelukket fra social sikkerhed. På samme måde vil vi sikre social sikkerhed for bønder og små jordreformbrug vil fortsætte.

SYTTEN. Særlige programmer vil sættes i værk for at forbedre og bygge beboelse på landet, fordi bønder og landarbejdere indtil videre ikke har været omfatter af tidligere boligprogrammer.

ATTEN. Vi vil oprette landherberger i de vigtigste byer i landområderne, således af gennemrejserne og midlertidige arbejdere kan have steder at indkvartere sig, hvilket også giver dem støtte og vejledning til at udføre deres arbejde, speciale i forbindelse med offentligt arbejde, uddannelse, sundhed etc.

NITTEN. En generel politik for uddannelse vil blive udviklet gennem læseprogrammer, udgivelse af bøger, aviser og radioprogrammer for landbefolkningen, og gennem kurser i landbrugsteknik i tråd med regionens produktionsplaner. Samtidig vil teatre og andre kulturelle aktiviteter blive fremmet, hvilket vi hjælpe til udviklingen af landsamfundenes karakter.

TYVE. En særlig indsats vil blive gjort for at fremskynde planer for beskyttelse af naturens ressourcer, skovene etc., samt planer for at gøre bedre brug af uopdyrkede områder.

   Brev ITT-dokument
Den amerikanske kæmpekoncern ITT (International Telephone and Telegraph Corp.) havde store økonomiske interesser og investeringer i Chile, interesser der var truede ved udsigten til marxisten Salvador Allendes tiltræden som præsident i landet. ITT intervenerede derfor heftigt for at undgå Allendes valgsejr, og senere hans tiltræden som præsident. I bogen De hemmelige ITT-dokumenter, Los documentos secretos de la ITT, blev en del af ITT's interne korrespondance offentliggjort af den chilenske regering i 1972. En af brevene gengives nedenfor.




FRA:    E. J. Gerrity   [Seniorvicepræsident for ITT, specielt med henblik på public relations.]
TIL:    W. R. Merriam   [Vicepræsident for ITT med henblik på Washington-kontoret.]
EMNE:    Den chilenske kandidat

26. oktober 1970


    Her er nogle rammende strejflys på Dr. Salvador Allende fra en yderst pålidelig men fortrolig kilde.
    Fysisk er Allende lille, med rødligt ansigt, krøllet og voldsom i talen. I virkeligheden ser han ikke så ung og tiltrækkende ud som på de sidste fotografier; der var i The New York Times og verdenspressen. For det første er hans helbred ikke robust. Han har vanskeligheder med nyrerne. Han har haft leversygdomme to gange, hvilket har givet ham kroniske problemer med leveren. Han har haft et hjerteanfald og to mindre hjerteslag, hvilket har medført, at højre side af hans ansigt er delvis lammet. Han er også kendt for at drikke meget, og dette forværrer naturligvis hans fysiske problemer.
    Måske som kompensation klæder han sig elegant og modebevidst. Hans partipropaganda fremstiller ham som en mand af masserne, men hans smag er forfinet og kapitalistisk: han ejer et smukt sommerhus ved kysten, en yacht og en komplet garderobe af stilfuldt tøj.
    Hans intellektuelle baggrund er den højere middelklasse. Men han har udviklet sig til en stridbar kommunist og samtidig bevaret et præg af både verdensmand og provinsialisme.
    Siden de chilenske valg har det meste af verdenspressen udtrykt håb om, at Chile vil udvikle sin egen form for kommunisme, mere demokratisk og mildt, med garanteret frihed og uden afbrydelse af det kommercielle, sociale og kulturelle liv. Sådanne håb er langt fra de aktuelle udsigter:
    Ingen kommunistisk regering i noget vigtigt land, som én gang er blevet indsat, er nogen sinde blevet smidt ud. Det vil ikke gøre nogen forskel, at Allende kommer til magten som det første kommunistiske statsoverhoved, der er blevet demokratisk valgt. Det er tåbeligt at tro, at han vil give demokratiet en ny chance om seks år. Hvordan det end pakkes ind er det usandsynligt, at der vil blive et nyt virkelig frit valg i Chile.
    Friheden er allerede ved at dø i Chile. Allendes tilhængere har intimideret hele pressen og radioen, der betjener landets ni millioner indbyggere. Kun én avis, E 1 Mercurio, og én radiostation har undgået at blive kujoneret eller tvunget til at støtte Allende. Og El Mercurio, der normalt kommer i en 64-siders udgave i forårssæsonen, trykker nu 10 til 20-siders udgaver. Denne almindeligt respekterede avis symboliserer en 150-årig chilensk tradition for pressefrihed. I dag er E1 Mercurio isoleret, og ingen ved, hvor længe den kan holde ud.
    Den chilenske kommunisme vil i vid udstrækning komme til at ligne den kinesiske og cubanske kommunisme. Allende har aflagt tre lange besøg i Røde Kina, har ligeledes sendt sin kone og datter dertil, og har arrangeret besøg i Kina for chilenske journalister.
    Allendes datter Beatriz, tog til Cuba i september. Folk fra Allendes eget parti, den Folkelige Enheds Komité, har besøgt Havana regelmæssigt for møder og penge ... i dollars fra russerne. Beatriz selv fik oprørs- og guerillatræning i Cuba. Med sig bragte hun en mappe med gode råd fra sit sidste besøg. F. eks. 1. »Prøv at overtale jeres uddannede teknikere til at blive i Chile. Tag administrative forholdsregler hvis det er nødvendigt. Disse forholdsregler er allerede anvendelige i Chile. Alt hvad landet behøver gøre er at sende en mand en meddelelse om, at man er ved at undersøge hans skatteregnskaber, og at han ikke må forlade landet, før dette er opklaret. 2. »Handl ikke for revolutionært, da de kontrarevolutionære ellers vil få et påskud til at forstyrre økonomien.« 3. »Diriger hele kobbersalget til dollarmarkedet.« 4. »Oprethold gode forbindelser med militæret, indtil I har haft tid til at konsolidere jeres folkelige støtte.«
    Allende følger Castros råd, og vi synes at lade det ske. Den kommunistiske virus vil bestemt ikke blive begrænset til Chile. Venstreelementer i andre lande på halvkuglen er allerede ved at blive modigere. Militante studenter har overtaget alle ikke-venstre aviser i Bolivia og driver dem gennem marxistiske kooperativer. Amerikansk ejede miner vil næsten sikkert blive nationaliseret af den nye regering under general Torres. I Argentina er den nye økonomiminister en venstreorienteret økonom, Aldo Ferrer. Der er faktisk ikke længere et respektabelt »demokratisk venstre« i Latinamerika - f. eks. mænd som Betancourt, Venezuelas tidligere præsident, som klarede at modstå en femårig kampagne af brand, oprør og mord personligt ledet af Castro mod Venezuela.
    USA har pumpet penge i Chile siden 1964, da den relativt moderate Eduardo Frei vandt valget trods stærk finansiel støtte fra Havana til Allende. I årene 19641967 gav vi Chile 658,4 millioner dollars til AID-projekter. Vi var opmærksomme på nødvendigheden af at hjælpe den kristelig-demokratiske kandidat og holde en Havana-orienteret marxistisk kandidat ude. Denne gang holdt vi næsen, økonomisk og på anden måde, ude af Chiles præsidentvalg. Udenrigsministeriets mening synes at være: »Det er utænkeligt, at Chile bliver kommunistisk.« Nu er det utænkelige over os, men vi synes at trække på skulderen og beklage os: »Vi er magtesløse, for Chiles folk valgte Allende legalt.
    Under Frei blev et økonomisk reformprogram indledt, der indeholdt et skridt imod gradvis nationalisering, men den slags gradvis nationalisering er nu næsten helt sikkert ude af billedet. Vi kan vente hurtige og ubarmhjertige overtagelser.
    Og vi kan vente den samme slags undertrykkelse af den menneskelige ånd, som den doktrinære marxist altid påtvinger ... en undertrykkelse, der nogen gange kynisk påtvinges med rå magt, undertiden med tumpet bureaukratisk idealisme. Men resultatet er det samme.
    For tre år siden fortalte Allende en amerikansk iagttager: »USA er i vanskeligheder overalt. Fremtidens bølge er marxismen-leninismen.«
    Alligevel sagde Sol Linowitz, tidligere OAS-ambassadør, da valget af Allende var næsten sikkert: »Jeg tror den bedste kurs for USA er ikke at vælte læsset, men at respektere det chilenske folks afgørelse og håbe, at der ud af dette vil komme et modent system, med de demokratiske rettigheder bevaret.« Langt mere sandsynlig er en chilensk borgers kommentar: »El Mercurio er som et lys i en flaske. Det vil lyse en stund, så vil det kvæles og kun efterlade en tynd sort røg.«
    Det lys er friheden ... i dag i Chile, i morgen i resten af Latinamerika ... hvis Allende bliver ved magten.


