|
|
Chile har en enorm rigdom af mineraler, hvilket har været afgørende for landets økonomi og historiske udvikling. Udover natriumnitrat, også kaldet chilesalpeter, og kobber, som omtales i dette afsnit, er der en stor forekomst af jernmalm, hvis udvinding toppede i 1981. Næst efter Japan har Chile desuden den største forekomst i verden af jod, som fremkommer i forbindelse med udvinding af chilesalpeter, og næst efter Rusland den største forekomst af metallet lithium, som i dag nok er mest kendt som bestanddel af batterier til bl.a. mobiltelefoner. Chile har den trediestørste forekomst af det yderst sjældne metal rhenium efter U.S.A. og Rusland. Rhenium anvendes bl.a. til spidser på fyldepenne p.g.a. dette metals ekstreme hårdhed. Chile har desuden den næststørste forekomst i verden af metallet molybdæn, som først og fremmest anvendes i legering til fremstilling af kvalitetsstål.
Desuden er der betydelige forekomster af metallerne guld, sølv, kobolt, bly, zink, kviksølv og i mindre grad også mangan. Desuden ikke-metallet bor i betydelig mængde.
Der er en del kul i undergrunden i Chile og desuden olie, som man begyndte at udvinde i Ildlandet ved Anden Verdenskrigs slutning. Den stigende produktion betød, at man i 1985 kunne producere omtrent halvdelen af landets behov for olie.
|
|
|
Allerede i det femtende århundrede, da Chile var underlagt inkaerne, havde man været klar over, at Atacama-ørkenens salpeter var værdifuldt som gødning. Ved starten af det tyvende århundrede udvandt Chile 70% af al salpeter i verden – 1,5 millioner tons – i 1917 dobbelt så meget. Den største aftager af dette kvælstofholdige mineral, Tyskland, var imidlertid udsat for en blokade under Første Verdenskrig, hvilket gjorde, at tyskerne udviklede syntetisk fremstillet kvælstofgødning. Salpeterforekomsterne findes overvejende i et 25 km bredt og 800 km langt bælte i Atacama-ørkenen i et område, der delvis blev erobret fra Bolivia og Peru i Salpeterkrigen 1879-83.
I 1891 var spørgsmålet om den politiske styring af salpeterudvindingen, tilsammen med andre politiske brydninger, årsag til en voldsom men kort borgerkrig, der endte med, at præsidenten, Manuel Balmaceda, blev væltet og senere skød sig selv. Han ønskede, at den chilenske stat skulle have større andel og større kontrol med salpeterudvindingen, mens rebellerne, der var støttet af flåden, ønskede minedriften helt åben for udenlandsk — d.v.s. fortrinsvis britisk — investering og ejerskab. USA's regering støttede Balmaceda, og det kom derfor i april 1891 til et masseslagsmål mellem søfolk fra den amerikanske dampkrydser U.S.S. Baltimore og mænd fra den chilenske flåde, der altså var imod deres egen præsident. To amerikanske matroser blev dræbt og mange sårede under det amerikanske flådebesøg i havnen i Valparaíso.
Chilesalpeteren, natriumnitrat (NaNO3), er i øvrigt også kendt som et tilsætningsstof til fødevarer, E 251, og fungerer da som et saltkonserveringsmiddel til kødprodukter, der også har virkning på farve og smag. Det anvendes desuden som en betydelig ingrediens i sprængstof og røgfrit krudt.
I ca. 50 år indtil omkring Første Verdenskrig dominerede salpeter Chiles økonomi, og stod i perioder for over halvdelen af landets eksportindtægter. Denne eksport fik sig som sagt et skud for boven med tyskerne Fritz Haber (1868-1934) og Carl Boschs (1874-1940) opfindelse af en måde at fremstille ammoniak (NH3) til kvælstofgødning syntetisk ud af luftens kvælstof. Det sker i den såkaldte Haber-Bosch-proces, som Haber i 1918 fik Nobelprisen i kemi for at have opfundet — Bosch udviklede metoden til at gøre det i stor målestok. Chiles salpeter-industri fik sit endelige dødsstød med verdensøkonomiens sammenbrud i 1929. På produktionens højdepunkt var omtrent 300.000 mennesker beskæftiget med udvindingen i miner af de flere millioner tons salpeter om året. Salpeter er dog også i nyere tid stadig en vigtig eksportvare, og stod f.eks. i 1971 for 3,2% af den samlede eksportindtægt, og oplevede endda i 1980’erne en opblomstring.
