Top banner
Banner

  Chile og chilensiske Forhold, 1912  
Categories Banner
  
         
På denne side:
... findes kapitlet »Chile og chilensiske Forhold« oversat fra det amerikanske Chile And Chilean Conditions fra bogen South American Life fra 1912, redigeret af Ethlyn T. Clough.
      Ethlyn T. Clough, 1912
Chile og chilensiske forhold

CHILE har en politisk Historie, der er et enestaaende Kapitel blandt spansk-amerikanske Republikker. Dets enestaaende og fremstaaende Kendetegn er fire fredelige og paa hinanden følgende Præsidentperioder paa hver ti Aar. Fænomenet er et Studie værd. De Lovprisninger, som Chilenerne giver sig selv, er fortjente. Den nationale Vækst har været en sand Vækst, ikke en række Spasmer.

Efter Uafhængighed var opnaaet gennem O’Higgins i 1818, blev Uafhængighedsapostlen sendt i Eksil, fordi han prøvede at udøve kongelig Magt som en Diktator under det tyndest mulige Lag af republikanske Former. Frihedsopstanden varede derefter i ti til tolv Aar med hyppige Revolutioner, skiftende Regenter og forgæves Bestræbelser paa at danne en stabil Regering. Det licencerede Anarki under Dække af politiske Institutioner naaede sit Højdepunkt i Perioden fra 1828 til 1833, da Det Liberale Parti – det vil sige kun liberalt af Navn – var ved Magten. Saa kom de konservative eller reaktionære. De gennemtvang Forfatningen af 1833, som forblev uændret i syvogtredive Aar. Orden og Ro var Mottoet, og generel Republikanisme blev kvalt for at en Regering kunde styre ved Lov.

Fra 1833 til 1873 havde Chile fire Præsidenter, alle valgte og genvalgte under forfatningemæssige Former. Disse Statsoverhoveder var Joaquin Prieto, Manuel Bulnes, Manuel Montt og José Juaquin Perez. I General Bulneses Regeringstid blev et Oprør fra Hæren forsøgt; i Præsitent Montts Regeringstid startedes en Revolution i Copoapo i Nord. Der var ogsaa andre Forstyrrelser. Men alle blev de holdt nede uden lange Perioder af Folkelig Splid, og skønt Frihed syntes at blive kvalt under Krigsraad og den totale Suspendering af borgerlige Rettigheder, saa var det en haardfør Plante, og efter en kort Periode begyndte den at gro igen.

Under Forfatningen af 1833 var Præsidentperioden fem Aar, og der var intet Forbud mod en anden Periode. Paa denne Maade fik hver Præsident genvalgt sig selv og nød en ti-aarig Embedsperiode. Men han kunde ikke have gjort dette, hvis den priviligerede Klasse, de betydningefulde Familier, ikke havde staaet bag ham. De var aggressive i Forsvaret af Oligarkiet og deres individuelle Uafhængighed, de bevarede saa stædigt som de engelske Baroner, der aftvang Kong John Magna Carta. Med Sikringen af den nationale Udvikling begyndte Landet at irriteres under Erkendelsen af den autokratiske Magt, der var den udøvende Magt til Del, og at den Vækst, der ikke havde været mulig uden den koloniale Magts Form, nu havde naaet fuld Udstrækning. Derfor begyndte Agitationen for en Liberalisering af Forfatningen og fortsattes vedholdende i Stedet for periodisk. I Aartiet fra 1860 til 1870 var de konservative reaktionære saa pressede og i Defensiven saa konstant, at de barskere Dele af Forfatningen ændredes de facto om ikke i Bogstav.

I dette gamle Dokuments Levetid, og under disse fire Regenter, der styrede under det i Praksis,– der var nemlig aldrig en Diktator blandt dem; konsoliderede Chile sine Interesser, indstiftede Byggelsen af Jernbaner, og i Flaaden og paa andre Maader forberedte sig paa Krigen, som man følte, en Dag vilde komme mod Perú og Bolivia. I Lyset af Alt, der blev opnaaet, kan det daarlig siges, at forfatningen af 1833 og Magten, den gav de et hundrede Familier, var daarlig for Landet. Men Ændringer var uundgaaelige, og i 1870 blev Forfatningen reformeret paa en Maade, saa den kom inden for Sfæren af moderne Principper for Regeringsførelse, og fjernede sig fra sin agressive Antagonisme mod republikanske Institutioner. Større Uafhængighed blev givet den dømmende Magt, større Handlefrihed til de kommunale Instanser, medens Stemmeretten blev udvidet. Præsidentperioden vedblev at være fem Aar, men Genvalg blev forbudt, saaledes at Ti-Aars-Perioderne ikke kunde fortsætte.