   Tale Carlos Altamiranos tale 9/9 1973
Søndag d. 9. September 1973 holdt Carlos Altamirano Orrego (f. 1922), generalsekretær for præsident Salvador Allendes socialistparti, Partido Socialista, en radiotransmitteret tale på sportsarenaen Estadio Chile ved et stort politisk møde. Carlos Altamirano var en af de mest militant venstreorienterede ledere på den politiske scene i Chile i årene under UP-regeringen. Talen, som her gengives i uddrag, var angivelig den direkte årsag til, at admiral Merino besluttede at iværksætte de allerede forberedte kupplaner (se nedenfor) tirsdagen efter, den 11. September 1973.




Nu har de sat »showet« i gang i Flåden og gennem tortur fået udtalelser, der ikke har nogen juridisk værdi. Jeg giver ikke noget for denne form for justits med overdrivelser, for sandheden, venner, er, at jeg var til et møde med disse flådefolk – med nogle af dem. Jeg sagde ja til et møde, jeg var inviteret til, for at lytte til udtalelser fra underofficerer og nogle soldater i Flåden angående undergravende virksomhed begået af nogle officerer i Flåden. Og jeg vil til enhver tid sige ja til invitationer til at fordømme sådan undergravende virksomhed mod Salvador Allendes legitime, forfatningsmæssige regering.

   [Afbrudt af pibekoncert og råb: MORDERE! MORDERE!]

Jeg læser nu op fra et brev, som de hudflettede og torturerede flådefolk har sendt til mig: »Til præsidenten for republikken og arbejdere i hele landet. Vi, antikup-flådefolkene, siger til myndighederne og vore nærmeste, at hverken trusler eller tortur kan forhindre os i at fortælle sandheden til vor klasse, arbejderklassen, og til vores soldaterkammerater.«

Vi gennemlever en hård og bitter tid i Chiles revolutionære proces lige nu, for i går tabte vi et slag i den store krig til folkets frigørelse og uafhængighed. Vi har fået overdraget TV-stationen Canal 9, og arbejderne blev ofre for en brutal provokation fra elementer i flyvevåbnet. Og landarbejderen Juan Segundo Guyanas død på sygehuset i Carahue efter tortur og pisk; han var en af de tilbageholdte i det »show« på »Guerilla-skolen« ifølge nogle officerer fra Cautín-provinsen.

Disse hændelser bør ikke gøre de revolutionære mistrøstige, men derimod give os mere energi end nogensinde før til at fortsætte denne store kamp, dette store slag.

Det er blevet sagt at vi lever i et stille Vietnam. Men det er allerede ophørt med at være stille, dette Vietnam. Hver time eksploderer en terroristbombe inden for landets grænser. Efter min vurdering ønsker oppositionen hverken en fredelig eller en demokratisk udgang. Det må de, der taler om dialog, forstå.

Overfor dette koordinerede og udefra støttede angreb, tænker nogle, at svaret må være dialog. Der har været nok forsonende dialog, nu er det tid til at kæmpe.

Hver strejkende vognmand modtager 7.000 Escudos om dagen, som på det sorte marked – som CIA styrer – svarer til to eller tre dollars. Det vil sige, at for at købe 10.000 vognmænd har man brugt 1,2 millioner dollars på 40 dage, en billig krig for nordamerikanerne.

Og nu har man fundet en ny måde at provokere folket på: Husundersøgelserne udført af De Væbnede Styrker. Det er for at skabe et had mellem De Væbnede Styrker og arbejderne, og højrefløjen har held til at opnå dette, og vi ser, hvordan de militære ledere tjener som instrumenter for de reaktionære og for oligarkiet til undertrykkelse af folket.

Folkene i Hæren, Flåden, flyvevåbnet og Carabinero-korpset er arbejdernes klassefæller og kan ikke skyde mod dem. Slet ikke dem som er blevet torturerede og straffede i forsvar for regeringen.

Og dymanitsprængningerne fra højrefløjen, de ødelægger industrierne. Det er en provokation mod arbejderne.

I takt med terrorisme og sabotage, fabrikerede anklager og vilde beskyldninger har de opsætsige også fundet klangbund hos nogle få elementer i De Væbnede Styrker.

Partido Socialista har sagt, at vi ikke kan gå i dialog med terrorister, med de ansvarlige for sådanne uhyrligheder. Højrefløjen kan kun knuses med folkets, klassernes, befalingsmændenes, officerernes og regeringens uovervindelige magt. Vi har tilkendegjort, at vi ikke accepterer mishandlinger uanset hvor de kommer fra, væbnet magt eller ej. Vi underlægger os ikke en illegitim magt. Chile vil blive et nyt, heroisk Vietnam, hvis de reaktionære forsøger at styre landet.

Det reaktionære kup forpurres ved at slå kontra med samme mønt. Man modsvarer ikke kup med forsonende dialog, men med folkets magt, med dets industrimilitser, med dets landarbejderråd, med dets organisation. Og borgerkrigen går man ind i ved at skabe en sand folkelig magt. De reaktionære ønsker at ødelægge denne folkelige magt.

Vi beder i denne hårde, bitre tid om solidaritet fra folkene, fra de revolutionære i hele verden. Alle disse må vide, at bag denne sammensværgelse står USA, der lurer på borgerkrigen, på kontrarevolutionen, der hærger Brasilien og Bolivia. Omstyrtelsen af regeringen ville betyde en vældig omskiftelse på den latinamerikanske politiske scene. Og de ved det.

I denne stund er det mere nødvendigt end nogensinde med enighed om at forsvare Unidad Popular’s program, der jo klart siger, at transformationerne kun er mulige, hvis folket tager magten. Det første kapitel i programmet hedder »Folkelig magt«. Det er ikke bare en overskrift. Vi kræver loyalitet over for regeringen, som skal udføre programmet. Under disse omstændigheder vil Partido Socialista skænke hele sin kampkraft til regeringen. Vi er sikre på, at kammerat Allende, som er et symbol i hele verden, aldrig vil svigte sine ord. Vi har på disse tre år rejst en kampkraft, som ingen eller intet vil være i stand til at stoppe.


   Brev Merinos brev 9/9/73
9/Sept/73

Gustavo og Augusto:

På mit æresord er D-dag den 11te og H-tid 0600.

Hvis I ikke kan udføre denne fase med alle de styrker, I har kommandoen over i Santiago, så forklar det på bagsiden.

Admiral Huidobro har autorisation til at overbringe og diskutere ethvert emne med Jer.

Hilsener med håb om forståelse
Merino



Gustavo: Dette er den sidste mulighed, J.T.

Augusto: Hvis vi ikke fra første sekund slår til med fuld kraft i Santiago, så overlever vi ikke, Pepe.

Bekræfter.

{Gustavo Leigh}        {Pinochet}



Se en kopi af brevet:         Forside


   Radiotale    Salvador Allende d. 11. september 1973 kl. 9.10
Hør radiotalen fra MP3-fil.  

Afspil MP3-fil


Download, 1,5 MB
»Dette vil med sikkerhed blive min sidste henvendelse til jer. Flyvevåbnet har bombet Radio Portales’s og Radio Corporacións sendemaster. Disse ord blive ikke talt i bitterhed, men i skuffelse. De bliver en moralsk dom over de, der har forrådt eden, de tog som chilenske soldater: Admiral Merino, som har selvudnævnt sig som øverstkommanderende for flåden, Hr. Mendoza, den forhærdede general, som så sent som i går erklærede sin loyalitet til regeringen, og som er udnævnt til generaldirektør for Carabineros-politiet.

Stillet over for disse kendsgerninger er der kun een ting tilbage for mig at sige til arbejderne: Jeg træder ikke tilbage! Placeret i denne historiske brydningstid vil jeg betale med mit liv for folkets loyalitet. Jeg siger til jer nu, at jeg er sikker på, at de frø, vi har plantet i den brave bevidsthed i tusindvis af chilenere, vil ikke være fogæves.

De har magten, og de kan trælbinde os, men de kan ikke standse verdens sociale processer, ikke med forbrydelser eller med våben. Historien er vor, og verdens befolkning vil skabe den.

Arbejdere i mit fædreland: Jeg siger tak for den loyalitet, I altid har demonstreret, og den tillid i viste til en mand, som ikke var andet end fortolkeren af jeres dybeste længsler for retfærdighed. Jeg gav jer mit ord på, at jeg ville overholde forfatningen og loven, og det har jeg gjort.

I dette sidste, afgørende øjeblik før min stemme bliver gjort tavs, vil jeg have, I skal lære dette: Udenlandsk kapital og imperialisme, forenet med reaktionære kræfter, skabte klimaet for militærets brud med dets tradition – traditionen indgydt af general Schneider og videre bekræftet af kaptajn Araya — ofre for den samme sociale gruppe som også nu sidder hjemme og venter i deres ejendomme på at generobre magten for at bevare deres privilegier og kæmpeejendomme.

Jeg henvender mig først og fremmest til vort lands beskedne kvinde, til bondekvinden som troede på os; til arbejderkvinden, som fordoblede sin arbejdsindsats; til moderen som anerkendte vor bekymring for hendes barn.

Jeg henvender mig til de uddannede folk i vort land, de patriotiske uddannede i vort land, til de der arbejdede imod oprøret fra uddannelsesstederne, klassebevidste uddannelsessteder, der forsvarer de fordele, det kapitalistiske samfund har givet dem.

Jeg henvender mig til ungdommen, til de der sang og gav deres glæde og gejst til kampen.

Jeg henvender mig til den chilenske mand: Til arbejderen, landarbejderen, den intellektuelle, til de der vil blive anklaget fordi fascisme allerede har været til stede i vort land i lang tid: De terrorister der sprængte broer, som afskar jernbanespor, som ødelagde olie og gasledninger, mens de personer med ansvaret for at forhindre disse gerninger forblev tavse. De var medskyldige. Historien vil dømme dem.

Radio Magallanes vil sandsynligvis snart blive slukket og min stemmes ro vil ikke nå jer — det betyder ikke noget. I vil fortsat høre mig. Jeg vil altid være hos jer, eller mit minde vil være hos jer som en værdig mands arv, en mand, som var loyal mod sit land.

Folket bør forsvare sig selv, men ikke ofre sig selv. Folket bør ikke lade sig blive overdænget af kugler eller mejet ned, men bør heller ikke lade sig ydmyge.

Arbejdere i mit fædreland! Jeg har tro på Chile og dets skæbne. Andre mænd vil få overhånd i denne bitre og mørke stund, hvor forræderi gør sit for at sejre. Måtte I gå frem med den vished, at før snarere end senere, vil de store veje åbnes igen, hvor frie borgere vil marchere for at skabe et bedre samfund.

Leve Chile! Leve folket! Leve arbejderne! Disse er mine sidste ord, og jeg er sikker på, mit offer ikke vil være forgæves. Jeg er sikker på, mit offer i det mindste vil være en moralsk lærestreg, som vil straffe kujonagtighed, fejghed og forræderi.«

   Brev Carlos Prats's brev til Pinochet 15/9 1973

Carlos Prats González
General i Hæren (Forhenv.)

Santiago, d. 15. September 1973


Til
Hr. General i Hæren
Don Augusto Pinochet U.

Augusto:
Fremtiden vil vise, hvem der tog fejl. Hvis det, De nu har gjort, vitterlig bringer landet generel velstand og folket vitterlig føler, at det bringer en social retfærdighed, da vil jeg være glad for at have taget fejl – jeg, der så ivrigt søgte en politisk løsning for at undgå et kup.

Jeg tillader mig at bede Dem om, at sagen om Fernando Flores tages til genovervejelse. Jeg har syntes godt om ham, og ment, hans meninger var af yderste fornuft og meget velovervejede trods hans unge alder, men han kom i modsætning til andre, på grund af sine gavmilde råd til præsidenten.

Jeg takker for de muligheder, De gav mig, som gør det muligt for mig at forlade landet. For mig er det meget sørgeligt og smerteligt at flytte væk fra mine nærmeste, væk til ensomheden; men jeg tror, jeg under de nuværende omstændigheder ikke har andre muligheder.

Farvel, Carlos Prats González


   Deklaration    Avisen »Chile« 24. september 1973

Juntaen proklamerede i avisen følgende fjorten punkter:

1. Allendes regering har mistet sin legitimitet ved at nægte befolkningen visse rettigheder: Ytringsfrihed, uddannelse, forsamlingsfrihed, retten til at strejke og indgive klage, ejendomsretten og i det hele taget retten til at leve på en tryg og værdig måde.

2. Selvsamme regering brød den nationale samling ved kunstigt at fremelske en gold — og ofte blodig — klassekamp, hvorved det værdifulde bidrag hver enkels chilener kan gøre til landets fremme gik tabt, og hvorved chilenere førtes til indbyrdes kamp, bror-mod-bror, i forfølgelsen af idéer, som er fremmede for vor natur, og som har vist sig falske og i øvrigt har fejlet før.

3. Selvsamme regering har vist sig ude af stand til at opretholde chilenernes sameksistens ved hverken at adlyde eller håndhæve loven, hvorved lovens suværænitet er blevet brudt flere gange.

4. Yderligere har regeringen overtrådt forfatningen ved flere lejligheder ved brug af tvivlsomme og forudindtagede fortolkninger af den med slette hensigter, såvel som andre brud på den, som af forskellige grunde er sket ustraffet.

5. Regeringen gjorde brug af påskud, hvad den selv kaldte ”lovlige smuthuller”; andre love blev ikke håndhævet, andre blev overtrådt, og det hele skabte situationer, der var ilegitime fra starten af.

6. Den gensidige respekt mellem grenene af statsapparatet er blevet brudt igen og igen ved anullering af beslutninger taget af kongressen, domstolene og statsrevisionen, med uacceptable undskyldninger eller ingen forklaring overhovedet.

7. Den udøvende magt overskred sine beføjelser på en en bevidst og åbenlys måde i forsøget på at have den politiske og økonomiske magt alene, til skade for vitale nationale aktiviteter, så det bragte folkets rettigheder og friheder i fare.

8. Republikkens præsident har vist landet, at hans personlige autoritet er underordnet kommitéers beslutninger samt ledelserne af de politiske partier, som støttede ham, således at han mistede den autoritet, som forfatningen tildelte ham, og dermed gik også regeringens præsidentielle karakter tabt.

9. Landbrugets, handelslivets og industriens økonomi i landet er lammet eller i recession, og inflation er steget i stadig stigende tempo. Regeringen udviser ikke den fjerneste opmærksomhed angående disse problemer, men overlader folket til deres egen skæbne, og indtager selv rollen som tilskuer.

10. Landet er plaget af anarki, undertrykkelse af frihed, moralsk og økonomisk forfald samt en uansvarlig og inkompetent regering, som har forværret den chilenske situation, og har forhindret landet i at indtage dets rette plads blandt de førende nationer på kontinentet.

11. Alle de ovennævnte kendsgerninger er grund nok til at konkludere, at landets indre og ydre sikkerhed er bragt i fare, at vi svækker vort selvstændige lands overlevelsesevne, og at støtte til regeringen er upassende for republikken og dens suveræne folk.

12. Disse kendsgerninger, set fra et synspunkt med de klassiske doktriner for øje, som har karakteriseret vore historiske begreber, er nok til at retfærdiggøre vor indgriben for at fjerne vor ilegitime og umoralske regering — som ikke repræsenterer flertallet af befolkningen — for således at undgå større skader end det nuværende magtvacuum evt. vil kunne anrette, siden der ikke finder andre effektive måder at opnå samme resultat på. Det er vort målsætning at genetablere den økonomiske og sociale normalitet i landet, at genoprette den fred, sikkerhed og ro, som ikke er tilstede i øjeblikket.