Den verdensomspændende depression i 1930’erne i kombination med opfindelsen af Haber-Bosch-processen understreger det problematiske for et land i at basere sin eksport så kraftigt på eet produkt. Det skulle også senere vise sig i forbindelse med kobberet, som blev den altovervejende eksportvare. De stærkt svingende markedspriser på kobber blev en dramatisk faktor i chilensk økonomi og politik, som det er kendt fra andre lande, typisk i forbindelse med kaffe.
|
|
|
Det rødgyldne og ret bløde metal kobber er blevet udvundet i Chile lige fra nationens fødsel. Kobber har kun lidt dårligere elektrisk og termisk ledningsevne end sølv, og er derfor enormt anvendt i teknik, da det er meget billigere og desuden er ret kemisk bestandigt. Kobber anvendes bl.a. til elektriske ledninger og apparater og elektronik. Desuden til f.eks. tagbeklædning og i legeringer; bl.a. bronze og messing.
Kobberforekomsterne i Chile findes i et nord-syd-gående 1600 kilometer langt bælte, der strækker sig fra den store, åbne mine, Chuquicamata, i Atacama-ørkenen i nord ned til verdens største underjordiske kobbermine El Teniente ved Andesbjergene 100 kilometer syd for Santiago. Fra 1801 til 1974 var Chiles andel af verdensmarkedet gennemsnitlig 13,2%, men den andel steg til 20% i 1981. Chiles kobberforekomster er imidlertid så store, at man vil kunne fortsætte med en produktion i samme størrelse som nu, meget længere end resten af verden vil kunne fortsætte sin. Det skønnes af nogle, at op til 40% af al verdens kobber findes i Chile.
»Chuqui«, som den berømte Chuquicamata-mine kaldes af chilenerne i daglig tale, var længe verdens største åbne mine, men er stadig den mest berømte. Der blev udvundet kobber der allerede da området var underlagt Inka-riget, ca. 1400-1530. Minen ligger ca. 250 kilometer nord-øst for havnebyen Antofagasta. I 1910 påbegyndtes minedrift af Chile Exploration Company, som var en del af Guggenheim Gruppen. Til minedriften krævedes så meget investering af kapital, at udenlandsk investering var nødvendig. Dette skulle jo senere vise sig problematisk, da landet som selvstændig, suveræn nation, ønskede at få hele udbyttet af sine mineralforekomster i landets undergrund. Man købte til driften på et tidspunkt i øvrigt de kæmpeskovle, der havde gravet Panama-kanalen ud frem til 1914. I 1923 fik et andet firma, Anaconda Copper, koncessionen til Chuquicamata-minen. Nordamerikansk investering i Chilensk kobberindustri steg i alt fra 15 mill. dollars i 1912 til næsten 500 mill. dollars i slutningen af 20'erne. Som et kuriosum kan nævnes, at marxisten Che Guevara i 1952 på sin tur på motorcykel i Sydamerika gjorde holdt ved minen, og femten år senere, i 1967, blev dræbt blot 600 km nordøst for minen i landsbyen Vallegrande i Bolivia. Desuden: På sin månedlange Chile-turné i 1971 besøgte Cubas diktator Fidel Castro Chuquicamata-minen d. 14. november og holdt tale for minearbejderne om bl.a. betydningen af de stærke svingende priser på kobber. Visse steder opgives stedet ene og alene at indeholde 20% af al verdens kobber. Minebruddet er på nuværende tidspunkt 4½ km langt, 3½ km bredt og 800 m dybt. Der graves, så minen nærmest ligner et amfiteater. Minen ligger i et ørkenomåde i ca. 3 kilometers højde over havoverfladen. Der udvindes desuden en del guld og molybdæn derfra.
Allerede i 1860’erne produceredes 50.000 tons kobber om året i Chile, hvilket var ca. 40% af verdensmarkedet på det tidspunkt. I 1875 overhaledes man af USA som verdens førende producent, en førerposition, som dog senere blev vundet tilbage. I 1891 var produktionen nede på 20.000 tons årligt, og man røg senere – i første årti af det tyvende århundrede – helt ned på en verdensmarkedsandel på ca. 5%. I 1904 blev den amerikanske finansmand Solomon R. Guggenheim (1861-1949) overtalt til at købe minen El Teniente, der foruden kobber også er rig på molybdæn. Senere, efter nogle sammenlægninger med andre firmaer, blev det i 1915 til det kendte firma Kennecott Copper Corporation. De fem miner bestående af de to kæmper Chuquicamata og El Teniente sammen med de tre mindre El Salvador, Exótica og Andina udgør, hvad man kaldet Gran Minería – de store miner. De to selskaber Anaconda og Kennecott var længe verdens to største kobberproducenter.
