|
O’Higgins’s regeringstid og fald,
1818-23: |
Det var landets stærke hærfører, ham der ledte fordrivelsen af spanierne fra landet og sikrede dets selvstændighed i 1818, Bernardo O'Higgins, der efterfølgende blev landets politiske leder. Nogle havde dog forinden tilbudt hele Sydamerikas befrier, José de San Martín, posten, men han afslog. San Martín, der var født i Argentina, havde sammen med O’Higgins ledt kampen mod spanierne i andre dele af Sydamerika. De tropper, de stod i spidsen for, bestod i øvrigt for næsten en tredjedels vedkommende af frigivne slaver. Man udråbte republikken og O’HIggins underskrev uafhængighedserklæring i begyndelsen af 1818, efter i øvrigt at have erklæret uafhængighed i 1810. Som andre af de sydamerikanske lande fik Chile sit militær som en videreførsel af de styrker, der havde kæmpet for uafhængighed af kolonimagten, og disse militære enheder var også i tiden umiddelbart efter løsrivelsen politisk aktive og stort set selvstændige —politisk og militær magt skal ikke ses som adskilte på dette tidspunkt. Det endte således også med, at nogle af disse militser tvang Bernardo O’Higgins fra magten som præsident i 1823. Dette skyldtes dels utilfredshed med, at han havde ledt chilenske styrker til kamp mod spanierne i Peru, for at hjælpe naboerne nordpå med at fordrive spanierne. Dette gjorde han for at sikre Chiles sikkerhed, men det blev ikke påskønnet af chilenerne. Dels skyldtes det, at hans styre udviklede sig til et de facto diktatur, hvor han bl.a. ikke ville give en forfatning, og ikke grundlægge et senat. Stemningen i landet var på dette spæde tidspunkt — som det har været typisk for ny-løsrevne kolonier — først og fremmest frihedssøgende og skeptisk over for central styring og magt i det hele taget, herunder også en for politisk stærk kirke. Den romersk-katolske kirke havde været en meget indflydelsesrig og konservativ kraft i kolonitiden, og var det stadigvæk efter uafhængigheden. Den katolske kirke kontrollerede det religiøse liv, var den største og rigeste godsbesidder og kontrollerede desuden sundhedsvæsen, uddannelse, indførsel af bøger fra udlandet samt velgørende arbejde.
|
|
Uro og konservativ sejr ved Lircay,
1823-30: |
Tiden efter Bernardo O’Higgins var politisk set meget omtumlet. Til anskueliggørelse af, hvor ustabil den politiske situation var i landet, kan nævnes, at i de syv år fra 1823 til 1830 sad der 30 forskellige regeringer i landet med større eller mindre opbakning fra forskellige militser. Megen af den tumult, der var, skyldtes endda uro i de militære enheder, som ikke var synderlig velorganiserede, disciplinerede eller slagkraftige. Som en historiker har skrevet: Det er sikkert heldigt, at Chile ikke var udsat for angreb udefra i 1820’erne! Desuden: Før de konservatives sejr ved Lircay i 1830 og senere Portales-forfatningen i 1833, og den samfundsindretning, det medførte, var der udbredt lovløshed i landet, specielt i landområderne, men også i Santiago. Det var simpelthen ikke et velordnet samfund, og det kom til kamp mellem liberalister og konservative. Ved det afgørende slag ved Lircay, 17. April 1830 led liberalisterne nederlag, og deres leder, Ramón Freire Serrano, der havde suset ind og ud af præsidentembedet i de turbulente 1820’ere drog i eksil i Peru.
|
|
Portales-
forfatningen,
1833: |
På dette tidspunkt i Chiles historie var de betydende magtfaktorer i landet dels militæret, dels kirken, som var en moralsk, åndelig og kulturel institution, dels jordbesidderne, land-aristokratiet, dels handelsmændene i havnebyerne og Santiago. Af sidstnævnte gruppe kom Diego Portales, der var forretningsmand i Santiago. Forskellige oplevelser bragte ham — netop som forretningsmand — til den overbevisning, at for at kunne drive ordentlig forretning, var der brug for stabilitet, lov og orden i landet. Det var andre forretningsmænd enige i, og der dannedes en gruppe — senere en slagt parti — Los Estanqueros, der arbejdede for dette mål. Dette synspunkt faldt naturligt i visse militære styrkers smag, og der indledtes et samarbejde på de præmisser. Men der var som sagt liberale og føderale kræfter blandt jordbesiddere og handelsmænd, og det kom til førnævnte borgerkrig mellem dem og Portales-fløjens centralister, som vandt.
Nu indledtes Portales-æraen, med samling og enhed og fodslag mellem den civile myndighed, erhvervslivet, kirken og militæret. En del af samarbejdet bestod i, at disse forretningsmænd så at sige »giftede sig ind« i militæret, nemlig på den måde at gode, unge mænd fra det pengestærke miljø blev rekrutteret til officersskolen, hvorved loyaliteten var sikret. Desuden oprettedes en Guardia Civil, en milits ledet af landområdernes jordbesiddere og byens rige handelsmænd. Dette skulle være en sikring imod en stående hær, som man på det tidspunkt i verdenshistorien mange steder i verden var bange for, kunne misbruges til undertrykkelse af borgerne i landet. (Eksempelvis kan nævnes, at der af nøjagtig samme grund den dag i dag fra cirka samme periode eksisterer den tit omtalte meget liberale lovgivning om håndvåben i USA.)