13. Af alle de grunde, som kort er angivet her, har de væbnede styrker påtaget sig den pligt, landet har pålagt dem til at vælte den regering, som — selv om den til at begynde med var legitim — er sunket ned i dyb ilegitimitet. De væbnede styrker vil kun blive siddende på magten så længe som omstændighederne byder det, under hensyntagen til, hvilke følelser det store flertal af befolkningen har, hvilket retfærdiggør de væbnede styrkers handlinger over for Gud og historien, og derfor også alle resolutioner, normer, orderer givet og udført til udførelsen af en sådan dybt patriotisk handling, som de væbnede styrker er rede til at udføre for det fælles bedste.

14. Derfor gør legitimiteten af disse normer og regulativer dem bindende for alle borgere, og de må efterfølges af hele landet, især myndighederne.


   Deklaration    Chacarillas-talen, 9. juli 1977

Tale af Augusto Pinochet i Cerro Chacarillas, Santiago, i anledning af Ungdomsdagen, 9. juli 1977

I dag fejrer vi Ungdommens Dag (El Día de la Juventud), som blev indstiftet på dette sted for to år siden, og vi vender tilbage til stedet med fornyet håb for Chiles fremtid.

Jeg kommer på invitation fra Ungdomsbevægelsen for National Enhed (Frente Juvenil de Unidad Nacional), der på denne aften samtidig fejrer to-året for sin stiftelse, som en selvstændig bevægelse, der er ansvarlig over for den chilenske ungdom, som ønsker at knytte sit virke til forsvaret og den historiske formidling af 11. September, og sammenstille det med det uforlignelige eksempel på patriotisme som de 77 unge heltes offer i La Concepción er.

Som gammel soldat fyldes mit hjerte med dybe følelser over Luis Cruz Martínez's enorme mod og de 76 andre unge chileneres mod, da de, ved hans side, helt alene på peruviansk jord, på formidabel vis ved tabet af deres liv viste, at vort fædreland og de faste åndelige værdier står over ethvert personligt offer, som fædrelandets forsvar måtte kræve.

Som præsident for republikken er mit sind fuld af berettiget håb ved at tænke på, at nutidens unge har opdaget dette stempel af evighed og de fordringer, der binder de kommende generationer til det blod, som vore martyrer udgød med tanke på Chiles storslåede fremtid.

Som I meget passende har angivet i valget af motto, så døde de, fordi de drømte om et frit, samlet, storslået og suverænt fædreland.

At overføre dette ideal til videst mulige udfoldelse, er, og vil være, jeres opgave.

At løfte den arv hver dag, at fortsætte den svære og uvægerlige opgave, som Gud og historien har placeret på vore skuldre.

Lige nu, efter tre års heroisk kamp mod den åbenbare trussel fra kommunistisk totalitarisme, kender det chilenske folk igen krigsråbet fra Slaget om Concepción: »Chilenere overgiver sig aldrig.«

Da vi hørte det angste råb fra vor befolkning, besluttede de væbnede styrker og ordensmagten at skride til handling den 11. september, og da blev vort land igen vædet at blodet fra mange af vore mænd, som fald i kamp for landets frihed.

At det blev på denne måde vidner om, at vor races temperament, og det stof, vi er gjort af, byder os at forsvare vort fædrelands værdighed og suverænitet, og at det er egenskaber, der ikke var og aldrig kan dø, fordi de er moralske værdier, det er tæt forbundne med selve chilenskheden.

I dag, står vi igen over for en ulige kamp, mod udenlandsk intervention af forskellig oprindelse og art, som til tider antager form af fjendtlig aggression, og til andre tider antager karakter af venlig pression.

I dette komplekse scenarium vil Chile fortsætte med den kløgt og forsigtighed, som traditionelt har karakteriseret vor udenrigspolitik, selv i meget vanskelige situationer.

Vort samarbejde med internationale organisationer og vor åbne og loyale dialog med de lande og regeringer, vi ellers er på god fod med, og de gode bestræbelser og den udstrakte gode vilje fra vor side, sættes således på spil.

Men vi vil ikke tillade, at denne attitude forveksles med svaghed eller tøven at de, der udefra forsøger at diktere, hvilken vej vi skal følge, da denne afgørelse er vor suveræne afgørelse.

Derfor sørgede jeg for nylig for, at vi afviste en udenlandsk kredit, som officielt skulle have været betinget af en fremmed regerings undersøgelse af vore forhold i forbindelse med emnet menneskerettigheder.

Jeg er helt sikker på, at hele nationen deler denne indstilling med mig, for hvis der er noget, der står klart for enhver chilener, så er det, at vort fædrelands værdighed hverken skal kompromitteres af eller pantsættes til nogen.

Imperialismen allerede overvundet
De, som udefra prøver at knække os med pres eller trusler, har forregnet sig, og vil blot se fremkomsten af et indre sammenhold, som altid vokser i modvind.

De, som for deres del indefra prøver at alliere sig med disse indstrømmende udenlandske kræfter, der prøver at genoplive en imperialisme, som vi mente, var drevet over i Vesten, de vil kun opnå at blive afsløret i deres utøjlede forehavende, og at blive udsat for det chilenske folks foragt.

De udenlandske forsøg på intervention er endnu mere uacceptable, for så vidt som man påberåber sig at være ude i et forsvar af menneskerettighederne.

Vor historie og vor mentalitet er dannet i respekt for menneskets værdighed.

Kun en nylig, bitter oplevelse, som var ved at føre os til borgerkrig, har fået os til at forstå, at menneskerettighederne ikke kan overleve under et politisk og juridisk regime, som åbner en flanke for marxistisk-leninistisk, ideologisk aggression, som i dag er i værk som sovjettisk imperialisme, eller som terroristisk omstyrtelse, som nedbryder de sociale konventioner til et komplet anarki.

Det er ufatteligt, at enhver begrænsning af folks rettigheder dømmes som overtrædelse af menneskerettighederne, mens den svage eller demagogiske attitude hos mange regeringer overfor terrorismen ikke fører til reaktioner, selv om sådan svaghed fører til en af de mest brutale former for overtrædelse af menneskerettighederne.

Det er muligt, at vort dybere og bredere fokus på dette emne kan være vanskeligt at forstå for de, der ikke har gennemlevet et drama som vort.

Jeg har til gengæld fra befolkningen og ungdommen i vort fædreland mødt forståelse for de ekstraordinære begrænsninger, der midlertidigt har været i visse rettigheder, for man har set nødvendigheden af at sikre vor nationale frigørelse, og for at udvide udbredelsen af fred og fremskridt i Chile nu og i fremtiden.

Ungdommen har været bemærkelsesværdig i sin forståelse for de historiske krav, vi står overfor, med henblik på at give liv til et nyt politisk regime.

Det er derfor, efter to år med Ungdomsbevægelsen, jeg føler en pligt til — i fuld respekt for bevægelsens uafhængighed og autonomi — at den siddende regering værdsætter de vigtige fremskridt, der er sket i bevægelsens mission mod at samle den chilenske ungdom i kurser om humanistiske, geografiske og økonomiske emner; med 11. september og den nye forfatningsmæssighed der udspringer fra denne dato.

Det er derfor at denne aften, som i forvejen bliver identificeret med ungdommen i vort land, er blevet valgt for offentligt at signalere de skridt, som vi vil tage for at få fremgang i den institutionelle proces i landet.

Intet synes mig mere passende, end at gøre dette ved en ungdomsbegivenhed, siden det bliver jer chilenske unge, der bliver ansvarlige for fortsættelsen at den opgave, og de mest direkte berørte af disse tiltag, der vil have betydning for hele landet.

Oven på den allerede kendte succes på det økonomiske plan, fremskridtene på det sociale område, og den lov og orden, som i dag giver vore landsmænd et roligt liv, har den offentlige opmærksomhed rettet sig mod vor forfatningsmæssige fremtid.

Den sunde iver hos ungdommen, samt i de øvrige samfundsgrupper, for en stedse større deltagelse, skal ses inden for disse rammer, i denne virkelighed.

For at få et passende blik på dette problem, er det nødvendigt endnu en gang at sige, at 11. september ikke bare betød omstyrtelsen af en ulovlig og uduelig regering, men repræsenterede afslutningen på en politisk-forfatningsmæssig tilstand, hvis rolle var udspillet, og det efterfølgende krav om at skabe en ny.

Der var derfor ikke blot tale om et genopbygningsarbejde, men om et skabende arbejde, som uden obstruktioner må tage afsæt i vor ægte og gode nationale tradition.

Vort demokrati
Dette viser vor pligt til at bevæge os mod et retssamfund, der harmoniserer fleksibiliteten i samfundsudviklingen med den faste juridiske objektivitet og upersonlige norm, der forpligter både regering og regerede.

I dette perspektiv ser vi klart, at vor pligt er at udforme et nyt demokrati, der skal være autoritært, beskyttet, integreret, moderne og med ægte social deltagelse, karakteriseret ved, at individet bedre forstår det, når det kaster sin egoisme, grådighed og egomani af sig.

Et demokrati er autoritært, når det råder over en retslig orden som sikrer borgernes rettigheder, en passende beskyttelse af de uafhængige domstole, og er udstyret med magt til at udøve disses afgørelser.

Det beskytter, så snart det skal, de fundamentale doktriner for staten Chile, og erstatter den klassisk liberale, naive og forsvarsløse stat, med en ny, der kombinerer friheden og menneskets værdighed med nationalitetens essentielle værdier.

Følgelig er ethvert angreb på disse principper, som er indeholdte i forfatningens punkter (Las Actas Constitucionales), at betragte som ulovlige gerninger og i strid med republikkens forfatningsmæssige regler.

Frihed og demokrati kan ikke overleve, hvis de ikke beskyttes mod dem, der søger at ødelægge dem.

Følgelig, så vidt som man må styrke de nationale mål og de permanente mål for nationen, således at man, udover de legitime forskelle i andre aspekter, i rækken af fremtidige regeringer vil have den kontinuitet, som har mangler hidtil.

Derfra kan der spredes et stærkt element af enhed i den store chilenske familie, som man har prøvet systematisk at opløse ved at indgyde en klassekamp, som ikke eksisterer, og som ikke bør eksistere.

Teknisk set betyder det, at så snart som den svimlende videnskabelige og teknologiske udvikling ikke kan ignoreres i den juridiske struktur, vil det på den anden side gøre det uundværligt, at de, der har kendskab til sagerne, får noget at skulle have sagt, når beslutningerne skal tages.

Kun det vil muliggøre at føre diskussionen i en passende grad og på det rette niveau, og at reducere den ideologiske debat til dens rette proportioner, at udnytte bidraget af de mest egnede, og at give systemet stabilitet.

Den sande samfundsmæssige deltagelse, der kun er virkelig frit i et samfund, der er baseret på princippet om understøttelse, giver og respekterer en reel autonomi i grupperingerne, der ligger mellem individet og staten, for at efterstræbe gruppernes egne og specifikke mål.

Dette princip er grundlaget for et priviligeret samfund med kreativ vitalitet, og ligeledes for en økonomisk frihed, der, inden for reglerne — som statsautoriteten fastsætter til almenvellets bedste — forhindrer at folket kvæles af den omnipotente stat.

Vi står over for en opgave, der på grund af dens natur og betydning, bør løses gradvist.

På denne måde bevæger vi os ligeligt væk fra to ekstremer: Væk fra stagnationen som før eller senere fører til voldelige sociale processer, og væk fra en opskruet udvikling, der ville føre en ødelæggelse af alle vore bestræbelser med sig, tilbagekomsten at den tidligere tilstand, dens samme mænd og laster og, meget hurtigt, et lignende eller værre kaos end det, vi gennemlevede under den marxistiske regering.

Etaperne
Den besluttede proces medfører tre etaper eller faser i stigende grad: En med restitution, en med transition, og en med normalitet eller konsolidering.

De nævnte etaper udskiller sig for så vidt som de tilsvarende grader som de væbnede styrker og ordensmagten på den ene side, og de civile myndigheder på den anden, spiller under dem.

På samme vis er de udmærkede ved de forfatningsmæssige instrumenter, der til hver af dem skal skabes og anvendes.

I restitutionsfasen må den politiske magt indehaves af de væbnede styrker og ordensmagten, med bidrag af civilbefolkningen, men på den anden side, når vi kommer videre i forløbet, vil de mere almindelige aspekter blive delt med øvrigheden, der således vil gå fra meddelagtighed til deltagelse.

Endelig når vi til fasen af normalitet eller konsolidering, hvor magten direkte og grundlæggende bliver udøvet af befolkningen, mens det er overladt til de væbnede styrker og ordensmagten at opretholde af de grundliggende grundsten i institutionerne og den nationale sikkerhed i sin bredeste og afgørende, moderne betydning.

I dag befinder vi os i restitueringsfasen, men jeg vurderer, at de fremskridt, vi i enhver henseende gør, fører os til transitionsfasen.

Gennem den tid, der mangler i restitueringsfasen, er det nødvendigt, at vi dikterer de forfatningsmæssige bestemmelser (Las Actas Constitucionales) i hele spekteret af forfatningsmæssige forhold — også de, der endnu ikke er blevet overvejet — som også nogle overgangsbestemmelser, angående bl.a. sikkerhed, arbejde, social sikkerhed, uddannelse samt andre området, der vil blive studeret på tilsvarende måde.

På denne måde ophæves definitivt forfatningen fra 1925, der i virkeligheden allerede er død, men som dog juridisk stadig vil være i kraft i mindre udstrækning.

Samtidig, vil de forfatningsmæssige love (Las Actas Constitucionales) blive reviderede som allerede annonceret, på de områder, hvor det vil være tilrådeligt at komme med udvidelser, modifikationer og præciseringer.

Kulminationen af alle disse forberedende og varslende processer angående de forfatningsmæssige punkter, som løbende vil foregå fra nu af, forventes under alle omstændigheder at indtræffe inden 31. december 1980, siden overgangsetapen ikke skal begynde før det nævnte år, og være sammenfaldende med begyndelsen af disse loves fulde ikrafttrædelse.

Blandt de nævnte forfatningsmæssige punkter vil det punkt indtage en førende plads, der angiver udøvelsen og reguleringen af magten, og forandringen af den forfatningsgivende, lovgivende og udøvende magt.

For at vejlede Comisión de Kommissionen til Studier af den nye Forfatning (Estudios de la Nueva Constitución) vil præsidenten snart komme med visse grundlæggende retningslinier, så kommissionen kan gå i gang med at udfærdige et forfatningsudkast, som han senere vil fremlægge i Statsrådet (Consejo de Estado) før fremlæggelsen for juntaen.

De retningslinjer for den køreplan, som skal være styrende i transitionsfasen, er først og fremmest de følgende:

- Den forfatningsgivende magt må fortsat udøves af juntaen. Alligevel vil den normalt konsultere Statsrådet (Consejo de Estado).

- Den udøvende magt skal vedblive at udøves af præsidenten for juntaen som præsident for republikken og med de kompetencer, der eksisterer i dag.

- Den lovgivende magt skal, ifølge vort lands tradition, bestå af to dele: republikkens præsident samt et lovgivende kammer eller et kammer af repræsentanter, som præsidenten kan udnævne, uden at begrænse den lovgivende kompetence, som juntaen på dette stadium af transitionen vil have, med sin ekstraordinære status.

Disse instanser bør på den ene side forstå, at deres medlemmer hver især har retten til at fremsætte lovforslag, og på den anden side bør de have forståelsen for, at teksterne før fremsættelse gennemses af juntaen.

Angående det sidstnævnte: i tilfælde af, at det er den fremherskende holdning i juntaen, at et forslag strider mod den nationale sikkerhed, vil det ikke kunne vedtages.

Det drejer sig her om et absolut veto, beregnet til de tilfælde, hvor juntaen opponerer mod det ved et hvilket som helst af dets medlemmers foranledning, og er derved anderledes end præsidentens almindelige veto over for det lovgivende kammer.

Som fremlagt den 18. marts, bør det lovgivende kammer for sin del have en blandet sammensætning; en tredjedel af dets medlemmer skal bestå af folk at høj anseelse, som suppleres af dem selv eller ved præsidentiel udnævnelse. De sidste to tredjedele vil være repræsentanter for regioner eller grupper af regioner i forhold til deres indbyggertal.

Angående den ordinære lovgivning, bør systemet for forslagsstillelse af love overvejes ligesom muligheden for præsidentielt veto og andet, som kan gøre, at de demagogiske excesser, der kendetegnede den sidste periode med vort forrige parlament.

Særlig vigtigt er det at knytte faglige kommissioner til det lovgivende kammer, som de medvirker til at etablere, og som får stemmeret, disse personer, der er mest fagligt kvalificerede, og som er eksperter på de forskellige områder.

Etableringen af dette lovgivende kammer skulle kunne ske i året 1980, og for sin første periode, hvis varighed — givet at det ikke er muligt at afholde et valg — vil blive fire eller fem år, vil det blive udnævnt af juntaen.

Til gengæld vil de førnævnte regionale repræsentanter senere blive valgt ved direkte, folkelige valg, ifølge et system, der favoriserer valget af de mest kapable og som modvirker, at de politiske partier igen bliver til monopolistiske maskiner i den folkelige deltagelse.

Det vil sige, at konstitutionen af det lovgivende kammer i denne periode med to tredjedele af sine medlemmer valgt direkte og folkeligt, gerne skulle afspejle det rigtige kammer, der fra denne dato vil udøve hvervet som præsident for republikken for en periode på seks år.

Samtidig med ovenstående, som medfører skridtet fra overgangsfasen til konsolideringsfasen, sker godkendelsen og offentliggørelsen af den nye forfatning (Constitución Política del Estado) i sin helhed, som suspenderer Las Actas Constitucionales, De Forfatningsmæssige Love, som den bygger på erfaringerne fra.

Overgangsetapen tjener da til at færdiggøre de endelige studier, der skal ligge til grund for vor grundlov.

Ved fremlæggelsen af disse planer for landet, tror regeringen på, at den fuldstændiggør sin mission, nemlig at fastlægge de nødvendige linjer for vor forfatningsmæssige udvikling, under hvilken det også bliver nødvendigt at intensivere udfoldelsen og den juridiske implementering af den samfundsmæssige deltagelse, af fagforenings- eller arbejdsmæssig karakter, i studentersammenhæng, faglig sammenhæng, i naboskab eller under andre udtryk for samfundsvirke i det hele taget.

Chilenske unge:
Muligheden for at denne plan skal kunne udføres er afhængig af, at landet fortsat viser de positive tegn, som har gjort det muligt at kommer her til, hvor vi er nu.

For det kræver det patriotiske sind af alle i befolkningen, og helt særligt den ædelmodige idealisme hos den ungdom, der skal lyse vejen op på vor vej ind i fremtiden.

Jeg ignorerer ikke de mange forhindringer, der vil rejse sig, grådighed og egoisme, der på tusinde måder vil forsøge at hindre vor vej frem, og få os tilbage til slaveriets tusmørke.

Men jeg er sikker på, at lyset for enden af vor vej vil være stærkere og klarere, og over alt tror jeg fuldt og fast på Gud, på det chilenske folk, og på vore væbnede styrker og ordensmagt, som med patriotisme leder nationens skæbne.

Mine elskede unge: Chiles fremtid tilhører jer, på hvis storhed vi arbejder.


   Løbeseddel    Bispesædet i Santiago, august 1980

Chilenernes »ti bud«:

I August 1980 udsendte ærkebispestolen i Santiago med Raoul Silva Henriques i spidsen »ti bud« til chilenerne angående hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af, at man oplevede nogle af de mange forsvindinger og tilfældige anholdelser m.v.

Denne tekst blev trykt i dagbladet Information d. 13.-14. september 1980 i en artikel af Jens Lohmann.

Gengivelsen af disse ti bud i dansk oversættelse lød som følger:



    Første bud: »Bevar roen. Uanset om De er vidne eller bliver direkte berørt af en situation som dem, der har fundet sted i den senere tid: bevar roen.«
    Andet bud: »Husk det størst mulige antal detaljer. Uanset om de er vidne eller offer, bemærk og registrer det størst mulige antal detaljer, såsom: det nøjagtige sted for begivenheden, særlige træk ved deltagerne, hvilke køretøjer de anvender, det nøjagtige klokkeslet for begivenheden, mulige vidners identitet og karakteristika, antal berørte, anholdte eller bortførte, antal bortførere og navne og øgenavne De hører, hvilken retning de tager efter begivenheden. Prøv at skrive ned, stol ikke på Deres hukommelse. Anmeld ethvert køretøj uden nummerplader, også selv om der ikke finder noget usædvanligt sted.«
    Tredje Bud: »Giv Dem til kende. Hvis De bliver udsat for overgreb, giv Dem højlydt til kende, råb, giv oplysninger om Deres familie eller arbejdsplads, og bed eventuelle vidner om at give Deres familie besked, eller om at anmelde det hændte til politiet, medierne, kirken eller en dommer.«
    Fjerde bud: »Kræv en forklaring og identifikation. Husk altid, at sikkerhedstjenesterne ifølge loven skal overholde visse regler. Kræv en forklaring og fuld identifikation af de personer, der vil sætte Dem fast, bed om at se en arrestordre eller ransagningskendelse, som skal være underskrevet ef rette myndighed. Hvis De bor alene og man kommer for at gennemføre en ransagning hos Dem om natten, sørg først for at naboerne bliver klar over, hvad der sker, kræv en klar og fuldstændig identifikation, og hvis den ikke bliver givet, lad da være med at åbne deren. Vent til den bliver sprængt. Således vil der være bevis for at De er blevet ført bort mod Deres vilje.«
    Femte bud: »Grib ind. Hvis De overværer et overgreb, grib ind med ro men også med energi. De, bør også opmuntre andre vidner til at gribe ind.«
    Sjette bud: »Hvis De kommer fri, så fortæl alt. Hvis De bliver ulovligt anholdt eller bortført, sørg da for at beregne afstand til og beliggenhed af det sted, hvortil De bliver ført, bemærk stedets karakteristika og sørg for at huske dem. Hvis De kommer fri, fortæl alt, præcist og i detaljer, for en dommer. Hvis De kommer for en dommer, tøv ikke med at fortælle om mishandling og tortur, og kræv at blive undersøgt af en læge, samt at sagen bliver undersøgt.«
    Syvende bud: »Hold ikke Deres viden for Dem selv. Hvis De bliver vidne til begivenheder af denne art, så sørg for at iagttage og registrere grundigt og ansvarligt, og sørg for at det straks bliver kendt.«
    Ottende bud: »Vær ikke bange. Hvis De bliver tilsagt som vidne i en retssag, hvor man efterforsker begivenheder af denne art, så tøv ikke og vær ikke bange. Fremsæt Deres vidneudsagn i overensstemmelse med kendsgerningerne, kræv den beskyttelse og de garantier, De har brug for, og lad Dem råde at en advokat, hvis De ønsker det.«
    Niende bud: »Kræv at medierne informerer korrekt. Hvis De tager kontakt med medierne, så kræv at journalisterne identificerer sig, informer dem objektivt om det hændte, og. kræv samtidig, at medierne informerer korrekt.«
    Tiende bud: »Diskuter det med andre. Hvis De har været offer for eller overværet en begivenhed af denne art, eller hvis De er optaget af problemet, diskuter det med Deres omgangskreds og naboer, med og i den faglige, uddannelsesmæssige eller anden organisation de tilhører. Analyser virkeligheden sammen med andre, Foreslå løsninger og gennemfør dem solidarisk sammen med andre.«

Løbesedlen med de ti bud sluttede med opfordringen: »Vær solidarisk i et problem, som er alle chileneres!«


   Testamente José Toribio Merinos politiske testamente, 1996

POLITISK TESTAMENTE


Julio Lavin Ahumada
Notarius Publicus og juridisk arkivar
Valparaíso


ERKLÆRING AF DON SANTIAGO JOSE TORIBIO MERINO CASTRO


I Valparaíso den 2den februar 1996

Min kære MARGARITA, mit livs kærlighed; døtre, børnebørn og svigersønner, tiden er kommen, hvor jeg er blevet firs år; det er derfor betimeligt, at jeg i dette dokument, som jeg kalder et "testamente", videregiver nogle indtrufne begivenheder og afstikker nogle anbefalinger for livet, efter jeg ikke er længere. Fra min tidligste barndom ville jeg være i flåden, da det var min fars beskæftigelse, og jeg opnåede det med stor indsats og under store ofre. Jeg vidste, at dette at være i flåden betød at være indstillet på at lade livet - hvis det var nødvendigt - for fædrelandet, og det har været den vej, jeg har fulgt, siden det guddommelige forsyn gav mig muligheden for at tjene Gud og næsten. Min fader gik på pension som chef for flåden i 1928, og levede af sin beskedne pension på tretusinde og tohundrede pesos, indtil den sjette februar 1941, da han døde. På det tidspunkt var jeg sekundløjtnant på Escampavía Cabrales, på togt ved Puntas Arenas, hvilket er grunden til, at jeg ikke var til stede under hans sidste dage, ej heller ved hans begravelse, da jeg først vendte tilbage til Valparaíso i midten af marts og kunne møde min mor. Det var et trist skue, der mødte mig, for det var ikke kun ensomheden ved, at nogen er gået bort, men også at det havde forårsaget en mangel på midler. Carlos, min broder, var på Universidad Santa María og studerede til stærkstrømsingeniør, mine to søster studerede, og min moders pension var blevet reduceret med tyve procent, HVILKET GJORDE LIVET NÆSTEN UMULIGT. Jeg besluttede derfor at give min moder halvdelen af min løn, så hun kunne være i stand til at finansiere min broders studier, og mine søstre begyndte at give klavertimer for at hjælpe hjemmets økonomi. Verden var i krig fra juli 1939. Frankrig, Tyskland, England, Polen, Sovjetunionen, Japan og Kina, etc. Jeg fortsatte min tjeneste på normal vis, og gav kurser i artilleri fra 1941 og 1942 ombord på CL BLANCO ENCALADA. Jeg fik højeste anciennitet og blev forflyttet til DD SERRANO, som artilleriofficer. Jeg meldte mig frivilligt til at mønstre på en amerikansk krydser, som deltog i Anden Verdenskrig, og gjorde tjeneste der fra juni 1944 til september 1945 ombord på USS RALEIGH, som ekstra officer på skibet. Det var de måneder i min tjeneste, hvor jeg lærte mest, fordi jeg der så, hvad der er virkelig krig og ikke bare øvelse. Alt, hvad jeg der lærte, skrev jeg ned på fire måneder i nogle erindringer, som blev givet til flåden i begyndelsen af 1946. I 1951 blev jeg udnævnt til at tage til De Forenede Stater for at finde O'HIGGINS. Denne udstationering varede hele året. Da jeg vendte tilbage til min moders hus, den sjette oktober, kom jeg til at kende Margarita, forelskede mig i hende og friede til hende, vi blev forlovede den 24. december 1951 og besluttede at gifte os den første marts 1952, og jeg har været fuldstændig lykkelig med hende ved min side i de svære tider, som vi kom til at gennemleve efterfølgende. Jeg gav mine kurser som specialist i generalstabstjeneste, og senere som professor, skrev en manual i logistik og en anden om geopolitik til eleverne på akademiet, og var to år som professor på denne institution for videregående studier. I Chile blev den politiske situation kompliceret af fremkomsten af politiske partier, som var meget fjendtlige, og som på ingen måde bidrog til at løse en situation, der hver dag blev stedse mere uudholdelig på grund af den økonomiske krise, der prægede landet, og på grund at den manglende fantasi hos mændene, der håndterede situationen. Krisen kom ude af kontrol i 1964 med valget af Hr. Frei som præsident for republikken, og med de skrækkelige ændringer i forfatningen som Hr. Aylwin bevirkede, begge kristendemokrater, men i realiteten socialistiske politikere, der ødelagde den forfatningsmæssige stabilitet, dette land havde nydt. Ved afslutningen af Hr. Freis periode, og med det stundende valg i september 1970, der bød på tre kandidater, vidste man, at ingen af dem ville få det nødvendige flertal; men kristendemokraternes had til højrefløjen var så stærkt, at de ikke ville være med til at skaffe flertal mod kandidaterne sammen med resten af kongressen. Det endelig resultat blev, at Allende, venstrefløjens kandidat, var den, der fik støtte i masserne og befolkningen; og med udsigt til muligheden for en blodig konfrontation, besluttede jeg mig for at tale med vores chef for flåden, for at få autorisation til at tale under private former med Hr. Allende. Ideen lykkedes, og jeg mødtes med kandidaten og andre ledere fra venstrefløjen i Concón den tolvte september 1970, vi talte om flere emner bortset fra politik, men kandidaten følte sig bakket op af flåden, og meddelte dette til Frei. Resultatet var, at kongressen udnævnte Allende til præsident for republikken og undgik en mulig borgerkrig. Allendes regering er den største katastrofe, som er overgået Chile siden sin uafhængighed. Det lykkedes den på mindre end tusinde dage at ødelægge alt, som denne nations befolkning havde opbygget siden attende september 1810. Under en middag i la Moneda på invitation af præsidenten, måtte jeg tage min pistol frem og lægge den på bordet inden for rækkevidde, mens jeg spiste. Tilbage i Valparaíso var jeg overbevist om, at dette ikke kunne fortsætte, og at denne regering måtte stoppes. Dette synspunkt styrkedes at det faktum, at jeg VURDEREDE, at årsagen til OPSTANDELSE I FLÅDEN var, at de ansvarlige, [Oscar] Garretón og [Carlos] Altamirano, ikke kunne efterforskes af efterretningstjenesten, selvom der var udstedt en arrestordre på dem, og at de søndag fra klokken ni til elleve var på landsdækkende fjernsyn og opfordrede befolkningen til revolution. Da jeg hørte dette, tog jeg min notesblok og skrev den besked, I kender, til general PINOCHET og til general LEIGH, chefer for HÆREN og for FLYVEVÅBNET, som lød: "D-DAG ER DEN ELVTE OG T-TID ER SEKS ..." Jeg sendte dem beskeden personligt overbragt af admiral Huidobro, marineinfanterist, og begge gav deres bekræftelse, og dette afsluttede den KOMMUNISTISKE REGERING, og ledte til CHILES helbredelse, hvilket kostede sytten års ARBEJDE FOR ALLE CHILENERE MED HJERTET PÅ RETTE STED, SOM IKKE VAR POLITIKERE, MEN STATSMÆND ... SOM GAV ALT FOR CHILE, OG IKKE FOR SELV AT PROFITTERE AF DET.

(Forfatterens underskrift)


   Liste Dræbte modstandere af militærdiktaturet

Liste med navnene på over 2000 af de dræbte under militærdiktaturet 1973-1990.

       Klik her for at se listen.



   Anklageskrift    London, oktober 1998

I anklageskriftet mod Augusto Pinochet hed det bl.a.:

At du på eller omkring den 29. oktober 1976 som tjenestemand, nemlig øverstkommanderende for den chilenske hær, i forening med andre forsætligt påførte José Marcelino Gonzalez Malpu hæftig smerte eller lidelse, ved at påføre hans kønsorganer, skuldre og ankler elektrisk strøm og foregive at skyde hans tilfangetagne, nøgne moder for øjnene af ham, i forsætlig udførelse af tjenestelige pligter.

At du i forening med andre forsætligt påførte hæftig smerte eller lidelse på Pedro Hugo Arellano Carvajal ved at:

(a) binde ham til en metalseng og tvinge hans hænder mod en elektrisk ladet metalplade, så stødet kastede ham tværs gennem rummet;
(b) udsætte ham for elektriske stød med elektriske ledninger sat på hans bryst, hans penis og hans tæer;
(c) binde ham til et træ og piske ham;
(d) sætte ham ombord på en helikopter, skubbe ham ud med reb bundet til hans bukser, og trække ham gennem torne;
(e) binde et reb i ham og sænke ham ned i en brønd, indtil han næsten druknede, trække ham op igen og sænke ham tilbage i brønden da han ikke besvarede spørgsmål;
(f) udsætte ham for 'russisk roulette';
(g) tvinge ham til at tage alt sit tøj af i overværelse af den tilfangetagne Rodriguez-familie, som var blevet arresteret med deres sønner, tvinge ham til at overvære tortur af denne familie, da deres far blev tvunget til at røvpule sin søn, mens denne søn blev tvunget til at røvpule sin yngre broder;
(h) tvinge ham til selv at røvpule en af disse sønner;

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



At du i forening med andre med forsæt påførte Irma del Carmen Parada Gonzalez hæftig smerte og lidelse ved at:

(a) tage tøjet af hende;
(b) påføre elektrisk strøm til hendes mund, skede og bryster;
(c) udsætte hende for voldtægt af to mænd;
(d) lægge hendes hænder i kemikalier og indføre dem i en maskine, så hun mistede bevidstheden;
(e) tvinge hende til at spise fordærvet mad og de jordiske rester af hende døde medfanger;

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



At du den 24. juni 1989 som tjenestemand, nemlig øverstkommanderende for den chilenske hær, i forening med andre forsætligt påførte sytten år gamle Marcos Quezada Yanez hæftig smerte og lidelse ved at påføre ham hæftige elektriske stød, hvilket medførte hans senere død,

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



At du i 1974 som tjenestemand, nemlig øverstkommanderende for den chilenske hær, i forening med andre forsætligt påførte andre hæftig smerte eller lidelse ved at udsætte dem for 'Papi', en mand, der havde synligt åbne syfilissår på sin krop, som voldtog kvindelige fanger, og ved at bruge en hund på dem, der var trænet til seksuel adfærd med mennesker,

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.


   Testamente    Offentliggjort i Santiago, 2006

MEDDELELSE TIL MINE LANDSMÆND
TIL OFFENTLIGGØRELSE EFTER MIN DØD


Chilenere, uden undtagelse:

    Mange gange har jeg udtrykt mine tanker til jer i løbet af mit offentlige liv. Særligt husker jeg mine meddelelser under min tilfangetagelse i London.
    Nu har jeg gjort mig umage for at nedfælde de følgende tanker, der udspringer af mine inderste tanker og overbevisninger.
    Jeg ønsker at tage afsked med jer med megen hengivenhed. Jeg forstår, at dette vil synes uforståeligt for mange, men det oprigtigt.
    I mit hjerte er der ingen plads til had. Jeg har levet mange år, og kender til både kærlighed og smerte.
    Jeg valgte den militære vej at kærlighed til fædrelandet. En kærlighed, jeg har opretholdt uændret siden den første dag på militærskolen, og nu, da jeg forlader denne verden, fylder denne følelse min sjæl fuldstændigt.
    Jeg elsker fædrelandet; jeg elsker jer alle.
    Ud af kærlighed kan der gøres mange gode og dårlige ting. Rigtige og fejlagtige.
   Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle optræde i mit lands historiebøger, men sådan gik det nu.
    Undertegnedes offentlige liv ændrede sig fra at være i overensstemmelse med talemåden »I Chile sker der aldrig noget« til oplevelsen af dramatiske begivenheder.
    Jeg ønsker ikke at gå ind i en større analyse, som passende kan gøres af historikere, men gør det alligevel, ud fra et fagligt og menneskeligt udgangspunkt, for det er på den måde, jeg er interesseret i at meddele mig til jer.
    Jeg, som soldat, opfattede den stigende alvorlige og komplekse situation, der optrådte ved indgangen til 70’erne.
    Ingen kan benægte, at verden gik ind i en global konfrontation, ideologisk og militær, som blev kaldt »Den kolde krig«.
    Hver dag eskalerede konflikten, »krigen« skærpedes og blev mere kompleks, især set fra en militær betragters synspunkt.
    Antallet af områder, der blev berørt af denne krig, steg dag for dag, og endte med næsten at omfatte alle dele af det offentlige og private liv.
    Det voksede og pressede ikke mindre tragisk end krig den almindelige mand, eller dig eller mig, med en forværring, så dilemmaet udbredte sig til hele det internationale samfund som en total krig uden skånsel.
    En militærmand kunne ikke trække sig tilbage i dette scenarium, for det var meget dystert, og man måtte være forberedt på det bedste og det værste, et nøglepunkt i en professionel strategi.
    Chile begyndte af brænde, og var spærret inde uden flugtveje, og stod efter min mening med tre muligheder. (Dette skriver jeg, for at de unge mennesker, født efter krisen, kan forstå det.)
         -     En borgerkrig, uden skånsel, »fra gadehjørne til gadehjørne«,
                med tusinder og atter tusinder af døde.
         -     Etableringen af et såkaldt proletariatets diktatur,
                ideologisk, marxistisk-leninistisk, med det totale
                tab af politisk frihed og af retsstaten; og
         -     En fælles reaktion fra civile og militærfolk
                for at udelukke de to ovennævnte muligheder.
    Ingen taler jo om, at et overvældende flertal af befolkningen hældte til dette sidste alternativ.
    Chilenere, venner uden undtagelse.
    En krig, mod udlandet såvel som en borgerkrig, er gruelig. Det værste der kan ske for et samfund. En krig må undgås, når det er muligt.
    De voksne, der levede under tiden for den militære oprørserklæring, kan give klart vidnesbyrd om, at den eneste realistiske mulighed var denne sidste.
    Det var nødvendigt at handle effektivt for at dække sig fra alle vinkler, fordi regeringspartierne eksplicit vedholdt, at den væbnede vej var den eneste måde at opnå magten på, både på kort op på langt sigt.
    Jeg tror aldrig faren for en borgerkrig har været så iøjnefaldende i vort land eller i nogen anden del af verden.
    Hvis man dertil føjer den endeløse række af godkendelser af handlinger og retorik, der bekræftede disse hensigter, bliver den militære intervention nemmere at forklare.
    Det var derfor nødvendigt at handle med største fasthed og vedholdenhed for at undgå enhver udbredelse af den varslede konfrontation.
    Hvis det ikke var blevet udført således, var den militære aktion endt i fiasko, og det ville have fremkaldt mange smertefulde konsekvenser i befolkningen i mange år fremover.
    I 73, grundet de ovennævnte karakteristika hos modstanderne, var det afgørende at anvende diverse militære procedurer såsom midlertidig fængsling, tvungen eksil, og henrettelser ved standret.
    I mange tilfælde af døde og forsvundne lig er det meget muligt, at der aldrig har været viden om hvad og hvorfor det skete.
    I et talløst antal af mishandlinger er det ikke muligt at placere et ansvar, da der ikke var en institutionel plan for det. Alvorlige konflikter er sådan, og vil altid være sådan: Kilde til mishandlinger og gåen for vidt.
    Men hvorfor har så mange ikke kunnet eller villet forstå alvoren i truslen, når hele den nationale og internationale baggrund var vidnesbyrd om dens eksistens?
    I konfrontationerne i løbet af historien har tabet af liv og dehumaniseringerne været en del af deres definition.
    Ovenstående er ikke for at søge efter omstændigheder, der undskylder overdrivelserne, men for at huske deres uundgåelige tilstedeværelse.
    Jeg, som republikkens præsident og øverstbefalende i hæren, handlede, som man siger om mig, med fasthed, men med meget mere fleksibilitet, end man har givet mig anerkendelse for, hvorfor jeg altid talte om et »dictablanda«, et blødt diktatur.
    Medens den fanatiske og bevæbnede ideologi var en fare for stabiliteten, var det ikke muligt at strække våben.

    Alle Chilenere:
    Hvor ville jeg ønske, at den indgriben d. 11. september 1973 ikke havde været nødvendig!
    Hvor ville jeg ønske, at den marxistisk-leninistiske ideologi ikke var trængt ind i vort fædrelands liv!
    Hvor ville jeg ønske, at præsident Salvador Allende ikke havde fået det ønske ind i sin tankegang, om at transformere vort fædreland til endnu en brik på det diktatoriske marxistiske skakbræt!
    Krige bringer smerte ind, som er meget svær at hele.
    Venner og pårørende til vore døde landsmænd i den kainsmærkede konflikt vil altid have en sort erindring om det skete.
    Jeg går til messe og til alters. Jeg holder aldrig op med at tænke på de åbne sår.
    Hvor ville jeg gerne gå i gaderne, hilsende, trøstende, hjælpende ...
    Min skæbne er en slags landsforvisning og ensomhed, som jeg aldrig havde troet, eller ønsket, skulle ske.
    For at afslutte, vil jeg oprigtigt sige, at jeg er stolt af den enorme bedrift, det var, at forhindre marxismen-leninismen i at få den totale magt, og også af, at mit fædreland var »en storslået nation«, som det motto fra starten lød, der inspirerede juntaen. På det vil jeg uden vankelmod aldrig tvivle.
    I en gentagelse af oplevelsen, ville jeg dog have ønsket mig mere visdom.

[Underskrift]
AUGUSTO PINOCHET UGARTE
Capitán General
Eks-præsident for republikken
Eks-senator i republikken
Eks-øverstbefalende i hæren



Bottom Banner

© Asbjørn B. Christensen 2004-2012