Kobberdriften har, og har haft, enorm betydning for landets økonomi. I årene fra 1960 til 1976 stod kobberet for i gennemsnit omtrent 5% af landets BNP og over 1% af den samlede beskæftigelse. Dette er i sig selv betydelige størrelser, men det er som eksportindtægt og som skattegrundlag for staten, at kobberets betydning er virkelig stor. I perioden 1960 til 1976 var kobberets andel af den samlede eksportindtægt på et tidspunkt, nemlig i 1973, over 80% og aldrig under 60%! Statens dollar-indtægt som følge af beskatning af kobberdriften var endnu højere: Kun et par enkelte år under 70%, visse år over 90% og i gennemsnit over 80%.
|
|
|
Når een enkelt vare fylder så meget i et lands økonomi, betyder selv de mindste udsving i markedet for varen enormt meget. På den ovenstående graf er prisen på kobber 1960-99 vist i henholdsvis løbende dollar-priser og omregnet til 1996-dollars. Som det fremgår, er udsvingene store – nogle gange er kobberprisen fordoblet eller halveret på få år. Bl.a. var visse perioder i 1960’erne gode år i kobberbranchen, hvilket til dels kan forklares med USA’s optrapning af krigsførelse i Vietnam i de år – krig og international uro medfører som regel betydeligt stigende råvarepriser.
For god ordens skyld skal nævnes, at der naturligvis er andre faktorer end blot spotprisen på kobber, der spiller ind. Her skal blot nævnes nogle: Da det handles i dollars er der naturligvis spørgsmålet om dollar-kursen i forhold til den lokale valuta – hvis man tjener i dollars, vil det være fordelagtigt, når dollaren stiger, og dårligt, når den falder. Omvendt når man køber i dollars; da vil det være en fordel, når dollaren falder. Imidlertid vil en dollar-indkomst for et land som Chile også blive brugt til at købe importvarer i dollars, hvorved kursen i forhold til den lokale valuta er ligegyldig. Desuden er der spørgsmålet om mængden at udvundet og eksporteret kobber. Den mængde var nogenlunde jævnt stigende f.eks. fra 1960 til 1973, men steg derefter betragteligt. Sidst skal nævnes selve driftsomkostningerne ved minedriften. De steg voldsomt efter nationaliseringen af minerne i 1971, men blev mere end halveret efter militærkuppet i 1973.
Chiles afhængighed af en enkelt råvare – eller snarere et par enkelte råvarer – til eksport er typisk for latin- og sydamerikanske lande. I kolonitiden var handlen som regel en eksport af f.eks. guld eller landbrugsvarer. Efter uafhængighed af kolonimagterne er dette eksportmønster dog som regel opretholdt, og for landbrugsvarer er det klassiske eksempel kaffe, der svinger meget i pris fra år til år. Dette giver en meget stor følsomhed for konjunkturerne i den internationale økonomi og prisudsving på verdensmarkedet i forbindelse med f.eks. finanssammenbruddet i 1929 eller verdenskrigene.
|
| |
|
Nationalisering af kobberminerne |
|
|
|
De chilenske regeringers politik i de første år af den store minedrift, der startede med Guggenheims investeringer i starten af det tyvende århundrede, kan rammende betegnes som laissez-faire. Men i 1925 blev der så indført en beskatning af minedriften, som blev øget fra 1938. Under Anden verdenskrig var der prisaftale i forbindelse med salget til USA. Fra 1950 var der yderligere intervention i kobbermarkedet og yderligere beskatning, samt priskontrol i forbindelse med USA's engagement i Koreakrigen.
Derfra var det alle de skiftende chilenske regeringers mål, gradvis at få minedriften i kobberminerne over på chilenske hænder. Dels blev udbyttet efterhånden i yderligere grad beskattet, dels overgik ejerskabet af minerne mere og mere til den chilenske stat. Et skelsættende skridt i den retning skete via lovgivning i 1955.
I første omgang vedtoges en Nuevo Trato, en »Ny Traktat« (efter Roosevelts »New Deal« i 1930'ernes USA), i 1955, der først og fremmest betød en revidering og øgelse af beskatningen og desuden en udvidelse af den lokale industris deltagelse i udvindingen således at så mange penge som muligt i forbindelse med minedriften blev tjent i Chile og ikke gik ud af landet. Begge dele gav staten en dollarindtjening: Dels som skatte-dollars, dels derved at de udenlandske firmaer måtte købe pesos for dollars i nationalbanken for at kunne betale den lokale industri med pesos. I 1960 og 1961 undlod kobberfirmaerne nye investeringer, da de ikke kunne få en bindende forudsigelse fra regeringen af, hvilke skatter, der ville blive pålagt kobberet de næste tyve år.