Forfatningen af 1833, som Diego Portales stod bag, betød en centralisering af magten i landet på bekostning af føderalisme, eller med moderne ord: nærdemokrati og decentralisering. Dette var den væsentligste forskel på, hvad her omtales som h.h.v. konservatisme og liberalisme i Chile dengang. De konservatives overtag betød samtidig en styrkelse af regeringen — den udøvende magt — på bekostning af lovgiverne i parlamentet og på bekostning af militærets selvstændige indflydelse. Det indskærpedes, at militæret i alt væsentligt skulle være underordnet en civile myndighed, regeringen, og ikke blande sig i politik. Historien har demonstreret — og Chiles historie er ingen undtagelse! — at en forfatnings ordlyd kun er noget værd, så længe den i det mindste nogenlunde afspejler landets reelle magtforhold og så længe samfundet alt i alt er velfungerende og dets befolkning har en god sammenhængskraft. Men i dette tilfælde, hvor som sagt den chilenske magtelite sørgede for at brede sig over både den økonomiske, politiske og den militære sektor, kunne det lade sig gøre, og var, hvad man kunne kalde, et godt sæt »spilleregler« for samfundslivet. Lov og orden blev håndhævet, og der kom en effektiv bekæmpelse af lovløsheden og de plyndringer der foregik især sydpå, og som måske bedst kan sammenlignes med, hvad man kender fra film om »Det vilde vesten« i Nordamerika i det nittende århundrede. Desuden blev den katolske kirke indføjet i forfatningen som landets officielle religion.
Om Portales’s syn på sit regime, kan gengives dette korte men fyndige citat fra ham selv fra 1822:
Den naive forestilling om demokrati er en absurditet i lande som de amerikanske. Folk har masser af laster, og mangler alle de dyder, som er nødvendige for at etablere en sand republik. Monarkiet kan ikke være et amerikansk ideal, heller — hvis vi forlod et forfærdeligt regime, for bare at skabe et nyt, hvad havde vi da vundet? Den republik, der skal skabes, er en stærk, centraliseret regering hvis mænd er sande figurer af dyd og patriotisme, og som derigennem opdrager borgerne til orden og dyd. Når det er sket, kommer den liberale regering, hvor alle borgere har deltagelse.
|
|
Den anden frihedskamp, La Segunda Independencia,
1836-39: |
I 1836 var der på de indre linier kommet nogenlunde orden i Chile. Men i nabolandene skete der ting, der skulle blive kilde til uro. De to naboer Peru og Bolivia slog sig sammen i en union, og dermed havde Chile med både denne føderation samt Argentina to meget store naboer, der var for store til at chilenerne følte sig trygge. I 1832 havde man i Peru indført en importskat på hvede fra Chiles El Valle Central. Da Peru/Bolivia-sammenslutningen åbent arbejdede for at indlemme Ecuador i føderationen, frygtede man — med en vis begrundelse — at et nyt Inka-rige var under dannelse. En gesandt blev sendt til Lima for at overtale præsidenten i Peru til at opløse føderationen, men det skete ikke, og Chile erklærede krig. På et tidspunkt i 1837 var Diego Portales, der var indenrigs- og krigsminister, på besøg på en garnison, der lå mellem Santiago og Valparaíso. Han blev taget til fange af garnisonens kommandant, og ført til Santiago; muligvis som gidsel. Under kamp med regeringsloyale soldater blev det nationale symbol Diego Portales dræbt. Uanset om man fra Perus side havde en finger med i spillet — hvilket ikke står klart — blev resultatet en chilensk samling, et folkeligt sammenhold, og en folkelig opbakning til at optrappe krigen. En styrke blev sendt af sted under ledelse af admiral Blanco, der dog tabte et slag ved Arequipa. Han anerkendte efterfølgende konføderationen på vegne af den chilenske regering, men det tilsagn blev simpelthen ikke vedgået af regeringen i Santiago, og dermed kunne krigen fortsætte. Lima blev besat, bl.a. ved hjælp af peruvianske styrker, der modsatte sig Bolivias Andrés Santa Cruz’s styre. Ved det afgørende slag ved Yongay i Peru vandt chilenerne d. 20. januar 1839.
Da Chile gik ind i krigen, havde de fleste nok villet spå nederlag, og man var i undertal hele vejen igennem og også i det sidste succesfulde slag ved Yungay. Krigen var således en overmåde succes for militæret og for samvirket mellem militær og samfund; mobiliseringen, i bredeste forstand, virkede. Den måde samfundets styrende organer var blevet organiseret på i Portales-forfatningen — hvordan »banen var kridtet op« — havde vist sig om ikke andet effektiv.
|
|
Trusler udefra: |
I 1840’erne var der en vis interesse for Magellanstrædet fra britisk og fransk side, men det blev afværget ved etableringen af et Fuerto Bulnes, »Fort Bulnes«, dernede.
31. marts 1866 blev den vigtige havneby ud for Santiago, Valparaíso, bombarderet af den spanske flåde, og der var meget store materielle tab. Først efter femten år blev der officielt sluttet fred, trods det at bombardementet af Valparaíso havde været den sidste betydende episode i disse kampe forårsaget af Spaniens togt.
|
|
Bulnes og Montt Torres,
1841-61: |
Manuel Bulnes Prieto var den general, der havde ledet de konservatives sejr over de liberale i 1830 ved Lircay, hvilket var startskuddet til mange års central styring, for ikke at sige autokrati. Det var også ham, der ledede sejren over Bolivia og Perus styrker ved Yungay i 1839. Således blev Bulnes derefter præsident fra 1841-51, hvor han stod i spidsen for økonomisk fremgang først og fremmest inden for landbruget, bl.a. ved en givtig eksport af hvede fra El Valle Central til Californien og Australien, hvor der var en bølge af omfattende guldgraveri på det tidspunkt. De rige godsejere etablerede sig på grund af denne indtjening og al den arbejdskraft af hovedsaglig mestizer, de tiltrak, i denne periode som en betydelig politisk faktor. Den rige elite dikterede forholdene, hvilket på længere sigt ikke var en stabil situation, og da også endte dramatisk.
Revolutionerne i Europa:
I Europa var årene omkring 1848 præget af en massiv liberal og socialistisk bølge, som jo bl.a. kom til udtryk med Danmarks første grundlov, Junigrundloven af 1849. I Frankrig var der Februar-revolutionen, og også i Tyskland skete lignende opbrud i samfundet. 1848 var også året, hvor de tyske forfatter Karl Marx og Friedrich Engels skrev bogen Det kommunistiske Manifest med dens berømte første linie: »Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse« og lige så berømte sidste linie: »Proletarer i alle Lande, forener Eder!« Dette manifest var begyndelsen på den marxisme, som Salvador Allende cirka 100 år senere skulle bekende sig til, og i 1970 blev han den første folkevalgte statsleder i verdenshistorien, der var marxist.
|
|
Selvom der ikke havde været deciderede revolter i Chile siden de konservatives væbnede sejr over de liberale i 1830 og Portales-æraens formelle ikrafttrædelse med forfatningen af 1833, havde der dog været opposition i landet, men den kom internt fra eliten, og førte stort set ikke til nogen episoder, der involverede militæret. Dog var der mindre anløb til oprør fra militære enheders side i 1850 og igen tidligt i 1851. Liberale kræfter, bl.a. fra miljøet på Universidad de Chile, var dog så betydende, at folk fra den side blev indlemmet i regeringsapparatet allerede i Bulnes’s tid. Manuel Montt Torres vandt præsidentvalget i 1851, men hans modstander i valget, general José María de la Cruz Prieto, der var støttet af liberale kræfter, gjorde et forsøg på at omstøde valget, men hæren gjorde, hvad der forventedes af den, og de la Cruz led nederlag i en træfning ved Loncomilla. Fronten stod til dels mellem nord og syd; Santiago i nord, Concepción i syd. Der blev nordfra lagt en dæmper på spændingerne ved at sende friske, nordlige stopper til garnisonen i Concepción, hvorved der ikke kunne etableres en også militær magtbase der. Uanset disse forskellige sager, var Chile dog fortsat et harmonisk, sammenhængende demokrati sammenlignet med de andre sydamerikanske lande.
I 1859 var der en opstand, som var sat i værk af en sølvmineejer fra nord, Pedro León Gallo, der for egne midler rejste en milits på 1000 mand. Også andre steder i landet var der opstand, men det blev alt sammen nedkæmpet af den regeringstro hær, der altså som sagt var ledet af officerer rekrutteret fra den samme overklasse i Chile, der også ledede landet politisk. Der var imidlertid dette liberale ønske og først og fremmest mere selvbestemmelse ude i regionerne. Der valgtes en præsidentkandidat, der kunne accepteres af både konservative og liberale, José Joaquín Peréz Mascayano, der sad i to perioder, 1861-71.
|
|
Salpeterkrigen — Guerra Del Pacifico,
1879 - 82:
|
I 1870’erne var det chilenske konsortium Compaña de Salitre de Antofagasta, »Antofagastas Salpeterkompagni«, den førende i udvindingen af salpeter i Atacama-ørkenen, der nu er det nordligste Chile. Dengang var grænsedragningen mellem Chile og Bolivia ganske enkelt uklar, men selskabet havde aftaler med den chilenske regering om betaling af afgifter for udvindingen. Da en ny mand, Hilarión Daza, kom til magten som præsident i La Paz i Bolivia i 1876 blev der usikkerhed om aftalerne, og man ville fra La Paz’s side nu også opkræve afgifter, endda med tilbagevirkende kraft, for udskibningen af salpeter fra havnebyen Antofagasta. Bolivia havde dengang, i modsætning til nu, en stillehavskyst.
Chilenske tropper besatte derfor Antofagasta i februar 1879. Bolivia havde imidlertid en pagt med Peru om hjælp i tilfælde af krig, så det kom til krig mod også Peru få måneder efter. På grund af de enorme afstande langs Sydamerikas vestkyst var krigen for en stor del en søkrig, og hedder på spansk derfor også Guerra del Pacifico; på engelsk »The War of the Pacific«. Chile stod dårligt flådemæssigt ved krigshandlingernes begyndelse, men kom godt efter det, og vandt overvældende både til lands og til søs. Igen havde den samfundsindretning, som var en konsekvent af Portales-forfatningen af 1833 vist sig effektiv. Chile gik økonomisk styrket ud af krigen: Landet var blevet udvidet med omtrent en tredjedel, der var sikret stabilitet og forudsigelighed for beskatning af minedrift, umådelige mineralforekomster var vundet og havnebyer var nu sikret. Desuden var araukanerne sydpå samtidig blevet trængt tilbage, således at gode landbrugsområder kunne dyrkes. Chilenerne stod samlet og stolte bag deres nation og deres militær. Flere succesfulde officerer fra krigen fik fremtrædende positioner i det civile liv som politikere, hvilket var en udvikling, der også sås i Europa og USA på det tidspunkt.
|
|
Emil Körner og »Academica de Guerra«,
1883:
|
Den tyske officer Emil Körner havde en lang militærkarriere bag sig, men da han ikke var preusser — han var fra Sachen, som var blevet besat af Preussen i 1866 — og desuden af borgerlig æt, var det begrænset, hvor højt han kunne nå i de militære grader. Efter henvendelse fra Chile (Japan havde også haft bud efter ham) kom han 1883 til landet, og blev leder af et krigsakademi, Adacemia de Guerra. Denne modernisering betød en professionalisering af officerskorpset og en gradvis bevægelse væk fra den tidligere situation, hvor officererne rekrutteredes i den rige overklasse og havde sin loyalitet der. Nu blev officerskorpset mere splittet i sine bindinger til den civile verden, og blev snarere en samfundsklasse i sig selv og som sådan den civile myndighed mere loyal. Når der her tales om en professionalisering af hæren, menes en udvikling imod at hær, der er de civile myndighed lydig, og ikke har anden dagsorden i øvrigt end at sikre landet mod indre og ydre fjender. Samtidig med dette skete en politisk styrkelse af det andet værn, søværnet, til dels på grund af dets succes under Salpeterkrigen, og hermed stod hæren yderligere svagere, da man som sagt desuden internt var mere splittet, hvis det endelig skulle komme til politiske spørgsmål, hvilket det snart gjorde.
|
|
Borgerkrig,
1891: |
Frem mod 1891 var der en stigende utilfredshed med den konsekvens af Portales-forfatningen, som var, at præsidenten og regeringen som sådan var overmåde magtfulde i forhold til kongressen. I magtens tredeling mellem den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt, forsøgte kongressen, den lovgivende magt, at tiltage sig mere og mere magt, mens præsident José Manuel Balmaceda Fernández, til dels ved hjælp af forfatningsstridige metoder, kæmpede imod. Et stridspunkt udover magtforholdet mellem kongressen og præsidentembedet var, i hvilket omfang man skulle tillade udenlandske investeringer i minedriften, og hvor meget afgift staten skulle have af den. Balmaceda, der i 1878 havde gjort sig et navn ved at overtale Argentina til at holde sig ude af Salpeterkrigen, stod her for en national-konservativ politik og »chilenisering« af salpeterindustrien, oprørerne for nærmest en »laissez faire«-politik, altså et ønske om minimal statslig styring og åbenhed for udenlandske investeringer og udenlandsk ejerskab. Balmaceda står i dag som en stor skikkelse i chilensk nationalisme og i den chilenske historie.
I Balmacedas regeringstid blev i øvrigt jernbanenet, broer, havne, postvæsen og telegraflinier udbygget, men med nogen modstand fra den konservative kongres, som i 1890 afviste hans budget for 1891.
I januar 1891 sejlede officeren Jorge Montt nordpå fra Valparaíso med soldater og to fremtrædende medlemmer af kongressen; viceformanden i senatet og formanden i repræsentanternes hus. Man erklærede, at Balmacada ikke overholdt loven, og indsatte en junta. Oprørerne var bakket op af størstedelen af flåden, der havde stærkere bånd til den rige overklasse end hæren havde, og der rejstes på privat initiativ en 10.000-mands milits, der med god opbakning var i stand til at besejre den ellers talstærke, overvejende regeringstro hær, der dels var splittet, dels meget passiv. Emil Körner, der altså ikke var mere »professionel«, end at han var på oprørernes side, sikrede disse sejr i en borgerkrig, der kostede over 10.000 chilenere livet. Dette endte med, at præsident Balmaceda begik selvmord i 1891 på Argentinas ambassade, hvor han havde holdt til i nogen tid, med et skud i tindingen et par uger efter det afgørende slag var tabt — på dagen, hvor hans præsidentperiode formelt udløb.
Forholdet mellem hær og flåde blev selvsagt anstrengt, og forholdet mellem den civile myndighed og militæret i det hele taget blev efterfølgende ændret. Militæret var nu mere og mere, hvad man kunne kalde et professionaliseret militær efter preussisk model, et militær med sin egen, strengt militære dagsorden, i øvrigt den civile myndighed underordnet og ikke som tidligere overklassens forlængede arm i politiske spørgsmål.
Man omtaler også perioden fra 1891 til 1925 som »den parlamentære republik«, da kongressen havde stor magt i forhold til præsidentembedet. Der var — på samme vis som med i Danmark fra 1901-1953 — tale om de facto parlamentarisme, altså at en regering ikke kan sidde med et parlamentsflertal imod sig, selvom det altså ikke stod i den skrevne forfatning, der stadig var Diego Portales's fra 1833. De 34 år fra 1891 til 1925 er den eneste periode i Chiles historie, hvor palamentarismen har hersket, og det var et til tider meget ineffektivt system, bl.a. da der var særskilt valg til parlamentet og til præsidentembedet, mens præsidenten ikke — som f.eks. systemet i USA (hvor der f.eks. heller ikke er eller nogensinde har hersket parlamentarisme) — havde vetoret.
|
|
Første Verdenskrig,
1914-18: |
Chile var neutral i Første Verdenskrig, men var meget påvirket af den. Verdenshandlen led under krigen, og specielt faldt Chiles eksport af salpeter til kunstgødning drastisk under krigen (også fordi man i Tyskland opfandt en måde at fremstille salpeter syntetisk på, se evt. afsnittet ... ), og arbejdsløse salpeterminearbejdere drog nordfra ned til El Valle Centrale i de år, blot for at finde ud af, der heller ikke der var mulighed for at tjene til dagen og vejen. Forskellen på rig og fattig blev enorm, og de mange fattige levede ofte under kummerlige kår, hvilket forblev et kæmpe samfundsproblem i hele det tyvende århundrede. De oprør og demonstrationer, der kom i forbindelse med de sociale problemer, var militæret — mere eller mindre villigt — med til at slå ned. Omkring dette tidspunkt dannedes FOCH, Federación Obrera Chilena, den chilenske arbejderbevægelse under stor marxistisk indflydelse.
|
|
Kup og modkup, Arturo Alessandri,
1924-25: |
I denne spændte samfundsmæssige situation havde der været optræk til et militærkup i 1919, som dog blev afværget. I et meget tæt valg vandt Arturo Alessandri Palma valget om præsidentposten knebent i 1920 takket være en fantastisk evne til at appellere til masserne — nogen vil kalde det demagogi — og fordi han gik til valg på at ville gennemføre sociale reformer uden af fratage den rige landadel noget. Selvom hans tilhængere i arbejder- og middelklassen stort set ikke var stemmeberettigede, var deres tilslutning til ham en stor faktor i, at kongressen i det hele taget accepterede ham som præsident efter, hvad man har kaldt »vælgerkorpsets revolte«. Alessandri havde flertal i deputerkammeret, men det magtfulde, konservative senat hindrede dog hans reformtiltag, da han først sad i embedet. Ved hjælp af pres fra unge officerer fik han dog gennemført bl.a. nogle initiativer til mere lokalstyring ude i provinserne.
5. september 1924 kom en gruppe officerer til Alessandri for at tvinge ham og kongressen til i bund og grund af gennemføre Alessandris reformer og få vedtaget finansloven, hvilket imidlertid medførte, at Alessandri forlod landet, da officererne også ville opløse kongressen — det var dog mere hjælp, end han havde ønsket! En militærjunta tog nu magten. I januar 1925 skete et modkup af unge officerer, der syntes juntaen ikke var tro mod målsætningen fra 5. september, og i marts indsattes Alessandri atter. Alt i alt var der syv forskellige regeringer inden for få år, meget lig forholdene i 1820’erne. Militærets indgriben var forårsaget af flere forhold: For det første fordi den økonomiske og dermed sociale situation i landet var kaotisk, for det andet fordi livtaget mellem kongressen og præsidentembedet førte til administrativt dødvande og for det tredie fordi man fra militærets side mere overordnet ønskede at ændre det politiske system, som man fandt ineffektivt. Bl.a. havde man i kongressen spildt dyrebar tid — flere måneder! — på at debattere, hvilken løn man skulle bevilge sig selv, hvilket forsinkede det hastende arbejde med at få finansloven vedtaget! Dette kup er bemærkelsesværdigt, idet det var et relativt sjældent eksempel i Sydamerika på, at et militærkup blev gjort for at gennemføre sociale reformer.
En ny forfatning blev vedtaget i september 1925. Den styrkede præsidentens magt bl.a. ved at afskaffe parlamentarismen, og gjorde at præsidenten valgtes direkte af vælgerne til seksårs-perioder og ikke kunne sidde i to perioder i træk. Senatorer og deputerede blev også valgt direkte og sad i hhv. otte- og fireårsperioder, og valgårene blev lagt således, at præsident- og kongresvalgene aldrig kunne falde i samme år. Fik ingen præsidentkandidat absolut flertal — dette skete i fire ud af syv præsidentvalg, mens denne forfatning var i virke fra 1925 til 1970, nemlig ved valgene i 1946, 1952, 1958 og 1970 — skulle kongressen udpege præsidenten og kunne i princippet pege på kandidaten med næstflest stemmer. Dette skete dog aldrig, men paragraffen fik alligevel aktualitet efter Allendes valgsejr i 1970 uden absolut flertal. Stat og kirke blev adskilt, hvilket havde været et ønske fra de liberale længe. Denne periode blev samtidig en periode, hvor venstreorienterede partier havde meget stor vælgertilslutning; bl.a. i 30’erne og 40’erne dominerede venstrefløjen chilensk politik. Forfatningen af 1925 sikrede arbejderne retten til at organisere sig fagligt, dog ikke landarbejderne, der gennemgående har haft dårligere forhold, til dels fordi industriarbejderne i marxistisk tankegang har en højere status. Forfatningen indeholdt desuden paragraffer, der skulle give mere decentral styring, altså mere magt ude i regionerne, provinserne, men dette blev i virkeligheden aldrig gennemført i den tid, denne forfatning var gældende; frem til militærkuppet i 1973.
|
|
Carlos Ibañez,
kup 1932: |
Finanskrisen i 1929:
Som en kuriositet kan til anskueliggørelse af den finanskrise, der hærgede verden fra 1929 og ramte Chile hårdest af alle lande, læses en passus fra den amerikanske komiker Groucho Marx's (1890-1977) humoristiske selvbiografi Groucho og mig. Det citerede berører dels den syge pengemæssige situation i 1929, dels involverer det tilfældigvis det amerikanske selskab Anaconca Copper Mining Co., der i 1923 havde fået koncession på udvinding af kobber i Chuquicamata:
En onsdag aften på Broadway mødte Chico en tipssælger fra Wall Street, der hviskende fortalte ham: »Chico, jeg kommer lige fra Wall Street, og det eneste de snakker om derhenne er Anaconda Kobber. Aktierne sælges for hundrede og otte og tredive dollars stykket, og der går rygter om, at de stiger til fem hundrede! Snup dem inden det er for sent! Så holder du på den rigtige hest!«
Chico, der var en kendt hesteelsker, fór øjeblikkelig hen på teatret med nyheden om denne guldmine. Det var en matinédag, og vi lod tæppet vente en halv time indtil vores børsmøgler endelig forsikrede os om, at vi havde været så heldige at få seks hundrede aktier. Vi var ekstatiske! Chico, Harpo og jeg var hver de stolte ejere af to hundrede af disse guldrandede værdipapirer. Mægleren lykønskede os oven i købet. han sagde: »Det er ikke ofte nogen kommer så fordelagtigt ind i et selskab som Anaconda.«
[...]
Hvis min mægler havde solgt ud, da mine aktier begyndte at gå ned, ville jeg havde reddet en ren formue. Men eftersom jeg ikke kunne forestille mig, at de gik længere ned, begyndte jeg at låne penge i banken for at dække de hastigt svindende marginer. Anaconda Kobber (husk, vi ventede en halv time med at lade tæppet gå for at få den hevet hjem?) smeltede bort som sneen på Kilimanjaro (tro ikke, at jeg ikke har læst min Hemingway), og gik til sidst ned til 2 7/8.
|
|
I 1927 blev Carlos Ibáñez Del Campo præsident efter at have fortrængt den præsident, han ellers var indenrigsminister under, Emiliano Figueroa Larraín. Ibáñez gjorde en masse tiltag, anlægsarbejder m.v., men stort set for privat lånte penge fra bl.a. USA. Han grundlagde desuden carabinero-korpset, en paramilitær politistyrke. Det økonomiske korthus ramlede med den verdensomspændende depression, og Ibáñez måtte forlade magten i 1931. Kort efter forsøgte nogle officerer med kontakter til kommunistpartiet en revolte, men de blev efter kort tid overvundet af hæren og luftvåbenet. I 1932 var der hele seks forskellige præsidenter som resultat af valg og kup. Det var på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden var tårnhøj, økonomien i det hele taget meget dårlig, en tyfusepidemi brød ud og inflationen var høj. Arturo Alessandri blev nu præsident igen. Der blev gennemført mindsteløn i nogle sektorer (dog ikke for landarbejderne) samt andre tiltag, på trods af at den konservative kongres’s modstand.
Den senere præsident Salvador Allende sagde i et interview med den franske journalist Regis Debray i 1971 om Ibáñez: »Det er den periode, som man har kaldt Ibáñez-diktaturet; det var i virkeligheden ikke et diktatur, sådan som dette er typisk for latin-amerikanske lande — vi kan sige, at det var et mildt diktatur, afslutningen på en kaotisk regeringsperiode og en kaotisk situation, og som det oftest går, var det studenterorganisationerne, der måtte træde op imod diktaturet.« Allende selv trådte ind på den politiske scene i 30’erne, og ledte bl.a. Pedro Aguirre Cerda’s valgkamp frem mod præsidentvalget i 1938. Den kendte diplomat og digter Pablo Neruda var i øvrigt vendt hjem fra Spanien for at arbejde i Folkefrontens valgkamp. Cerda var den venstreorienterede koalition, Folkefrontens, Frente Popular, kandidat, og vandt valget knebent. Salvador Allende fik — uddannet læge som han var — posten som sundhedsminister i Cerdas regering. Cerda vandt, da han dels var noget mere moderat i sin måde at fremføre de socialistiske idéer på end andre fremtrædende socialistiske politikere. Dels fik han hjælp fra en uventet kant kort før valget: En samling nationalsocialister, eller fascister, om man vil, besatte en offentlig bygning i nærheden af præsidentpaladset La Moneda i et noget forkølet forsøg på et kup. En carabinero-betjent blev skudt i ryggen og dræbt lige uden for præsidentens kontor. Senere blev der skudt mod La Moneda og smidt hjemmelavede bomber. Den afgående præsident Alessandri beordrede oprørerne nådesløst nedkæmpet — bare een af 62 nazister overlevede. Efterfølgende besluttede nationalsocialisterne, for at straffe Alessandri, at bakke op om socialisten Cerda ved valget, hvilket kan have udgjort tungen på vægtskålen i dette meget tætte valg. Afgørende var det også, at kommunistpartiet, der var Moskva lydigt, deltog i koalitionen, da kommunistpartiet i Sovjetunionen gennem organisationen Komintern siden 1935 havde tilladt kommunistpartierne ude i verdens lande at indgå i alliancer med demokratiske partier. Dog deltog partiet — igen på ordre fra Moskva — ikke i selve regeringen. Frem til 1952 stod forskellige marxistiske partier i større eller mindre grad bag præsidenter fra centrum-venstre-partiet Partido Radical, PR. I denne periode fik de forskellige marxistiske partier op til en tredjedel af stemmerne ved parlamentsvalgene i dette land med en meget, meget stor, og meget, meget fattig underklasse.
|
|
Anden Verdenskrig
1939-45: |
Under Anden Verdenskrig var Chile neutral. Dette til dels p.g.a. at kommunistpartiet havde ordre fra Moskva om at trække i den retning, mens Sovjetunionen jo frem til Hitler-Tysklands angreb på Rusland i 1941 havde en ikke-angrebspagt med Tyskland. Chile brød de diplomatiske forbindelser med Aksemagterne i 1943, men erklærede aldrig Tyskland krig. Derimod erklærede Chile Japan krig i foråret 1945. Chile profitterede under verdenskrigen til dels af stigende kobberpriser; råvarepriser stiger stort set altid i tider med international uro.
Året efter krigens afslutning, i 1946, gik Gabriel González Videla til valg som præsident i spidsen for en socialistisk koalition med bl.a. kommunisterne, og efterfølgende med bl.a. kommunistiske ministre. Den kolde krig var dog i gang, og González fik hurtigt kommunisterne ud af sin regering, og fik i 1948 partiet helt forbudt med en lov med det besnærende navn Ley de Defensa Permanente de la Democracia, »Lov til vedvarende forsvar af demokratiet«, der forbød kommunistpartiet og — klart også møntet på kommunister — »fremsættelse af tanker om indførelse i republikken af et regime, der er i modsætningsforhold til demokratiet, eller som var angreb på landets suverænitet«. Dette er også et eksempel på, hvordan den kolde krig udkæmpedes rundt omkring i verden, og altså også her i Chile. På den ene side blev det korrekt påstået, at det chilenske kommunistparti var styret fra Moskva; på den anden side, at forbudet var sket p.g.a. bl.a. pres fra USA, hvilket det sandsynligvis også var, mere eller mindre direkte. Angående det chilenske kommunistpartis indordning efter Moskvas ønsker kan det siges, at det foruden de allerede nævnte forhold, bl.a. også gjaldt forholdet til den kolde krig, Jugoslavien og invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Også Cuba havde senere en vis styring med det chilenske kommunistparti.
|
|
Carlos Ibáñez igen,
1952: |
Ved præsidentvalget i 1952 havde Partido Radical mistet sit greb om centrum-venstre-delen af chilensk politik. Salvador Allende førte en marxistisk valgkampagne, men fik blot 5% af stemmerne. Valgets vinder blev Ibáñez, der dermed vendte tilbage til embedet med løftet om at bringe forne tiders tilstande tilbage. Ibáñez fik ikke absolut flertal, men som altid når dette indtraf under 1925-forfatningen pegede kongressen på den kandidat med flest stemmer som ny præsident. Ibáñez var støttet af nogle kommunister, men hans regeringstid er svær at kategorisere. Den amerikanske historiker Frederick M. Nunn har i en bog om Chile skrevet om Ibáñez: »Ibáñez blev sammenlignet med O’Higgins, Portales, Montt og Balmaceda. Han var reformator som O’Higgins; han var en opbygger og grundfæster som Portales; han var en stærk og autoritær magtudøver som Montt; og som Balmaceda var han det hele på een gang.« Under Ibañez blev kommunistpartiet igen tilladt i kraft af loven Ley de Seguridad del Estado, »Lov om statens sikkerhed«, som efter mindre ændringer af Augusto Pinochet, som strammede den, og senere demokratisk valgte Patricio Aylwin, der slækkede den, stadig er i kraft.
Ibañez’s anden regeringsperiode var i øvrigt stort set mislykket: Tårnhøj inflation og manglende samarbejde fra kongressens side.
|
|
Jorge Alessandri,
1958: |
1958-valget gav ingen vinder med absolut flertal, men den tidligere præsident Arturo Alessandris søn, Jorge Alessandri, blev udpeget som ny liberal-konservativ præsident, da han havde fået flest stemmer, 31,6% mod Salvador Allendes 28,9%. Allende stod i spidsen for den marxistisk/socialistiske koalition FRAP, Frente de Acción Popular, »den radikale folkefront«. Der var dog en anden marxistisk kandidat, den forhenværende præst Antonio Zamorano, der tog 3,3% af stemmerne, hvorved kan siges, at der blev »spildt stemmer« på den marxistiske fløj — med hans stemmer ville Allende have være blevet præsident. Hvis Allende havde været den eneste marxist ved valget, havde andre partier og vælgere dog nok stemt taktisk for at undgå, at en marxist skulle vinde valget. Eduardo Frei fik 20,7% i spidsen for kristendemokraterne, der her for første gang stillede med en kandidat. Jorge Alessandri havde lovet mindre statsindblanding i økonomien, men havde kongressen imod sig, så det ikke blev til de store ændringer på den front. Dog kom inflationen nogenlunde under kontrol og beskæftigelsen blev bedre, også. Under Jorge Alessandri blev der også — på kongressens initiativ— gjort tiltag til jordreformer, ekspropriation af de store godser, men det udmøntede sig dog ikke nævneværdigt i hans præsidentperiode. Landreformerne var tilskyndet af USA’s regering, da man ville undgå at have en kulisse for et scenarie à la den cubanske revolution i 1959, der bragte Fidel Castro til magten.
|
|
Eduardo Frei,
1964: |
Tidligt i valgkampen op til præsidentvalget i 1964 erkendte man på højrefløjen og midten af det politiske spektrum, at et valg mellem tre kandidater ville kunne give Salvador Allende sejren, da han under alle omstændigheder skønnedes at kunne få omtrent en tredjedel af stemmerne. På højrefløjen besluttede man derfor at slutte op om kristendemokraten Eduardo Frei, da man for enhver pris ville undgå at Allende blev valgt. I øvrigt havde ændringer af valgloven i 1958 og 1962 udvidet vælgerkorpset til det tredobbelt i løbet af årtierne, hvilket dog ikke ændrede de politiske styrkeforhold nævneværdigt. Resultatet af denne centrum-højre-koalition blev, at Eduardo Frei som den første kandidat siden Pedro Aguirre Cerda i 1938 vandt med absolut flertal, 56,1%. Allende fik 38,9% (altså større vælgertilslutning end seks år senere), men var i øvrigt stækket af det sædvanlige fænomen på venstrefløjen: Tendensen til fraktionsdannelser. Frei skulle nu forsøge at styre inflation, handelsbalance samt jord- og velfærdsreformer. Imidlertid var hverken over- eller underklassen for begejstrede — det gik for hurtigt med reformerne for de førstnævnte, for langsomt for de sidstnævnte. En polarisering langs en ideologisk akse skete i de år i chilensk politik, som i resten af den vestlige verden, der også var polariseret fra sidste halvdel af 1960’erne.
1964-valget skete i øvrigt under en vis indblanding fra udenlandske kræfter. Kommunistiske landes (USSR, Cuba m.fl.) støtte til Chiles kommunistiske parti og forskellige marxistiske organisationer er velkendt, men ikke størrelsesordenen af den. Det er derimod USA’s efterretningstjeneste, CIA’s, økonomiske støtte til visse partier m.v. En »303 Committee« under CIA havde i alt skaffet 3 millioner US-dollars, der blev kanaliseret ud til forskellige anvendelser for at få Eduardo Frei valgt, og for at sørge for, at marxisten Allende IKKE blev valgt.
I øvrigt skal siges — til dels som optakt til den efterfølgende gennemgang af Allendes regeringstid — at Chile i denne sidste halvdel af 60’erne oplevede en økonomisk afmatning. Desuden var der som tidligere omtalt sket en udvidelse af vælgerkorpset, men i 60’erne skete der en anden udvikling i den sammenhæng, nemlig en faldende stemmedeltagelse ved de forskellige valg, sandsynligvis grundet en generel følelse af magtesløshed blandt vælgerne. Desuden skete en generel venstredrejning, som det kan siges var tilfældet i hele den vestlige verden, inkl. Danmark. Det var yderligere en tid med faglige spændinger, således at der i årene 1967-70 var to generalstrejker og over 5000 faglige konflikter i landet.
|
|
Afslutning: |
Afslutningsvis kan man med den amerikanske historiker James R. Whelans ord sige, at Chiles historie demonstrerer et land med en »pragmatisk indstilling« til sine demokratiske institutioner, forstået på den måde, at man respekterede disse institutioner, NÅR de virkede, og så hurtigt som muligt skaffede sig af med dem, når de IKKE virkede. Det var her først og fremmest Chiles militær, der trådte ind: I 1891 fordi kongressen havde tiltaget sig mere og mere magt, hvilket under den politiske struktur, som Portales-forfatningen medførte, skabte en politisk fastlåst situation i forholdet mellem udøvende og lovgivende magt; præsidentembedet/regeringen og kongressen.
Kuppet i 1924 var af samme karakter, og — modsat hvad de fleste historiebøger skriver — ikke et kup til fordel for en konservativ fløj og en rig elite, men et kup for at få præsidenten Arturo Alessandris reformer gennemført trods modstand fra den konservative kongres. Modkuppet i januar 1925 bar yderligere i samme retning, og førte til en forfatningsændring, der skulle styrke præsidentembedet, for at undgå situationer, hvor den politiske proces gik i baglås.
|
|
1818, O'Higgins:
