|
Indledning: |
 |
| |
Salvador Allendes lig dækket af en poncho bæres ud ad La Moneda gennem sideindgangen Morandé 80.
|
Et af de mest kontroversielle, omdiskuterede forhold i forbindelse med militærkuppet i Chile i 1973, er spørgsmålet om omstændighederne omkring Salvador Allendes død. Således hed det f.eks. i en avisartikel i Berlingske Tidende 12. marts 1990, dagen efter at Chile var overgået til demokrati efter de 16½ års diktatur: »Der er også rejst krav om at grave liget op for at undersøge, om præsidenten blev myrdet eller begik selvmord. Det er en sondring, som betyder meget for mange chilenere.« Og man kan tilføje: Betyder meget for mange mennesker over hele verden, da Chile i Den Kolde Krig var en slags »sattelit-slagmark« i kampen mellem Øst og Vest. Der vil i dette kapitel blive givet en indblik i denne diskussion, som dels er meget dramatisk, dels næsten er et skoleeksempel på de metodiske og kildemæssige kvaler, der kan være i forbindelse med en undersøgelse af historiske begivenheder.
|
|
|
| | |
Sofaen i Uafhængighedssalonen, hvor Allende skød sig selv.
|
I følge kupmagernes umiddelbare udlægning var omstændighederne omkring Allendes død stort set, at Allende ca. klokken 13.50 d. 11. september besluttede at opgive kampen og overgive sig. Han beordrede derfor sit følge til at gå til den sideindgang i præsidentpaladset La Moneda, der har adressen Morandé 80. Selv gik Allende bagerst i gruppen. I ubemærkethed smuttede Allende ind i Uahængighedssalonen, Salón Independencia. Her satte han sig i en sofa, anbragte den automatriffel af typen AK-47, »Kalashnikov«, han havde fået i gave af Cubas Fidel Castro, mellem benene og trykkede på aftrækkeren, hvorved to skud gik af, så hovedet blev voldsomt ødelagt. En doktor Carlos Patricio Guijón Klein i Allendes følge hørte i een variation at beretningen skuddene, skyndte sig til Uafhængighedssalonen, blev ved liget otte til ti minutter, hvorefter en gruppe af kupmagere anført af general Javier Palacios Ruhmann kom ind i rummet og fandt Guijón ved liget af Allende. I en anden version af beretningen SÅ han skuddene.
 |
| |
Allende til venstre med sin Kalashnikov over højre skulder tidligere på dagen i præsidentpaladset.
|
At Guijón var i La Moneda og i Allendes følge, må anses som sikkert og bekræftes af flere uafhængige vidnesbyrd. Men en Robinson Rojas Sandford har i bogen The Murder of Allende fra 1976 sat spørgsmålstegn ved flere detaljer i juntaens udredning af Allendes død — detaljer, der ikke gøres rede for her, men som bl.a. omhandler ligets stilling, hvor det lå, hvor automatriflen blev fundet o.s.v. Rojas anfægter også opysningen om, at Allende skulle have besluttet at indstille kampen for at overgive sig. Rojas’s konklusion er, at Allende døde i ildkamp.
En af juntaens efterforskere, Ernesto Baeza, citeres i Rojas’s bog for d. 20. september 1973 at have gengivet Guijóns forklaring som følger:
Som vi gik ned mod Morandé-døren for at overgive os, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt min gasmaske. Netop som jeg gik tilbage for at lede efter den, passerede jeg døren til rummet ved siden af. Lige foran mig, til højre, så jeg præsident Allende siddende på en sofa, på præcis det tidspunkt, vor han skød sig selv med et gevær holdt mellem benene.
Jeg kunne se hans krop ryste og hans hoved eksplodere opad i stumper og stykker. Jeg kunne ikke afgøre, om der var et eller to skud, fordi det heftige skyderi udenfor forhindrede mig i at skelne skuddene fra hans riffel.
Problematisk med denne bid tekst er, at det ikke kan verificeres, at Guijón nogensinde gav den udtalelse. Den er blot anført tre år senere i Rojas bog som værende læst op af juntaens efterforsker Ernesto Baeza.
I avisen El Mercurio d. 21. september 1973 citeredes imidlertid Eroesto Baeza for ved en pressekonference — med henvisning til Guijón — at havde udlagt sagen således:
I følge vidnesbyrd fra Dr. Patricio Giujón Klein [...] var den sidste i processionen Allende. Som man passerede Uafhængighedssalonen gled den tidligere statsleder tilbage, og da han havde lukket salonens dobbeltdøre, hvilket lod ham alene, satte han sig i en sofa og skød sig selv med en automatriffel.
Her er der altså ikke nogen oplysning om, at Guijón så selve situationen, hvor skuddene faldt, og det er som sagt en afvigelse, Rojas hæfter sig ved i sin bog.
 |
| |
Præsidentpaladset La Moneda tager en træffer under kampene.
|
Den spanske journalist Pedro Pascual skrev i følge Nathaniel Davis's bog The Last Two Years of Salvador Allende i en artikel i september 1983, at Guijón få måneder efter kuppet i ’73 havde fortalt ham, at han havde set Allende skyde sig selv. Den franske journalist Philippe Chesnay havde ca. samtidig en artikel ude, hvori han skrev, at han for nylig havde snakket med Guijón i Santiago, og at denne havde sagt, at han gennem en halvåben dør havde set Allende ...
... trykke på aftrækkeren på sin automatriffel, som han havde mellem knæene [...] Han så rykket, præsidentens krops hop som følge af skuddet og kraniekassens eksplosion.
Allendes kone, Hortensia Allende, blev 15. september — altså fire dage efter sin mands død — interviewet over telefon fra sit eksil i Mexicos ambassade i Santiago. Interviewet blev trykt i New York Times d. 16. Adspurgt om hendes mand havde begået selvmord svarede hun:
Ja, han gjorde det med en automatriffel givet til ham af hans ven Fidel Castro.
Da hun d. 16. kom til Mexico gentog hun, hvilket blev trykt i New York Times dagen efter:
Min mand foretrak at tage livet af sig selv frem for at blive forrådt i live.
Få dage efter vendte hun dog, og sagde, at på baggrund af nye oplysninger troede hun nu, at hendes mand var død af skud under kamp.
Rojas anfører i sin bog en uoverensstemmelse. I den officielle dødsrapport, som blev lavet af juntaens folk, står der, at døden indtraf seks timer før obduktionen blev afsluttet kl 18.10. Dette er jo i uoverensstemmelse med det ellers anførte dødstidspunkt, ca. kl. 13.50. Men den største uoverensstemmelse i juntaens forklaring er måske nok, at Guijón både er blevet sagt kun at have hørt og direkte at have set Allende skyde sig selv.
|
|
Kommentar: |
Disse overleveringer åbner for nogle af de klassiske kildeovervejelser, man må gøre i en historisk undersøgelse af historiske begivenheder. Først og fremmest er Guijón altså det egentlige førstehåndsvidne til begivenheden, hvilket giver ham umiddelbar størst vidneværdi — hvad en fransk og en spansk journalist skriver ti år senere som andenhåndsberetninger, er umiddelbart mindre værd. Imidlertid har vi ikke et udsagn direkte fra Guijóns mund, heller ikke fra 1973. Han citeres her enten af juntaen eller en avis, der ikke kan tænkes overhovedet at have været uafhængig ugen efter kuppet.
Af Philippe Chesnay rejstes endnu et spørgsmål: Guijón sad i fængsel umiddelbart efter kuppet sammen med andre fremtrædende medlemmer af Unidad Popular. Hvis han vitterlig havde løjet om Allendes død, havde han måske ikke kunnet være i sikkerhed i fængslet. Men det kunne han. Dette bestyrker troen på, at den version af Allendes død, han citeres for, er sand, men den beviser det naturligvis ikke. Juntaen havde naturligvis klare motiver til under alle omstændigheder at fremlægge selvmordsforklaringen, da det dels frikender dem for Allendes død, dels får ham til at fremstå som kujonagtig.
|
|
|
D. 28. september 1973 — altså ca. to uger efter kuppet i Chile — holdt Fidel Castro en tale i Cubas hovedstad, Havana, hvori han gav sin version af omstændighederne omkring Allendes død:
 |
| |
Fidel Castro i sin legendariske positur på talerstolen.
|
Ved to-tiden lykkedes det fascisterne af indtage et hjørne af første sal. Præsidenten stod med ryggen mod muren sammen med nogle fra sit følge i et hjørne af Det røde rum. Under fremrykning mod det sted, hvor fascisterne var, blev han ramt i maven, og krympede sammen i smerte. Men han holdt ikke op med et kæmpe. Han lænede sig op ad en stol, og fortsatte med at skyde på fascisterne på kort afstand, indtil en andet skud i brystet fik ham ned og han — allerede ved at dø — blev gennemhullet af kugler.
Da medlemmer af hans personlige garde så ham falde gik de ivrigt til modangreb, og trængte igen fascisterne tilbage til hovedtrappen. Midt i kampen fulgte en gestus af uhørt værdighed. De tog præsidentens slappe krop og bar den til hans kontor. De satte ham i sin præsidentstol, satte præsidentskærfet på ham og svøbte ham i det chilenske flag.
Selv efter deres heroiske præsidents død, modstod de overlevende kæmpere fascisternes angreb i endnu to timer. Først klokken fire om eftermiddagen [...] ebbede den sidste modstand ud.
Fascisterne [...] har forsøgt at lægge vægt på selvmords-forklaringen. Men selv hvis Allende — alvorligt såret — skulle have skudt sig selv for ikke at falde i fjendens fangeskab, vil det ikke tjene ham til vanære, men ville være en gestus af ekstraordinær tapperhed.
[...]
|
|
Kommentar
|
 |
| |
Castro (t.v.) og Allende under Castros Chile-besøg i 1971.
|
I bogen The Last Two Years of Salvador Allende af Nathaniel Davis skrives, at Castro nok ikke har haft adgang til nogen førstehåndsvidner til Allendes død, men at han til gengæld har haft en række glimrende vidner tæt på begivenhederne i øvrigt, bl.a. Allendes datter Beatriz. Den alvorligste fejl i Castros beretning er oplysningen om, at kampene i La Moneda fortsatte til kl fire om eftermiddagen. Desuden at liget skulle have været flyttet til Allendes kontor. Det må naturligvis siges, at Castro havde motivet til at fremstille sin marxistiske fælle som en ædel kæmper til det sidste, hvilket man dog i princippet må huske, ikke i sig selv betyder, at hans forklaring er løgn. Det bemærkes her, at Castro er åben for muligheden for, at Salvador Allende skød sig selv.
|
| |
Version 3 |
Robinson Rojas version — dræbt i kamp |
|
|
|
En tredie beretning (der er i Nathaniel Davis's bog i øvrigt gjort rede for mange flere end de tre her gengivne) vedrørende omstændighederne for Allendes død, kommer fra ovenfor nævnte Robinson Rojas i hans The Murder of Allende. Mens påstanden, at Allende døde i kamp, ikke har sin oprindelse i Rojas bog, er hans bog en af de mest citerede for denne udlægning ifølge Nathaniel Davis. Rojas:
Seks eller syv minutter over to d. 11. september 1973 kom en infiltrationsgruppe fra San Bernardo-infanteriskolen under ledelse af kaptajn Roberto Garrido stormende op på første sal af det Chilenske prædidentpalads, Santiagos La Moneda. [...] til indgangen til Salón Roja [Det røde værelse], det officielle modtagelsesrum. Indenfor, gennem tyk røg, [...] så kaptajnen en gruppe civilister opsat på at forsvare sig selv med automatrifler. Pr refleks løsnede kaptajn Garrido en kort salve fra sit våben. En af hans tre skud ramte en civilist i maven. En soldat fra Garridos gruppe efterlignede sin overordnede, og sårede den samme mand i maven. Som manden vred sig på gulvet i smerte, indså Garrido pludselig, hvem han var: Salvador Allende. »Vi vil skide på præsidenten!«, råbte han. Der kom mere geværsild fra Garridos gruppe. Allende var gennemhullet af kugler.
Rojas beretning indeholder derefter en beskrivelse af, hvordan man efterfølgende klædte liget i nyt tøj for at skjule skudhullerne, dækkede det med et flag og bragte det til Uafhængighedssalonen. Her skød man liget gennem hovedet med præsidentens egen Kalashnikov, for at få det til at ligne selvmord. En af Rojas pointer er, at grunden til at man kunne finde liget siddende i sofaen er, at rigor mortis, dødsstivhed, allerede var ved at indtræffe. Denne version af historien cirkulerede i alt væsentligt allerede få dage efter kuppet. I Nathaniel Davis's bog anmærkes det, at Rojas bog i øvrigt er uhyre velkokumenteret med et væld af kildeangivelser. Men til lige præcis fremlæggelsen af Allendes død, er der ingen kilder angivet i fodnoterne. Dette er til dels rigtigt: Der anføres kilder, men mundtlige, ikke-dokumentérbare udsagn. Desuden fremhæves af Davis, at der er væsentlige forskelle mellem Rojas spanske udgivelse i 1974 og hans engelske i 1976. Yderligere skriver Nathaniel Davis, at der er refereret til og givet urigtige oplysninger om hans egen færden i Chile dagen før kuppet, 10. september 1973 — Davis var USA's ambassadør i Chile fra 1971-73.
Manglen på kilder i Rojas bog, og andre kritiske forhold, der ikke er gengivet her, gør hans populære version utroværdig, men modbeviser dog ikke i sig selv overordnet påstanden om, at Allende døde under kamp.
|
|
|
Som et her ukommenteret kuriosum vil nedenfor blive gengivet den marxistiske digter Pablo Nerudas version af Allendes død. Den optræder på nogle af de sidste sider i Nerudas erindringer, Jeg bekender, jeg har levet, og er, som det fremgår, skrevet få dage efter 11. september. (Og hvad Neruda knap kunne vide: Omtrent en uge før sin egen død.)
Jeg skriver disse hastige linier til mine memoirer tre dage efter de oprørende begivenheder, der førte til min store kammerat, præsident Allendes død. Mordet på ham blev holdt skjult; han blev hemmeligt begravet; kun hans enke fik lov til at følge det udødelige lig. Angribernes version lyder: han livløse krop blev fundet med tydelige tegn på selvmord. Versionen som blev offentliggjort i udlandet, lyder anderledes. Lige efter bombardementet trådte panservogne i aktion, mange panservogne, for frygtløst at kæmpe mod een eneste mand: republikken Chiles præsident Salvador Allende, der ventede dem i sit arbejdsværelse, uden andet selskab end sit store hjerte, omringet af røg og flammer.
De måtte udnytte en så fortrinlig lejlighed. De måtte meje ham ned med maskingeværssalver, fordi han aldrig ville have forladt sin post. Hans lig blev hemmeligt begravet et eller andet sted. Dette lig, som drog til begravelsen, ledsaget af en eneste kvinde, som bar alverdens smerte i sig, denne ærefulde døde skikkelse var gennemhullet og sønderflænget af kuglerne fra de chilenske soldaters maskingeværer, de soldater som endnu engang havde forrådt Chile.
|
|
|
Bl.a. i forbindelse med 30-året for kuppet udtalte Salvador Allendes datter Isabel Allende Bussi (ikke at forveksle med forfatterinden Isabel Allende!) ifølge en artikel i The Miami Herald d. 6. september 2003, at hendes far begik selvmord med riflen i sin tid givet af Fidel Castro.
Det havde altid været familiens faste overbevisning. Derfor havde man længe modsat sig en retsmedicinsk undersøgelse af Salvador Allendes jordiske rester.
Imidlertid opstod der i maj 2011 et fornyet pres mod familien om at give ja til en retsmedicinsk undersøgelse af indholdet i kisten i forbindelse med fornyede undersøgelser af alle dødsfald i forbindelse med kuppet og mililitærstyret. Der blev under stor mediedækning givet ja til undersøgelsen fra familiens side.
Undersøgelsen ville tage flere uger, men allerede efter få dage var der forlydender om, at undersøgelsen skulle vise, at Allende var blevet myrdet.
Midt i juli 2011 blev resultatet af undersøgelsen offentliggjort, og resultatet var imidlertid helt entydigt, at der intet retsmedicinsk tegn, der pegede i retningen af andet end, at Allende rent faktisk havde skudt sig selv med den omtalte AK-47.
|
|
|
 |
| |
På 30-årsdagen for Allendes død, i 2003, holdtes en højtidelighed ved præsidentpaladsets historiske Morandé 80-indgang. Indgangen havde været holdt ubenyttet siden Allendes lig blev båret ud ad den i 1973. Her ses præsident Ricardo Lagos foran døren, mens Chiles flag trækkes fra døren. Efter mindestunden åbnedes indgangen atter, efter at Lagos som den første i 30 år var gået igennem den. Dagen før havde man sat en plakette i Uafhængighedssalonen, hvor Allende døde.
|
Den franske kejser Napoleon er citeret for at have sagt, at historien er en samling løgne, folk er blevet enige om.
Det kendetegnende ved spørgsmålet om Allendes død er, at de, der overvejende var positivt stemt over for hans marxistiske projekt i Chile, stort set hælder til den anskuelse, at han døde i kamp mod kupmagerne. I visse sammenhænge bruges ligefrem det engelske ord assassination, snigmord. Af de, der overvejende er modstandere af marxismen, har konklusionen derimod oftest været, at han tog livet af sig selv.
Således skrev den nordamerikanske avis New York Times i september 1990 meget rigtigt om den politiske signalværdi i det: »Det er blevet sagt, at påstanden om enten snigmord eller død i kamp fik en politisk betydning, der var brugbar i modstanden mod der 16-års militærstyre, der fulgte doktor Allendes fald. At indrømme selvmord ville have været at indrømme det fuldstændige nederlag, mend snigmord skabte en bedre klangbund for modstanden mod kupmagerne.«
Bemærkelsesværdigt ved denne sag er også, at det kan siges at være et eksempel på, at en part, der var anklaget for at lyve om en sag, og havde alle motiver til at lyve om en sag, og har løjet om mange senere dødsfald, i det store og hele fortalte sandheden fra starten af!
Den, der undersøger historiske begivenheder, er, som det er demonstreret i dette kapitel, altid nødt til være nogenlunde bevidst om, at en hindring for at finde ud af, hvad der egentlig skete i fortiden — »wie es eigentlich gewesen«, som man siger på historikerjargon — kan være ens egen person, ens eget ego, ens eget politiske og kulturelle ståsted, ens personlige smag for det ene eller det andet.
--- ooo ---
Billedserien tilgængelig her, indeholder MEGET stærke nærbilleder af den døde Salvador Allende.
Evt. kan det jo diskuteres, hvad disse billeder beviser, og hvor godt de gør det.
KLIK HER FOR BILLEDSERIE
|
|