Flere skatter på kobberet blev løbende udskrevet, men i anden omgang større omgang iværksattes i 1966 et såkaldt chileniseringsprogram, der betød, at den chilenske regering skulle få 51% af aktierne i Gran Minería. Dette var et valgløfte fra kristendemokraten Eduardo Frei i 1964-valgkampen til præsidentposten. Chileniseringen gav dels den chilenske stat broderparten af udbetalt aktieudbytte, dels majoritet i aktionærafstemninger. Med udgangen af 1970 havde den chilenske stat således 49% af aktierne i Chuquicamata, 40% i El Teniente, 49% i El Salvador, 70% i Andina og 75% i Exótica.
I tilfældet af Anacondas miner, Chuquicamata og El Salvador, var statens del af overskuddet i 1970 over 76%. Derudover kom en ekstraskat, når kobberprisen var over 40 cents pr. pund.
Som det ses af grafen ovenfor faldt Allendes tiltrædelse til præsidentposten sammen med et fald i spotprisen på kobber. I juli 1971 vedtoges enstemmigt en lov, der fuldstændig nationaliserede kobberindustrien. Det var det eneste tilfælde i Allendes tid som præsident på enighed mellem præsidentembedet og kongressen. Tilbagebetalingen til minefirmaerne skulle ske halvårligt over højst 30 år til en rente af mindst 3%. Beløbet blev sat til over 700 millioner dollars. Allende selv udregnede imidlertid derefter den »overdrevne profit« de udenlandske kobberfirmaer Anaconda og Kennecott havde tjent siden 1955 til i alt 774 millioner dollars. Dermed skulle ikke udbetales nogen kompensation til disse to firmaer, og heller ikke for de aktieandele, den chilenske stat havde fået på kredit fra firmaerne i forbindelse af chileniseringen af minerne. Et mindre firma, Carro, tilkendtes dog 14 millioner dollars. 31. december 1971 blev der ikke betalt de i forvejen aftalte afdrag til Anaconda og Kennecott på h.h.v. 14 og 5,8 millioner dollars. De to firmaer gik derefter til internationale domstole for at få udlandet til at lave en embargo mod Chile for i det mindste at få nogen kompensation for tabene. Visse lande gik med i den embargo, udover USA bl.a. Vesttyskland.
Det blev nu staten, der stod for minedriften. Det gik indledningsvis gik ret dårligt af flere årsager. Dels var man helt uden erfaring med den daglige drift af minerne, dels sivede mange af de dygtige medarbejdere af den ene eller den anden grund - højere løn i udlandet; politisk ustabilitet i Chile - til udlandet. Driftsomkostningerne i minerne steg med 43% i 1973, og man var aldrig i nærheden af at lave de overskud, Allende havde påstået, de amerikanske mineejere havde lavet.
|
|
|
Ved overgangen til militærdiktatur i 1973 var kobberpriserne for opadgående, men faldt dog drastisk fra 1974 p.g.a. den verdensomspændende oliekrise. Driftsomkostningerne blev formindsket med 51% fra 1973 til 1976, og der blev åbnet for udenlandske investeringer igen, men Allendes nationalisering var een af de få af Allendes ændringer, militærdiktaturet opretholdt. I 1976 oprettes det statslige Corporation del Cobre, CODELCO, der i dag er verdens største producent af kobber. I 1985 oprettedes i samarbejde med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, en »Kobberstabiliseringsfond«, Fondo de Estabilización del Cobre, som i bund og grund er en pengetank, hvor penge spares op, når kobberpriserne og –indtægterne er høje, og som der kan tæres på i år, hvor kobberpriserne og –indtægterne er lave. Fonden eksisterer den dag i dag.
|
|
|
Efter tilbagevenden til demokrati i 1990 blev der åbnet for, at Codelco kunne samarbejde med private firmaer fra udlandet, og at private firmaer kunne drive miner i Chile. Bl.a. Escondida-minen, der ligger nogle hundrede kilometer syd for Chuquicamata (ca. 160 kilometer syd-øst for havnebyen Antofagasta, og ligesom Chuqui også er en åben mine). Den blev startet op i 1990 og er privat ejet af firmaer fra Australien, Storbritannien og Japan. Den overhalede i slutningen af 1990'erne Chuqui som den kobbermine i verden, der har den største produktion årligt. Den ligger ligeledes i ca. 3000 meters højde, og indeholder desuden betydelige forekomster af guld og sølv.