Frederica Errazuriz var den første Præsident, der tjente under den ændrede Forfatning. Hans Tid var fredelig og progressiv, men var koncentreret om at forberede sig paa Krig ved at beordre Bygningen af pansrede Krydsere, som gjorde den chilensiske Flaade saa formidabel. Han blev efterfulgt af Anibal Pinto, som havde tjent i Kabinettet som Krigsminister. En finansiel og økonomisk Krise huserede i hans Regeringstid, og i dens sidste Aar blev Salpeterkrigen udkæmpet med Chile som Modpart til Bolivia og Perú. Chiles forrygende Sejre gav ikke alene Landet de salpeterholdige Territorier, som Landet beholdt som Krigsbytte; det gjorde Chile til den mest agressive og frygtede Magt i Sydamerika.

Det havde været Skik for de afgaaende Præsidenter af intervenere i Valgene for at sikre Valget af en Kandidat efter deres Ønske. Præsident Pinto annoncerede sin Intention om ikke at ty til denne Praksis, dog blev han efterfulgt af Domingo Santa Maria, som havde haft Portefølje som Minister for udenlandske Anliggender i Pintos Kabinet. Præsident Santa Maria fandt sig i Modvind fra de konservative og een Fløj af de liberale. Han forsøgte at organisere et administrativt Parti og at kontrollere Valget af Senatorer og deputerede i Kongressen, men fejlede. Dette var en klar Manifestation af den udøvende Instanses manglende Evne til at regere uden Samtykke fra de Familier, de forskellige politiske Grupper bestod af. Men hele Spørgsmaalet om den udøvende Magt og Familierne skulde blive afgjort af en mere resolut Haand. Resultatet var dramatisk, en Tragedie for Nationen og en Tragedie for en af Landets største Mænd.

José Manuel Balmaceda blev valgt som Præsident i 1886 efter et haardt Livtag under Valget, hvor de konservative og den reaktionære Fløj af de liberale stod i Modsætning til ham. Han prøvede af tilfredsstille nogle af de sidstnævnte ved at give dem pladser i sit Kabinet. Han havde store Planer for Udviklingen af Nationen, og han ønskede samlet Opbakning.

Præsident Balmaceda styrkede Flaaden og Hæren med Midler fra Salpeterindtægterne; men hans Ønske var egentlig at anvende disse Midler til Forbedringer og Udbygninger af Jernbaner, Veje, Havne og Skoler. Den konservativ-liberale Gruppe modarbejdede ham. Den fik Overhaand i Kongressen, og krævede, at han udnævnte Ministre efter Flertallets Ønsker. Dette hævdede han, var i Modstrid med hans forfatningemæssige Spillerum. Kongressen nægtede at godkende de Skatter og Bevillinger, der var nødvendige for at fortsætte Regeringen. Da dette af een eller anden Grund ikke skete i den ordinære Samling, havde det været Skik at indkalde Kongressen til ekstraordinære Samlinger. Præsident Balmaceda, træt af al den Kontrovers, afstod fra at tage dette Skridt. 1ste Januar 1891 annoncerede han, at Bevillingerne for indeværende Aar vilde være de samme som Aaret før.

Blodig, skaanselsløs Borgerkrig fulgte. Kongressionalisterne hævdede, at deres Strid var rettet mod den udøvende Magts Magtmisbrug. De forlod Valparaíso og tog Tilflugt paa det Krigsskib, som var blevet forberedt til dem. De udnævnte Kaptajn Jorge Montt til Øverstbefalende for den nationale Styrke. Præsident Balmaceda erklærede, at Montt og de flaadeofficerer, der fulgte hans Ordrer, var Forræddere. Præsidenten organiserede en Hær, medens Flaaden sejlede til Iquique og besatte Salpeterprovinserne.

Kongressionalisterne etablerede deres provisoriske Regering der for at føre Krig mod Præsident Balmaceda. De organiserede Tropper, der blev transporteret til Valparaíso, hvor de besejrede Garnisonen. En anden Sejr ved Placilla gjorde, at de kontrollerede Hovedstaden, hvor blev hilst velkommen af Indbyggerne som Befriere.

Balmaceda tog Tilflugt i det Argentinske Konsulat. En Flugt over Andesbjergene stod ham Aaben, men den Mulighed havde han kun Foragt for. Han ventede roligt til 19de September, den Dag, hvor hans forfatningsmæssige Præsidentperiode løb ud, skrev et Afskedsbrev til sin Familie og Venner, klædte sig i sort, rettede en Revolver mod sin højre Tinding, fyrede den af, og døde omgaaende. Hans Politikker lever.

Disse hurtige, tragiske Begivenheder er blot gengivne for at vise deres Sammenhæng med det politiske System i Chile, som det er i dag, for de havde Indvirkning og foraarsagede Ændringer af den forfatningsmæssige Begrænsning af den Udøvende Magt.

Formelt er Chiles Regeringsform repræsentativt Folkestyre. For den fremmede Observatør spirer en Undren frem, om en System, der forlener saa uforholdsmæssig stor Magt til en lille Gruppe af Familier, der kalder sig selv Partier, kan være tilfredsstillende. Men det passer Chile, eller har passet det, og Landet viser Fremgang. Det er det endelige Svar. Hvis det behager Chile, at lave sig en Spændetrøje, saa er det Chiles eget anliggende, og hvis hvis Landet udvider sig og udvikler et progressivt nationalt Liv i den Spændetrøje, saa maa det være Landet tilladt at tage sin egen Vej og sin egen Tid til at befri sig selv.

Men hvad med de regerende Klasser? Hvem bestaar de af? Folkene fra de liberale Erhverv, Handelsfolkene og Regeringsembedsmændene vil fortælle Dem, at der ingen Klasseskel er, og vil paa samme Tid med Stolthed fortælle, hvorledes han selv og hans Ligemænd skiller sig ud fra Masserne. Det er blevet sagt, at hundrede Familier har styret Chile i 75 Aar. Tallet kan maatte skulle dobles eller tredobles, men Sandheden i det ændrer sig ikke. Landaristokratiet, Handelssektoren og Kirken har regeret Landet, og det maa siges, at de har de gjort godt. De kan vel anklage hinanden for at være utro mod deres betroede Omraader, men den fremmede Observatør lader sig ikke imponere af denne Anklage. Alle har de arbejdet sammen om at gøre Chile til den magtfulde og aggressive lille Nation, som det er, og har sikret Landet den respekt, Resten af Sydamerika har givet det. Men de har taget alle Fordelene selv – Æren og Vederlagene af de offentlige Hverv, Mulighederne for Rigdom, som Salpeterminerne gav, Mulighederne og Karrierer, som Hæren og Flaaden har budt. Det kan næsten siges, at Hæren og Flaaden eksisterer til de hundrede Familiers beskæftigelse.

Chile selv er ikke et Land med store private Formuer. En eller to Familier er blevet berigede af Minerne, et halvt dusin Bankvæsen og kommersiel Udvikling, et større Antal af Salpeter. Men naar Alt er sagt, er de hundrede Familier Slægter af beskedne Midler. Deres primære kilder til Indkomst er fra Landejendommene. Disse Ejendomsbesiddere beskatter ikke sig selv tungt. Som i Flertallet af spansk-amerikanske Lande, er Regeringsrevenuet lagt paa Indkomst fra Gods og ikke paa selve Godset. Godsejerne søger for, at dette Revenue er smaat.

Det nuværende Regime, som det tager sig ud paa Papir, er en komplet Modsætning til det Regime, under hvilket i næsten et halvt Aarhundrede chilensisk Nationalitet blev udviklet og det smalle Baand af en Republik konsoliderede sig og voksede sig stærk. Den gamle Form var kolonial Despotisme med enevældig Magt til Guvernøren. Det nuværende System er Kongres-Despotisme uden Magtmæssig Overhaand til Statsoverhovedet, men under begge Regimer har de hundrede Familier regeret. Præsidenten bliver valgt af Valgmænd valgt i Provinserne ved direkte Valg, da der ikke er nogen provinsielle lovgivende Forsamlinger.

I det Stof, som er den chilensiske sociale Organisation, er Trenden det Atom, der kendes som Roto’en. Roto’en udgør Masserne. Pelucon, Aristokratiet, er et Udtryk taget fra den gamle Samfundsorden. Der gøres voldsom Indvending mod at bruge Udtrykker nu om Dage, da der ikke er nogle priviligerede Klasser, og da Udtrykket kun har begrænset Mening. Men det beskriver Modstykket til Roto’en, siden dennes Udvikling mod Proletariatet begyndte, og det angiver en anerkendt social Distinktion, saa Anvendelsen af det er tilladelig. Pelucon kommer ind under Kategorien af de styrende Klasser og de et hundrede Familier, og behøver ingen nærmere Forklaring.

En morgen i Maj 1903 vaagnede den chilensiske Regering og de udenlandske Præsidenter til Rotoen som et organiseret Element i Samfundet med destruktive Evner og Muligheder, samt Modet til at bruge disse. Disputter med Dampskibeselskaber havde resulteret i Strejker. Den Morgen bemægtigede Pøblen sig Valparaíso, og gav sig til at brænde Ejendomme, at plyndre og at dræbe. Det var en vild Pøbel, men den havde Sans og Samling. Den brændte den chilensiske Virksomhed kendt som South American Steamship Companys Kontorer ned, og gav sig til at plyndre en af Aviserne, men lod det britiske Pacific Steam Navigation Companys Ejendomme uskadte. Modstanden mod begge Selskaber var den samme, men denne chilensiske Pøbel vilde ikke give Anledning til udenlandsk Intervention.

Myndighederne blev dadlede for den Demoralisation, Strejkerne bevirkede. Det blev paastaaet, at der havde været Styrker til Raadighed til at Dæmpe Uroen, samt at en fast Udvisning af Styrke vilde have reddet de hundreder af Liv, der blev ofret før Oprørene og Fyringerne var ovre. En Undersøgelse blev lavet af, hvorfor fem hundrede til Raadighed staaende Marinere ikke blev anvendt. Det skræmmende Svar var, at de havde nægtet af blive anvendt, at de havde været paa Randen af Mytteri, da der blev forsøgt at anvende dem. De var af Roto-Klassen, rekrutterede fra de samme Lag som de strejkende. Sandheden kom aldrig frem for Offentligheden. Den chilensiske Regering hævdede sin Evne til at opretholde Orden, og dyssede Raabene fra de skræmte engelske og franske Indbyggere, der appellerede til deres egne Regeringer om af sende Krydsere, ved at sørge for Tilstedeværelsen af Orlogsskibe og Tropper.

For en Generation side hævdede J. V. Lastarria, den chilensiske Diplomat og Historiker: »Chilenerne er det mest homogene Folk i Spansk-Amerika, og de er kendte for at anvende deres politiske Rettigheder paa den mest praktiske og snu Maade.« Han paastod ogsaa, at Landets fysiske og sociale Forhold forklarer dets Frelse fra det katastrofale Anarki, som de andre Republikker har lidt under, og dets Fremskridt i alle Sfærer af menneskelig Aktivitet.

Denne selvtilfredse Bedømmelse var ikke misvisende, men Señor Lastarria pegede i sin Beskrivelse hovedsagelig paa de højere Lag, de styrende Klasser. Da han skrev, paagik den robuste Raceblanding stadig, Sammensmeltningen af det bondske Nordspanien og det baskiske, efter to Aarhundreders Omplantning, med det vilde araukanske indianske Blod. Ikke al det indfødte Blod var Araukansk. Der er ti forskellige indfødte Stammer i Chile, og i den nordlige Del har Sammensmeltningen været mere med Indianerne fra det historiske Øvre Peru eller Bolivia. Alle disse Stammer har været vant til haarde Tider, og de tungere civilisatoriske Dele af Civilisationen har været aggressivt fremdyrkede.

Det lave Lag af Chile i Dag er langt fra Civilisationens Rafinementer. Dets Laster og Dyder er lige stærke. Blandt Dyderne er den indfødte Uafhængighed. Lasterne har grov, halv-bevidst raa Magt, med ringe Betvingelse af Passionerne.

Roto’en har mange Egenskaber til Fælles med de højere Klasser. Hans Patriotisme er fuldt ud lige saa dyb. Indtil nu har han været villig til kæmpe paa den militære Kommandørs Ordre, men det truende Mytteri blandt Marinerne var en Advarsel. Paa selv samme Tidspunkt paagik indskrivningen til Værnepligt, og en usædvanlig Mathed vistes af de værnepligtige inde i Landet, og en svag Vægring mod at blive indkaldt for at bekæmpe deres Brødre. Det var paa det Tidspunkt, hvor Nødvendigheden af at deployere Hæren for at bryde Strejken var mest Aabent diskuteret.

Blandt Roto’ens Egenskaber, hvadenten i Hæren eller i Flaaden eller i Masserne, er Vedholdenhed i hans Fordomme. Han kan ikke nemt ændre sin Opfattelse af, hvad han allerede synes at vide. Jeg var i Santiago under Fejringen af Fredspagterne med Argentina. De styrende Klasser og Handelsfolkene deltog hjerteligt i Festlighederne. De vidste, at Undgaaelsen af Krig gennem Traktaterne havde reddet Landet fra Bankerot, skønt Krig kunde have bragt territoriel Udvidelse med sig. Men det blev bemærket overalt, at Masserne ikke deltog i Demonstrationerne. De var enten tvære eller ligeglade. De var blevet oplært til at tro, at Argentina var en Fjende, med hvilken de var nødt til at føre Krig, og fra hvilken de kunde have en Chance for at tage Krigsbytte. De kunde ikke umiddelbart vende om og deltage i Fejringerne af Fred.

I den økonomiske Diskussion om de sociale Bevægelser, vil man høre om den manglende Driftighed i Roto-Klasserne, og deres Uvillighed til at gøre noget for dem selv. Dette er en løs Antagelse, der ikke findes Belæg for. Ved Kysterne er han meget vel skødesløs med sin Løn, men inde i Landet er det ikke sandt, og jeg drager i Tvivl, om det overhovedet er sandt i den paastaaede Grad ved Havnebyerne. Der er nogen Grund til denne Tvivl, siden det viser sig, at Sparekasserne har 50.000 smaa Konti, nogle af dem endda meget smaa. Indskyderne til disse Konti er Soldater, Sømænd, Tjenere, Studerende, Syersker, Skomagere, Smaahandlende, Bønder og Vaskeriejere. Dette viser tydeligt Driftighed hos Masserne.

Handel og Industri vil i Fremtiden have et bredere Sigt i chilensiske nationale Politikker. Perioden med ubegrænset Sø-Ekspansion sikrede dette Resultat. Efter Fredspagterne med Argentina traadte i Kraft, og Bygningen af nye Slagskibe var bragt til Ophør, blev det anslaaet, at 1.000.000 $ gik over til Jordbrugets Industrier. Ved Salget af anden overflødig Søstridsmateriel til europæiske Magter, kan mere Kapital frigives til offentlige Arbejder og Jordbrugsudvikling.

De industrielle Ressourcer i Chile er afspejlede – skønt ikke fuldkomment – i Industriudstillingen, der aabnede i 1904. Denne dækker ikke kun Muldens og Undergrundens Produkter, men ogsaa de hjemmefabrikerede, fremstillede enten af importerede Raamaterialer eller af Halvfabrikata ført ind for at fremme den indenlandske Industri. Den chilensiske Politik er protektiv baade angaaende Toldmure og Eksportstøtte. Sukkerrafinaderierne, der importerer raa Sukkerrør fra Perú, at blandt de mest stabile Industrier. Mel-Møllerne er ogsaa profitable Foretagender. De maler den hjemlige Hvede, og har deres Marked for Melet i Bolivia og Perú, saavel som længere opad Kysten.

Landet har omkring 8.000 industrielle Foretagender. Blandt disse er 400 beskæftigede med behandling af Huder, 430 med forskellige former for Træarbejde, 308 med Metallurgi, 268 med kemisk Produktion, 560 med Keramik og Pottemageri, 1900 med Produktion af Fødevarer, 1920 med Klædefremstilling og Skræddersyning, 700 med Byggeri, og saa videre. Vognfremstilling udføres i Forbindelse med Statsbanerne. Et Ønske fra udenlandsk Kapital om at engagere sig i Fremstilling af Tekstil er blevet mødt med Imødekommenhed, og Uld- og Bomulds-Møller bliver etablerede. Den indfødte Arbejdskraft – dømt efter Erfaringen – er kompetent.

Offentlige Arbejder er paa Programmet i alle politiske Grupper, skønt Kongressen somme Tider er tøvende med Hensyn til at vedtage Forslagene stillede af Regeringen. Jernbaner er det mest fremtrædende Felt. Intet Kapitel i Chiles Historie er mere ærefuldt for dets Folk end de Ofre, Folket har givet for at bygge Jernbanerne, og intet viser bedre det nationale Instinkt end den Opfattelse, der blev vist angaaende den Rolle, som Jernbaner spiller i baade den industrielle og den politiske Udvikling af en Nation. Mere end tre tusinde Miles er i Drift, og nye Linier er paa Vej. Flertallet af Linier ejes af Regeringen, med Undtagelse af Salpeterlinierne og den chilensiske Del af Antofagasta- og Bolivia-Jernbanen.

Hvad Chile har Brug for allermest, er Immigration, og dette søger Landet fra Nordeuropa og Skandinavien. Med tættere Forhold til Nabolandene i Sydamerika og en udvidet Handel med Verden, vil dets Industrier udvides og Landet vil komme ind i en ny Æra af industrielt og kommersielt Liv. Med Anerkendelse og Plads givet til disse økonomiske Kræfter vil Sammenstødene og Interessekonflikterne i Indenrigspolitikken ikke faa nogen hindrende Indflydelse paa Chiles industrielle Fremtid. Landbrug, Minedrift og Handel er bedre for Chile end Slagskibe.



Bottom Banner

© Asbjørn B. Christensen 2004-2012