|
Indledning: |
For at forstå, hvordan militærkuppet skete, må jeg i korthed fortælle om vores politiske historie, lige fra begyndelsen til general Augusto Pinochet, som i dag sidder som en senil olding i husarrest, men hvis betydning det er umuligt at ignorere.
|
|
1810: |
Siden sin uafhængighed i 1810 er Chile blevet styret af den sociale klasse, der har den økonomiske magt. Før var det godsejerne, i dag er det virksomhedsledere, industrimænd og bankfolk.
|
|
- 1920:
(1891) |
Det konservative oligarki styrede landet i den feudale ånd indtil 1920. En undtagelse var den liberale præsident José Manuel Balmaceda i 1891, der havde en intuitiv fornemmelser for folkets behov og forsøgte at gennemføre nogle reformer, der gik imod arbejdsgivernes interesser, selvom han selv kom fra en indflydelsesrig familie, der ejede et enormt gods.
|
|
1920: |
I 1920 valgte man for første gang en leder, der talte for social retfærdighed, nemlig Arturo Alessandri Palma, også kaldet »Løven«. Han tilhørte middelklassen og var andengenerationsindvandrer fra Italien. Han familie var ikke rig, men hans europæiske afstamning, hans kultur og uddannelse placerede ham naturligt i den herskende klasse.
|
|
1927: |
De Væbnede Styrker, der følte sig sat uden for magten og mente, at landet stod i gæld til dem på grund af deres sejre i krigene i det nittende århundrede, indsatte med magt general Carlos Ibáñez del Campo som præsident. Ibáñez tog snart diktatoriske metoder i brug, hvilket indtil det tidspunkt havde været chilenerne fremmed, og det skabte så voldsom en civil opposition, at landet blev lammet og generalen måtte gå af.
|
|
1952: |
(Selvom jeg var en lille pige dengang, kan jeg huske, at der var sorg i familien, da Ibáñez blev valgt som præsident for anden gang, Fra min krog under flygelet kunne jeg høre min morfars og mine onklers apokalyptiske forudsigelser; jeg lå søvnløs hele nætter, overbevist om, at fjendens horder ville jævne vores hus med jorden. Ingen af delene skete. Generalen havde lært lektien i forrige omgang og holdt sig inden for loven.)
|
|
1970: |
Salvador Allende Gossens var en karismatisk læge, der havde været sundhedsminister i sin ungdom, senator i mange år og evig præsidentkandidat for venstrefløjen. Han spøgte selv med, at man ved hans død ville skrive på hans gravsten: »Her hviler Chiles næste præsident.« Han var modig, loyal over for sine venner og medarbejdere, storsindet over for sine modstandere.
Det var i den kolde krigs tid, hvor en irrationel paranoia delte verden i to ideologier og styrede Sovjetunionens og USA’s udenrigspolitik i flere årtier. Chile var en af de bønder, der blev ofret i dette skakspil mellem titaner.
|
|
1971: |
For at give den socialistiske regering et klap på ryggen kom Fidel Castro på besøg, hvilket forværrede panikken i oppositionen, især da de så den modtagelse, den kontroversielle kommandant fik.
[...]
Den skæggede kommandants besøg varede alt for længe: otteogtyve lange dage, hvor han gennemrejste landet fra nord til syd, ledsaget af Allende. Jeg tror, vi alle åndede lettede op, da han tog hjem igen; vi var udmattede, men det kan ikke nægtes, at hans følge fyldte luften med musik og latter; cubanerne var vidunderlige.
|
|
1970-1973: |
Folkeenheden, UP, var folkelig, men ikke en enhed.
Ud fra en nutidig synsvinkel kan man sige, at marxismen er død som økonomisk projekt, men jeg tror, at nogle af Salvador Allendes postulater stadig er attraktive, for eksempel ønsker om retfærdighed og lighed.
[...]
Vi troede på, at det er muligt at ændre mennesket ved indoktrinering; vi nægtede at se, at resultaterne andre steder, også der, hvor man havde prøvet at påtvinge systemet med jernhånd, var meget tvivlsomme.
[...]
Den præmis, at menneskets natur kan undergå så radikal en ændring, virker naiv i dag, men dengang var det det højeste mål for mange af os.
[...]
Selv moden blev påvirket. I de tre år kunne man i de feministiske blade se modeller klædt i rå, håndvævede tekstiler og store proletarsko; man brugte klorblegede melsække til at lave bluser af.
[...]
En peruansk kunstner, der kom på besøg på den tid, spurgte undrende, hvorfor de chilenske kvinder klædte sig som spedalske, boede i hundehuse og spiste som fakirer.
|
|
1973:
(1880) |
Eftersom vi er opdragede med, at De Væbnede Styrker i Chile bestod af soldater, der adlød de dadelfri officerer, fik vi os en voldsom overraskelse tirsdag den 11. september 1973, da vi så dem i aktion. Deres vildskab var så stor, at det er blevet sagt, at de var under narkotikapåvirkning, ligesom man formoder, at de mænd, der indtog forbjerget ved Arica [1880], var berusede af chupilca del diablo, »djævlebryg«, en eksplosiv blanding af brændevin og krudt.
|
|