Kobberdriften har ikke så stor betydning for landets økonomi og eksport som i 1980’erne, men er dog stadig den største enkeltstående eksportvare, dog nu med f.eks. kun ca. 34% af den samlede eksport i 2002; et niveau den har ligget på i over ti år. Samtidig har f.eks. guld og sølv fået stigende betydning i landets råstofudvinding. På trods af dette er landet dog stadig følsomt for de voldsomme ændringer i markedspriserne på kobber. For at imødegå dette, har man den før omtalte kobberstabiliseringsfond.
Den seneste udvikling i kobberudvindingen er i øvrigt, at man så at sige med sten-ædende bakterier, der lader de kobberholdige mineraler tilbage, kan udvinde kobber steder, man ikke kunne før.
|
| |
Pablo Neruda |
Om præsidenter og minedrift |
|
|
|
Den Nobelpris-vindende, marxistiske digter, diplomat og politiker Pablo Neruda skrev få dage før sin død i september 1973 i sine erindringer, Jeg bekender, jeg har levet om chilenske præsidenter og Chiles naturrigdomme:
Chile har en lang politisk historie med kun få revolutioner og mange stabile regeringer; konservative og middelmådige. Med mange små præsidenter og kun to store: Balmaceda og Allende. Balmaceda blev drevet til selvmord, fordi han nægtede at udlevere salpeterrigdommen til udenlandske selskaber. Allende blev myrdet, fordi han havde nationaliseret den chilenske jords anden rigdom, kobberet.
|
| |
Che Guevara |
Besøg i Chuquicamata, 1952 |
|
|
|
Ernesto Che Guevara var forbi Chuquicamata i marts 1952 på sin rejse rundt på kontinentet. Onde tunger vil vide, han opførte sig som en brovtende skørtejæger under besøget, men I sin rejsebog, Rejse gennem Sydamerika, beretter han selv:
Chuquicamata er som en scene i et moderne drama. Man kan ikke sige, at den mangler skønhed, men det er en skønhed uden charme, imponerende og isnende. Når man nærmer sig mineområdet, er det som om hele slettens panorama trækker sig sammen i en kvælende følelse.
[...]
Chuquicamata består af et kobberholdigt bjerg, hvis kolossale masse er gennemtrukket af trin på indtil tyve meters højde, hvorfra det udvundne mineral nemt transporteres videre via jernbanen. Årens særlige beskaffenhed muliggør udvinding under åben himmel, hvorved man opnår den maksimale udnyttelse af mineralet, der har en finhed på en procent kobber. Hver eneste morgen sprænger man bjerget med dynamit, og vældige mekaniske skovle bærer stykkerne til toget, som transporterer dem videre til kværnene, hvor de bliver knust. Knusningen foregår i tre omgange, som forvandler materialet til stenfyld af almindelig størrelse. Derefter benyttes en opløsning af svovlsyrling, som trækker kobberet ud i form af sulfat. Ved samme lejlighed dannes også kobberklorid, som bliver til jernklorid, når det udsættes for kontakt med en formaling af gammel jern. Derfra bliver væsken transporteret til det såkaldte »grønne hus«, hvor man hælder kobbersulfatopløsningen i store kar og gennem en uge udsætter det for en strøm på 30 volt, der udløser saltets elektrolyse; metallet bliver siddende på fine kobberplader, som er blevet dannet i andre kar med endnu mere koncentrerede opløsninger. Efter fem eller seks dage er pladerne klar til smeltning; opløsningen har mistet fra otte til ti gram sulfat pr. liter, men mættes igen når den tilsættes nye mængder af knust materiale. Pladerne propper man i ovne, som efter 12 timers smeltning i temperaturer på mere end 2000 grader celsius, kaster dem ud igen som barrer på 350 pund stykket. Hver eneste nat kører et tog med 45 vogne ned til Antofagasta. Hver vogn er lastet med mere end 20 tons kobber. Det er resultatet af en dags arbejde.
Dette er i store træk essensen af det arbejde som holder en befolkning på 3000 sjæle oven vande i Chuquicamata; men i den proces udvinder man kun kobberoxid. Chile Exploration Company er i færd med at opføre et tilstødende anlæg for at udnytte mineralet i sulfidform. Dette anlæg, det største af sin art i verden, har to skorstene, der hver måler 96 meter, og vil overtage næsten hele produktionen i de kommende år, mens det gamle anlæg vil fortsætte på lavt blus, da oxidåren er ved at være opbrugt. For at dække behovet for den kommende smeltning er der allerede akkumuleret et enormt lager af råmateriale, som fra og med 1954 skal sættes i produktion.
|
|
Indledning:
